Tech Tour'en satte spor i it-landskabet

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 12. december 2003.


Det europæiske Tech Tour-fænomen kom til Danmark i eftersommeren og satte spor, som forhåbentlig bliver varige.

Hen mod årets udgang mærker en række mindre, danske it-virksomheder stadig dønningerne, efter at 60 fremtrædende internationale venturekapitalfolk og talentspejdere fra en række storkoncerner på to dage gennemtrawlede det danske it-landskab.
For første gang satte den schweiziske European Tech Tour Association, der blev etableret i 1998, kurs mod Danmark. Bag netværksorganisationen står den erfarne schweiziske venturekapitalmand Sven Lingjaerde, som under besøget konstaterede, at Danmark ikke er nogen særlig kendt destination på venturekapitalens verdenskort. Men at kvaliteteten af selskaberne er højere end gennemsnittet.
24 danske selskaber, screenet og udvalgt at den danske venturebranche, præsenterede sig i løbet af den 48 timer lange tour de force. At den var en adgangsbillet til kapital var og er langt fra sikkert. Men døren blev åbnet til et netværk af udefinérbar værdi.
Knap fire måneder efter tour'ens afslutning fremgår det af kortfattede tilbagemeldinger fra de deltagende selskaber, at mange stadig plejer de kontakter, der blev skabt under møder og samtaler i biler, busser, fly, eller mellem møderne i Ålborg, Billund, Roskilde, Tåstrup, Humlebæk og København.

Masser af kontakter
Fra Kapow melder stifter og leder Stefan Andreasen, at han har fået gode kontakter, og nu har en seriøs dialog om investering i selskabet med to venturefirmaer, han mødte på Tech Tour.
Manden bag Microsound, Søren Louis Pedersen, glæder sig over det internationale netværk af professionelle forretningsfolk, han fik etableret. Der er skabt afsætningsmuligheder og opmærksomhed om international videnteknologi, noterer han.
Noliacs administrerende direktør, Ole Falholt, kaldte Tech Tour det flotteste arrangement af sin art, han har set herhjemme, omend Noliac ikke umiddelbart har kunnet kapitalisere væsentligt på opmærksomheden. Dog føres dialog med to udenlandske ventureselskaber.
Synergetic Computing Systems har fået to konkrete investorer i tale som følge af den danske Tech Tour. Det udbytte er vi meget tilfredse med, erklærer Søren Kleberg, Executive Vice President i den Symbion-baserede virksomhed.
Hos PremiTech har man ligeledes fået to henvendelser fra interesserede internationale investorer, som man stadig er i dialog med. Derudover har en meget interessant potentiel partner meldt sig på banen. Positivt og pengene værd, noterer PremiTechs administrerende direktør, Jan Ishøj Nielsen.
For Tpack var venturekapital ikke direkte relevant - omend det, som administrerende direktør Søren Støvring-Halsson udtrykker det, altid er interessant - men selskabet fik ikke desto mindre kontakt til et par potentielle investorer. Selve begivenheden var en glimrende lejlighed til at netværke, noterer han i øvrigt.
Danware Datas topchef, Peter Grøndahl, mødtes med folk, han kendte, og fik derudover en ny kontakt - som der måske kommer noget ud af.
Fra Unispeed er den korte og kontante melding, at selskabet efter Tour'en forhandler med to sæt mulige investorer med det formål at finansiere den kommende vækstfase og etablering på nye markeder.
Zensys med deres trådløse teknologier fandt det nyttigt at pleje både nye og gamle kontakter og flytte de kontaktskabende aktiviteter uden for de traditionelle mødelokaler. Møder med Microsoft og Logitech var ifølge administrerende direktør Per Nathanaelson særdeles relevante for den fremtidige forretningsudvikling.
At konktakter også kan skabes indirekte, er Aseteks oplevelse et godt eksempel på. De deltagende investorer fremstod som meget specialiserede, og pengene sad ikke specielt løst. Til gengæld har Asetek høstet to meget interessante spin-offs. Intel Capital og det store London-baserede ventureselskab Apax Partners havde nemlig hørt om Tech Tour og set Aseteks materiale og blev interesseret. Alt i alt ok, nu hvor vi taler med verdens største chip-fabrikant og EU's største venturekapitalselskab, lyder tilbagemeldingen fra Aseteks administrerende direktør, André Sloth Eriksen, til Danish Tech Tour-holdkaptajnen, Carsten Blom-Hanssen fra Teknologisk Innovation

Billedtekst:
Danish Tech Tour var den 13. i rækken for nonprofitorganisationen European Tech Tour. Medstifter Sven Lingjaerde, til daglig europæisk leder af det transatlantiske ventureselskab Vision Capital, var aktivt involveret i udvælgelsesprocessen som garant for uafhængigheden. Foto: Hans Juhl




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere