Udbud giver duel mellem Microsoft og open source

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 28. november 2003.


Sammendrag: En række ministerier pønser på et fælles udbud om et office-system. Det ventes at føre til et slag mellem Microsoft og open source-udbydere
- og det falder sammen med Videnskabsministeriets udspil til en TCO-model for pc'en, hvor open source også er i fokus.

En række ministerier planlægger at rotte sig sammen i et fælles udbud om et office-system. Går det efter planen, kommer Microsoft og udbydere af open source løsninger til at byde mod hinanden.

Fælles indkøb
- Vi har længe hørt på diskussionen om open source versus Microsoft - hvad er den bedste løsning? Lad os da få det afprøvet i stedet! Det er vores intention med det fælles initiativ, siger Simon Gjedde, der er chef for Miljøministeriets Center for Informatik og anfører for tiltaget.
Hvor mange, der går med på initiativet, er endnu uafklaret. Det befinder sig stadig i en tidlig fase, hvor det endnu ikke er formaliseret. Men blandt andre Justitsministeriet, Finansministeriet, Erhvervs- og Økonomiministeriet samt Videnskabsministeriet (VTU) har foreløbig vist interesse.
Simon Gjedde er i markedet efter et nyt kontorsystem som afløser for styrelsens gamle Office 97 fra Microsoft. Det skal have de funktioner, et standard- kontorsystem nu engang har, og det skal være så billigt som muligt. Om der står Microsoft på, eller det er en open source-model, er ham komplet ligegyldigt.
- For mig er der ikke noget religiøst i det her. Jeg er indkøber og er bare interesseret i at gøre en god handel. Problemet for mig som indkøber er ikke at have et valg. For mig er det vigtigste åbne standarder, understreger han, og trækker en firehjulet parallel med en bemærkning om, at han også er ligeglad med, om en bil er en Mazda eller Toyota, bare den består reservedelsprøven og ikke kun kører på benzin fra Shell.
Simon Gjedde har i øvrigt som grundlæggende betingelse for et nyt system, at han ikke vil have med udvikling at gøre, men kun er interesseret i noget køreklart og standardiseret.
Udspillet er i tråd med planer i Videnskabsministeriet om, at det offentlige skal blive bedre til at udnytte stordriftsfordele ved køb af standardsystemer. Det har været drøftet i Statens IT-Råd, hvor der er enighed om planerne, oplyser vicedirektør i VTU, Mikkel Hemmingsen. Hensigten er, at VTU skal bistå med teknisk ekspertise og organisatorisk backup. SKI (Statens og Kommunernes Indkøbs Service) skal levere udbudsekspertise. Og den enkelte institution, der har det forretningsmæssige behov, skal spille ud - som Miljøministeriet nu har gjort.
- Vi kan se, der ligger gevinster i det her. Derfor er det storartet, hvad Simon Gjedde gør, siger Mikkel Hemmingsen.
Han noterer, at initiativet, i og med der er tale om standardsystemer, adskiller sig fra det fællesoffentlige ESDH-projekt, hvor man er i udbud for at få udviklet et fælles sags- og dokumenthåndteringssystem.
Derimod ligger det fint i forlængelse af en TCO-model for total cost of ownership - udregningen af de samlede omkostninger - for en pc, som VTU netop i denne uge sender i høring.
Ud over pc-projektet, som drives af Miljøministeriet, undersøges konkrete muligheder for fælles udbud af flere andre standardsystemer. Et projekt med sikkerhedsløsninger drives af VTU, en statistikløsning af Finansministeriet sammen med Økonomi- og Erhvervsministeriet, og et fælles statsligt it-netværk tager VTU sig af med Slots- og Ejendomsstyrelsen som naturlig partner.

Røveri
I Miljøministeriet har man brug for et nyt kontorsystem inden den planlagte implementering af en ny sags- og dokumenthåndteringsløsning i anden halvdel af 2004.
Sidste år takkede Simon Gjedde nej til Microsofts opgraderingsaftale for den gamle Office-pakke. Det er en del af baggrunden for udbudet:
- Af Microsoft fik vi muligheden for at opgradere inden 31. juli sidste år; ellers ville prisen stige markant. Det synes jeg var røveri ved højlys dag. Det var i hvert fald alt for mange penge for en option, jeg ikke var sikker på, jeg ville udnytte. Ingen kunne lave en business case for mig for at opgradere.
Så opstod tanken om at gå i udbud for både at tjekke prisen og se, hvad der ellers var at få.
- Hvis jeg kan finde partnere at slå mig sammen med, så vi stiller med en vis kritisk masse, kan vi både få en bedre pris og et mere fremtidsrettet produkt. Der er i hvert fald ikke noget at tabe, siger Simon Gjedde, som repræsenterer 1200 primære brugere i Miljøministeriet.
Blandt hans egne overvejelser er muligheden af at købe en form for ‘office light' til nogle af medarbejderne ud fra en betragtning om, at broderparten kun har brug for relativt få funktioner i deres daglige arbejde.

