Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 30. januar 2004.
Det nye nøgleord for Lotus er portaler. Døren ind til IBM's nye softwareverden starter dermed med Lotus nye bud på portal-klienter. Det sker i ny og stramt disciplineret stil.
Strategi
LotusPhere - Orlando: For et år siden var alle forvirrede over Lotus' annonceringer om deres strategi. Det er ingen længere. På den første store brugerkonference, efter IBM annoncerede sin nye softwarestrategi i begyndelsen af december 2003, er meldingerne krystalklare.
- Lotus er skillefladen til IBM's nye softwareverden. Og det betyder applikations-portaler. Notes fortsætter. Domino fortsætter. Men de er komponenter i den totale portalstrategi, der er den vigtigste del af IBM's nye softwaresatsning, siger Lotus' CIO Ambuj Goyal.
Portalstrategi
Snakken fra sidste års LotusPhere om Notes i Websphere- klæder er nu helt forstummet.
Og der var heller ikke et ord om knowledge management (videnstyring), hvilket ellers har været en stor del af dagsordenen de seneste år.
Nu er det portaler, portaler og atter portaler, der er i fokus for Lotus. Firmaet indrømmer åbent, at man har lært meget af sidste års forvirring og derfor har strømlinet kommunikationen i år.
Portalstrategien betyder på klientsiden, at der er dukket en ny klienttype op. Workplaceklienten er en webklient for portaler. Der skal ligge software på klientcomputeren til styring af sikkerhed og lokale data, men der anvendes internetstandarder til kommunikation og til præsentation af data. Data for denne klient lagres i en krypteret database, og synkroniseringen foregår via internetstandarden SyncML.
Klienten kan derfor også fungere uden forbindelse til en server i modsætning til en ren browserklient, hvor alle data ligger på en server, og specialfunktionerne sker via en tilføjelse (plugin) til browseren.
Dermed opererer IBM med tre klienttyper: Den traditionelle fede Notes-klient, en webklient og en browserklient. I fremtiden satser IBM på at levere samme funktioner i alle tre klientmodeller. Derved kan kunderne anvende den klient, der passer bedst i en given situation.
Mellemserver til portalstyring
På serversiden betyder det, at der opereres med en portal-server, der samler oplysningerne fra forskellige typer af servere. Denne model sikrer ifølge IBM, at man kan styre portalfunktionerne under et, så der kan ske dataudveksling mellem forskellige elementer i portalen, og sikkerheden kan kontrolleres centralt.
Nøgleproduktet har det mundrette navn "IBM Software Solution for On Demand Workplace". Det er en hybrid af alle IBM's portalprodukter og er bygget på Eclipse.
På serversiden bygger nøgleproduktet på en blanding af IBM's produkter, der optræder i forskellige blandinger afhængigt af det aktuelle markedssegment. For at løse den gordiske licensknude ved disse løsninger kommer produktet med en fast licens pr. bruger - 399 dollars ifølge IBM.
Færdige pakker
IBM vil fabrikere færdige pakker til de forskellige markedssegmenter, der installeres på pc-maner. Disse pakker vil indeholde de nødvendige serverkomponenter til en given løsning.
IBM's partnere kan levere deres specifikke løsninger oveni, hvilket betyder, at kunderne ikke nødvendigvis skal findes i klassen 2.000 klienter eller flere. Visionen er at få fat i de små kunder, der ikke nødvendigvis har en it-organisation. Derfor er der gjort meget ud af at opbygge portal-skabeloner, som kan modificeres efter behov.
Notes lever
IBM annoncerer meget klar opbakning bag Notes. Budskabet er, at Notes lever og har det godt. Den nyeste version 6.5.1 indeholder chatfunktioner og er en version, hvor alle Lotus-komponenter er afstemt efter hinanden.
Tidligere har det været et problem, at de forskellige Lotus- komponenter havde forskellige versioner og ikke altid passede til hinanden. IBM lover koordinerede versioner i fremtiden og forventer, at der kommer nye versioner med 12 til 18 måneders mellemrum. Version 7 af Notes, der bygger på DB2 relationsdatabasen som alternativ til den normale Notes-database, forventes tidligt næste år.
Og version 8 af Notes forventes så et år senere igen. Den vil være baseret på portaler og vil indeholde fuld integration mellem Notes og portaldata.
Billedtekst: Topchef i Lotus, Ambuj Goyal, sagde i åbningstalen på LotusPhere 2004, at det nu drejer sig om at rette op på sidste års forvirring om strategien. Budskabet er, at Lotus er skillefladen til IBM's nye softwareverden, og at Notes lever, har det godt og er en central del af strategien, der bygger på portaler.
Boks: IBM's nye softwarestrategi
Indtil december 2003 opererede IBM med applikationsserverfamilien Websphere, kommunikations-rammesystemet Notes, Tivoli systemadministration og DB2-familien til datalagring.
Nu er hele IBM's softwarestrategi blevet baseret på 12 udvalgte markeder: Forsikring, bank, finans, bilindustri, detail, konsumprodukter, forsyningsindustri, tele, elektronik, sundhedssektor, offentlig sektor og biotek (life sciences).
De forskellige IBM-produkter skal pakkes sammen til rammeløsninger til hver enkelt sektor. IBM's partnere kan producere deres egne tilføjelser til en færdig pakke til kunder i de udvalgte markedssegmenter. Det forventes dog, at strategien blødes op i Skandinavien, hvor for eksempel bilindustri ikke er så vigtig som i USA.
Eclipse
Eclipse er et open source webservices udviklingsystem (IDE - Integrated development environment), der er baseret på Java. Eclipse havde IBM som hovedsponsor, men nu er en selvstændig udviklingsorganisation på vej. Angiveligt fordi Sun, der ellers er en stærk fortaler for Java, ikke ville deltage i projektet, fordi Sun mente, at IBM var for dominierende. Det er IBM's håb at forene alle i Java-lejren om Eclipse og dermed danne en samlet front mod Microsofts .Net-satsning.