Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 28. november 2003.
It-chefer vil bare have løst opgaven, når de køber office-pakker. De er ligeglade med, om det er Microsoft eller open source. De vil have den billigste løsning og går nu efter den i et fælles udbud.
Microsofts prismodel for pc-software har længe været en torn i øjet på kunderne. Nu rotter it-cheferne i en række ministerier sig sammen for at få holdt softwaregiganten op mod open source i et offentligt udbud.
- For mig er der ikke noget religiøst i det her. Jeg er indkøber og er bare interesseret i en god handel. Problemet for mig som indkøber er, at jeg ikke har et valg, siger Simon Gjedde, chef for Miljøministeriets Center for Informatik.
I it-chefernes initiativ vil det for første gang i Danmark blive muligt at holde to ellers svært sammenlignelige størrelser op mod hinanden: Open source, hvor man betaler for konsulentydelser, og Microsoft, hvor man betaler licens.
Udbuddet kommer til at ligge i forlængelse af Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udviklings omkostnings- og værdimodel (TCO), der netop søger at sammenligne de totale omkostninger ved medarbejderes pc-udstyr.
- Det er i reglernes ånd at få begge parter, både Microsoft og open source, med i det samme udbud, siger Søren Brøbeck fra advokatfirmaet Hjorth & Rinhart.
Statens og Kommunernes Indkøbs Service, der normalt forestår offentlige indkøbsaftaler, arbejder med en model, hvor de to løsninger ikke kan sammenlignes. Derfor vælger it-cheferne nu at køre udenom.
Det er ikke kun i Danmark, at kampen om skrivebordene er øverst på dagsordenen. I foråret tabte Microsoft byen München, der valgte at migrere 14.000 brugere over til Linux.
Se også side 10-11
Billedtekst:
- Vi har længe hørt på diskussionen om open souce versus Microsoft - hvad er den bedste løsning? Lad os da få det afprøvet i stedet, siger Simon Gjedde, Miljøministeriets Center for Informatik. Foto: Torben Klint