Udfordring for SKI
Hvordan udbudet skal gribes an rent juridisk, taler Simon Gjedde foreløbig med SKI om. Herfra bekræfter direktør Søren Jakobsen, at man er i gang med at drøfte områder, som ikke er omfattet af SKI's eksisterende rammeaftaler. Aftaler der dækker store, standardiserede områder som indkøb af pc'er, servere og volumen-software.
- Det giver kolossalt god mening, at vi går ind og hjælper med udbudsprocessen, siger han.
Imidlertid passer det planlagte, oprørske udbud tilsyneladende ikke ind i SKI-systemet.
Søren Jakobsen fortæller, at SKI er i fuld gang med at lave en ny aftale, som dækker licenser på kontorsystemer. Der er tilbudsfrist den 13. januar, og den nye kontrakt træder i kraft 1. april 2004. Samtidig arbejder SKI med at skrue en open source-rammekontrakt sammen.
- Der er et stærkt stigende fokus på hele open source-området, og SKI skal - som et supermarked - have de varer på hylden, der bliver efterspurgt. Open source skal vi også kunne tilbyde, og derfor er vi ved at drøfte den meget spændende øvelse at få det med, siger Søren Jakobsen.
Men Microsoft og open source-modellerne mødes ikke i direkte konkurrence. Køberne får blot en ekstra rammekontrakt at vælge imellem.
Problemet er, at de to er meget vanskelige at sammenligne på grund af den meget forskellige prisstruktur. Licenser med en fast pris skal holdes op mod gratis open source, hvor man til gengæld skal have hele konsulentydelsen med - komplet med migration, integration, systemansvar, garantier og så videre.
- Det vil være vanvittigt vanskeligt umiddelbart at lave en sammenligning af de to. Vi mener ikke, det kan lade sig gøre at håndtere begge dele på én og samme aftale. Udbudsteknisk, rent juridisk, er det en udfordring. Men vi undersøger mulighederne nu, siger Søren Jakobsen.

Grundige specifikationer
Advokatfirmaet Hjorth & Rinhart, der har rådgivet en række ministerier og andre offentlige myndigheder om større it-projekter og EU-udbudsforretninger, kan imidlertid ikke se noget til hinder for et udbud, der lægger op til et sammenstød mellem Microsoft og de konkurrenter, der bekender sig til open source.
- Det er da i udbudsreglernes ånd at få begge med i det samme udbud. Men det kan naturligvis godt være et problem i SKI-regi, siger Søren Brøbeck fra Hjorth & Rinhart.
Han understreger betydningen af at få udarbejdet grundige kravspecifikationer, så man er sikker på at være dækket helt ind. Både fordi EU-reglerne rummer et specifikationskrav og - især - af hensyn til ordregiverne selv.
- Der er så stor forskel på open source og licensbaserede løsninger, at man er nødt til at være meget grundig og specifik. Men trods alt er opgaven overskuelig, fordi kontorpakker er så kendt en størrelse. Kravspecifikationerne behøver ikke være så detaljerede som eksempelvis for et forretningssystem, der skal bygges fra grunden, siger han.

billedtekst:
- Hvis jeg kan finde partnere, så vi stiller med en vis kritisk masse, kan vi både få en bedre pris og et mere fremtidsrettet produkt. Der er i hvert fald ikke noget at
tabe, siger chef for Miljøministeriets Center for Informatik, Simon Gjedde, der står i spidsen for et fælles udbud om et office-system. Foto Torben Klint




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyber Security Summit 2024

Hør blandt andet hvordan nogle af Danmarks bedste CISO´er griber deres vigtige opgaver an, hvad kvanteteknologi og AI betyder for sikkerhedsområdet og se hvad det er, som de bedste it-sikkerhedsleverandører arbejder med pt.

29. august 2024 | Læs mere


Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere