På en pressebriefing for udvalgte medier gennemgik Microsoft fredag en status for koncernen.
Og mens software-giganten kan mærke en nedgang i salget af Windows-klienter som følge af færre solgte computere, så er der stadig områder i vækst.
Således er cirka 20 procent af Microsofts omsætning på 16,6 milliarder dollar i sidste kvartal skabt i Windows-divisionen af produkter som Windows Vista og Windows XP.
Selve Windows-forretningen er fortsat i vækst, men væksten var i sidste kvartal hæmmet af de mange første generations mininotes med Linux.
Men ifølge Erik Kaae, Microsofts direktør for marketing i Danmark, har det nu ændret sig til, at omkring 80 procent af alle mininotes nu kommer med Windows XP.
Begrænset Windows 7 skal sikre markedsandele
Mortimer Liebman, som er Windows-divisionschef i Danmark, kom ved briefingen ind på rygterne om en særlig begrænset Windows 7 version til minibærbare - og kunne bekræfte, at det var sandt.
Den begrænsede version af Windows 7 er der endnu ikke et navn på, men det vil være en Windows 7 uden et par funktioner og med nogle begrænsninger. Der er blandt andet tale om en begrænsning i antallet af programmer, du kan loade på samme tid.
Microsoft har endnu ikke specifikationer for, hvor kraftig maskinen må være, for at producenten kan udstyre den med en Windows 7 light. Men softwaregiganten regner ifølge Mortimer Liebman med at følge Intel, som i dag kun sælger sin Atom-processor til mininotes. Det sker for at beskytte deres dyrere og kraftigere Core 2 Duo processorer.
PC Worlds test viser dog, at Windows 7 i en standard-version allerede nu kan afvikles godt på eksisterende minibærbare.