Færre ansatte laver flere stole på kortere tid

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 30. januar 2004.


Møbelfabrikanten Fritz Hansen har automatiseret store dele af produktionen, men fastholder manuelle processer, hvor det betaler sig.

Rationalisering
Hurtigere gennemløbstid, reduktion af lagre, højere kvalitet, øget kapacitet, mere præcision i leveringen og ikke mindst forbedret dækningsgrad på produkterne har været målet med et omfattende automatiseringsprojekt hos møbelfabrikanten Fritz Hansen.
Projektet er gennemført på Fritz Hansens højteknologiske fabrik i Vassingerød.
På fabrikken produceres tre stoletyper. Det er primært Arne Jacobsens Serie 7, der udgør 82 procent af produktionen og Myren, som tegner sig for 15 procent. Desuden produceres et mindre antal af VicoDuo-stolen tegnet af den italienske designer Vico Magistretti.
- Vi har automatiseret en lang række processer, men har bibeholdt manuelle processer, der hvor det ikke giver økonomisk gevinst at automatisere, forklarer fabrikschef Bo Quist Jacobsen, Fritz Hansen.
Indtil 1999 var produktionen ekstremt manuel og beskæftigede 112 medarbejdere. Efter automatiseringen er antallet af medarbejdere 45, der producerer det samme som tidligere.
Leveringspræcisionen er øget til 99 procent samtidig med, at kvalitetsomkostninger i form af spild er faldet drastisk.
Virksomheden ville ikke flytte produktionen ud til lavtlønslande, fordi man var nervøs for, at det ville skade dens "Made in Denmark"-brand.
Samtidig ønskede Fritz Hansen at fastholde sine kernekompetencer, som er formspænd af og påføring af lak på møbler tæt på hovedsædet i Allerød.
Da Frederiksborg Amt er et højtløns-område, var der kun en løsning på at nedbringe omkostninger og sænke gennemløbstiden: At automatisere store dele af produktionen.
Overskriften på automatiseringsprojektet er Lean Manufacturing, hvor strategien er at automatisere i forhold til et helhedsbillede af produktionen.
Det betyder automatisering i vid udstrækning samtidig med, at man hele tiden holder sig konsekvenserne af automatisering for øje. Kravet er, at nye tiltag umiddelbart skaber merværdi.

ERP afskaffer lager
Virksomheden har formået at afskaffe sit færdigvarelager og indføre papirløs produktion ved hjælp af ERP-systemet Movex version 11 fra Intentia.
ERP-systemet sørger automatisk via et udtræk fra systemet i form af en EDI-fil for at informere virksomhedens transportører om, hvor mange kolli med færdigvarer, de skal afhente mellem klokken tre om eftermiddagen og klokken syv den følgende morgen fra både fabrikken i Vassingerød og fra hovedkvarteret.
Et nyt exstranet til fabrikkens underleverandører, så de kan gå ind i ERP-systemet og se de aktuelle leveringsbehov til Fritz Hansen, er lige på trapperne.
Desuden styrer systemet produktionen fuldstændig papirløst via skærmbilleder til medarbejderne i produktionen.
Endnu mangler dog et værktøj til finplanlægning i ERP-systemet, forklarer Bo Quist Jacobsen og føjer til, at Fritz Hansen er på udkig efter et simpelt kanban-baseret grafisk system.

Flere processer
Automatiseringen af produktion og logistik omfatter flere processer i virksomheden. Nogle processer er automatiseret med forholdsvis traditionel teknologi som for eksempel to fem-aksede CNC-styrede fræsemaskiner.
Mere højteknologisk er et fuldautomatisk højlager med råvarer og mellemvarer, hvor transporten foregår med førerløse trucks (AGV'er).
Højlageret kommunikerer via en særlig software med ERP-systemet. Der er tale om den simplest mulige kommunikation af informationer fra lageret såsom ud/ind og antal.

Fuldautomatisk lakering
Også lakeringen af stole er automatiseret. Den ene lakerings-linie er en såkaldt multifleksibel lavvolumen-linie, hvor man ved hjælp af en robotcelle kan lakere stole i seriestørrelser, som principielt kan gå ned til et styk. Lakeringen kan foregå i alle mulige farver.
Den anden er en højvolumenlinie, hvor Fritz Hansen som en af de få møbelvirksomheder i verden har taget en såkaldt High Speed Disc-lakeringsteknologi i anvendelse. Det er en meget effektiv teknologi, som blandt andet anvendes af bilindustrien. Her kan der anvendes seks forskellige former for lak.
Også store dele af slibeprocesserne er automatiseret med robotter.

Manuel spændproces
Ilægning af finer i presserne ved formspænd foregår manuelt, mens udtagning af de formspændte stolesæder fra presserne, den særlige køleproces, de derefter udsættes for, samt stablingen af dem er automatisk.
Beregninger har vist, at det endnu ikke kan svare sig at automatisere ilægningen. Robotter kan måske komme på tale i fremtiden, men det forudsætter, at de falder tilstrækkeligt i pris.
Bo Quist Jacobsen siger at ét er at investere i automation, et andet er at få medarbejderne med:
- Det er nødvendigt konstant at både videreudvikle organisationen og efteruddanne medarbejderne både systemteknisk og procesteknisk, ellers risikerer et automationsprojekt at falde på gulvet, understreger han.

Billedtekst: - Vi har nået målene med vores automatiseringsprojekt; nemlig at sikre vores konkurrenceevne via rationalisering, siger Bo Quist Jacobsen, Fritz Hansen A/S.
Foto: Torben Klint




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
itm8 A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere