Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 16. januar 2004.
Mærsk Data Food & Agro har netop frigivet første version af sit FOODHACCP-system til
virksomheders egenkontrol af fødevaresikkerheden. Selskabet venter, at en ny international ISO-standard vil øge efterspørgslen.
Da Mærsk Data Food & Agro fik opgaven at levere et egenkontrolsystem til Danish Crown overtog man den lille Thisted-virksomhed Mygind Data, som gennem arbejde for eksempelvis Vestjyske Slagterier havde specialiseret sig i fødevaresikkerhed.
Systemet blev opgraderet til Mærsk Datas FOODHACCP- managementsystem, som blandt andet styrer kvalitets- og sikkerhedsprocesser, sikrer struktureret dokumentation i overensstemmelse med relevante standarder, muliggør elektronisk opsamling af procesdata til overvågning og gør det muligt at udarbejde statistikker.
Styr på dokumentationen
- Fødevaresikkerhed er tidens trend, så vi har positive forventninger til markedet. Der foregår meget på området - eksempelvis med den kommende EU-forordning om sporbarhed i 2005 og med bestræbelserne på at ophøje HACCP-principperne til en fælles international standard, ISO 22000, siger Henrik Wieland, der er divisionschef hos Mærsk Data Food & Agro. Ole Mygind, stifter af Mygind Data og nu produktchef hos Mærsk Data Food & Agro, samstemmer.
- Virksomhederne er nødt til at have stadig mere styr på deres dokumentation på dette område, i takt med at konsekvenserne af fejltrin - de afledte omkostninger - stiger. Ikke blot myndighederne, men også kunderne skærper deres krav, siger han.
På den internationale front har de enkelte lande typisk deres egne modificerede udgaver af HACCP-reglerne.
- Harmoniseringen vil gøre det lettere for os at eksportere vores knowhow. Når der er en international standard, er der ikke noget at diskutere. Vi har set det allerede blandt de nye østeuropæiske EU-medlemmer; de skal til at opfylde HACCP-principperne, siger Henrik Wieland.
Polen er et af de lande, som Mærsk Data Food & Agro har demonstreret systemet i, men også eksempelvis Norge og Canada har vist interesse.