Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 14. november 2003.
En forsinket leverance og bøvlet implementering koster en måned i tidsplanen for forsvarets DeMars-projekt.
I slutspurten, kort før forsvaret var i mål med sit DeMars projekt, spændte SAP uforvarende ben for projektet. Leveringen af en vigtig funktionalitet svipsede. 10 ugers forsinkelse og to fejlleveringer blev det til for industriløsningen DIMP (Discrete Industries Manufacturing Processes). Den er nødvendig til konfigurering af fly - en kompleks proces med strenge krav til sikkerheden.
- Vi skulle have haft opgraderingen i juli, men den kom først i september, og så virkede den ikke, som den skulle. Vi har sloges med det og først i november haft noget, der virker. Det har givet et presset tidsforløb i slutfasen af projektet, hvilket er ubehageligt, og det er også kedeligt, for hidtil har vi ikke haft problemer med SAP, siger projektchefen på DeMars, kommandørkaptajn Axel Knudsen, der kalkulerer med en måneds forsinkelse som følge af episoden.
DeMars - Dansk Forsvars Management- og Ressourcestyringssystem - er en ny it-løsning for økonomi, personale og logistik. Det danske forsvar har som det første i verden lavet en samlet løsning for alle tre værn. Den ventes nu at kunne tages i brug omkring 1. maj næste år efter seks års arbejde. Efter leveringen viste det sig, at hvad der skulle være en add-on funktionalitet gik ind og ændrede i kernen af programmet. Og ifølge Axel Knudsen kunne SAP ikke levere dokumentation for de ændringer, det medførte i SAP-kernen.
- Det var en streg i regningen,. Vi har været nødt til at gennemføre rettelser hele vejen gennem systemet, siger han.
Det største problem
SAP Danmarks direktør Henrik Rasmussen beklager forsinkelsen.
- Vi leverede for sent. Det er noget skidt. Men at der derefter var udfordringer i at få tilpasset denne helt nye funktionalitet til forsvarets store, nye system er ikke overraskende. Jeg tvivler på, at en sådan situation nogensinde kunne forløbe gnidningsfrit.
Henrik Rasmussen ser situationen som et sammentræf af uheldige omstændigheder og mener, forsvaret måske har spændt buen vel hårdt ved at have sat leveringen af en kritisk funktionalitet som en flaskehals sent i tidsplanen. Forsvarets plan er ambitiøs - det har den været i alle årene, siger han.
Tidsmæssigt har DeMars tidligere offentliggjort en forsinkelse på tre måneder, som tilskrives en reversionering af projektet i efteråret 2000. Små forsinkelser på et så stort, offentligt it-projekt - men Axel Knudsen er stadig forbeholden.
- Jeg står ikke klar med champagnen endnu. Flere udfordringer venter, og tempoet er højt hos alle 300 i organisationen til implementeringen af DeMars. Den 1. marts skal vi gå over til Statens Lønsystem. Vi mangler stadig den sidste levering fra IBM, som skal i drift primo maj, og 1. maj opgraderer vi løsningen til den sidste SAP-version 4.7, siger han.
Et godt værktøj
Får vi så et bedre forsvar?
- Vi får et godt værktøj. DeMars er et værktøj, der sætter brugerne i stand til at gøre tingene bedre, lyder svaret.
Forsvaret indgik i 1998 hovedkontrakt med IBM om køb og implementering af DeMars, baseret på SAP R/3. Finansudvalget bevilgede 873 mio. kr. til projektet, som afholdes over Forsvarets normale driftsbevillling. Det er siden overskredet med ca. 13 pct. eller 116 mio. kr., hvoraf broderparten tilskrives, at forsvaret skulle bruge flere kompetencer til opbygningen, end det kunne hente internt.