Apple-software spiller sammen med Microsoft Office

Den nye udgave af Apple iWork er en komplet kontorpakke til Mac, der løser langt de fleste privatbrugeres behov. Den er tilmed en del billigere end Microsoft Office - som den for øvrigt spiller fint sammen med.

Apple-software spiller sammen med Microsoft Office

Som nybagt Mac-konvertit - og dem er der efterhånden nogle stykker af - har du sikkert allerede fundet ud af, at der findes velfungerende Mac-udgaver af både Microsoft Office og den gratis OpenOffice.

På den anden side har du måske netop søgt tilflugt hos Mac-kulten for ikke at betale ekstra for applikationer, der indeholder flere funktioner, end du nogensinde får brug for.

Eller - som i OpenOffice-pakkens tilfælde - undertiden går sine egne, kringlede veje.

Men hvad gør en klog så? Her har Steve Jobs & Co. såmænd også et svar, nemlig kontorpakken iWork.

Den nyeste udgave, iWork '09, kom på gaden for nylig til en pris på 599 kroner, hvilket helt præcis er 400 kroner mindre, end det koster at anskaffe Microsoft Office 2008 til Mac.

Det er selvfølgelig en rar besparelse. Men eftersom en typisk Mac-ejer allerede har betalt 30-40 procent mere for sin maskine end for en Windows-pc med sammenlignelige specifikationer, er en smule rabat måske også på sin plads.

Basal og velfungerende kontorfunktionalitet

Ved den danske præsentation i februar lancerede Apple selv iWork '09 - der indeholder tekstbehandlingsprogrammet Pages, regnearket Numbers og præsentationsprogrammet Keynote - som en basal kontorsuite.

For at starte med tekstbehandlingsdelen kan Pages bedst sammenlignes med en slags "Word Light".

Hvilket ikke kun er en skidt ting. Undertegnede har således brugt Pages halvanden måneds tid og med stor fornøjelse.

Programmet kan nemlig alt det, man sædvanligvis bruger et tekstbehandlingsprogram til, og det er afgjort rigeligt til langt, langt de fleste formål.

Det er nemt at prioritere og formatere en tekst, indsætte fodnoter, kommentarer, diagrammer, tabeller og så videre. Ligeledes har programmet endnu ikke for alvor gjordt knuder eller opført sig decideret uforståeligt.

Helt afgørende er det imidlertid, at Pages som en række andre Apple-programmer leveres som "multisproglige".

Derfor er programmenuer, hjælpefunktion og - ikke mindst! - stavekontrollen også danske.

Eller på norsk bokmål, polsk eller mandarin, for den sags skyld. Det kan man selv bestemme ved at pille lidt i styresystemets sprogindstillinger.

Fin Word-understøttelse - til en vis grænse

Ligeledes er det nemt at importere eller gemme Word-filer i det gamle .doc-format. Endda med fuld understøttelse af de registrerede ændringer, Word-filen måtte indeholde.

Samspillet med .doc-filer har angiveligt ikke været understøttet i dette omfang før. Så alene her hjælpes konvertitter godt på vej, når de skal udveksle dokumenter med Microsoft Office-brugere.

Det ville dog have været rart, at man kunne bede programmet om automatisk at gemme i .doc-format, hvis det er den filtype, man primært arbejder med. Det er - så vidt vi kan se - ikke muligt, og derfor kræver selve det at gemme en fil lidt flere klik end i Word. Det er lidt irriterende.

Programmet kan også godt åbne filer i Microsofts relativt nye .docx-format; her skal man dog hjælpe Pages med at vælge det rigtige sprog. Ellers går det kuk i stavekontrollen.

Til gengæld kan man ikke gemme en fil som .docx, men det kan jo være, at det kommer med en opdatering på et tidspunkt.

Endelig har Pages en "fuld skærm"-funktion, der udelukkende viser din tekst på skærmen - og absolut intet andet. Heller ikke menuer, baggrundsbilleder, ikoner eller hvad du ellers måtte have forurenet din desktop med.

Umiddelbart lyder det måske som en lidt fjollet gimmick. Men funktionen er fantastisk brugbar, hvis du skal fokusere udelukkende på at skrive og vil lukke alle computerens andre tidsrøvere ude.

Det er navnlig brugbart i situationer, hvor chefen - eller den gnavne PC World-redaktør - truer med bål, brand og sure sokker, hvis teksten ikke bliver færdig. "Og helst i går, din dovne hund!"

Brugervenligt regneark til de private

På samme vis er Numbers et aldeles glimrende regneark med alle de basale funktioner, man måtte have brug for som privatbruger. Excel-filer importeres uden de store problemer med (hvad vi umiddelbart kunne konstatere) alle celleberegninger intakt.

Ganske vist skal man ikke forvente, at alle Excels makroer og formateringer fungerer efter hensigten, men Numbers er på den anden side heller ikke målrettet virksomhedsbrug i større stil.

Til gengæld indeholder Numbers en række meget nyttige skabeloner til privatbrugere, uanset om du skal lægge husholdningsbudget, træningsprogram, opgøre værdien af indbo eller beregne konsekvensen af diverse låneomlægninger. Smart og meget intuitivt.

Keynote til foredrag

Samme skabelonrigdom finder man også i præsentationsprogrammet Keynote, der i sin grundform er opbygget i stil med Microsofts PowerPoint og således nemt at gå til for dem, der allerede kender konkurrenten fra Microsoft.

En af nyhederne i Keynote '09 er i øvrigt understøttelse af Keynote Remote-applikationen til iPhone og iTouch, hvilket blandt andet gør det muligt at kontrollere præsentationsflowet via den lille lommekammerat.

Endelig har også Keynote fået forbedret integrationen til sin Office-pendant, så det nu er muligt at importere .ppt-filer (vi har prøvet). Dette skulle tidligere have været lidt af et mareridt.

Alt i alt er iWork '09 en nem og anvendelig kontorsuite til dem, der gerne vil køre Apple-software hele vejen igennem. Men som ikke har lyst til at give afkald på fredelig sameksistens med dokumenter fremstillet på den langt mere udbredte Microsoft Office-platform.

På den anden side skal du også være opmærksom på, at alt - herunder menustrukturen - ikke er, som du måske er vant til.

Ligeledes er det nok en god idé at kontrollere, om programmerne i iWork kan åbne alle de eksisterende Office-filer, du måtte have planer om at putte i dem.

Så vil du selv prøve, om iWork er noget for dig - uden at spytte i Apples kasse - kan du downloade en komplet, 30-dages prøveversion kvit og frit på: http://www.apple.com/iwork/

Og nej; programmet virker ikke på hverken Windows eller Linux...




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Hybrid, on-premise eller public cloud. Bliv klogere på fremtidens datacenter

Få indblik i, hvordan du planlægger, designer og drifter dit datacenter, så det kan følge med virksomhedens vækst, støtter bæredygtighedsindsatsen og lever op til krav om effektiv datahåndtering.

25. februar 2025 | Læs mere


Identity Festival 2025

Er du klar til en dag, der udfordrer din forståelse af, hvad Identity & Access Management (IAM) kan gøre for din organisation? En dag fyldt med indsigt, inspiration og løsninger, der sætter kursen for, hvordan vi arbejder med IAM i de kommende år.

05. marts 2025 | Læs mere


Tech Transformation Trends 2025

Tech Transformation Trends er konferencen, hvor vi sætter fokus på de helt store Danske virksomheders digitale transformationer og måden de driver virksomhed på. Dagen byder på cases og vidensdeling, der vil give inspiration som kan være med til at løfte din strategi og navigere i fremtidens digitale landskab.

06. marts 2025 | Læs mere






White paper
Sikkerhed gjort enkelt: Beskyt din virksomhed direkte i browseren