Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 3. oktober 2003.
Tom Lund, PBS, er valgt som præsident for Guide Share Europe (GSE) - sammenslutningen af Europas største og stærkeste IBM-brugere. Det er første gang, det sker for en dansker.
prispres
Underdirektør Tom Lund, PBS blev enstemmigt valgt til ny præsident for Europas mægtigste forsamling af tunge it-brugere med IBM-udstyr Guide Share Europe (GSE). En organisation med over 35 år på bagen, som tæller de 1.200 største virksomheder i Europa, Mellemøsten og Afrika blandt sine medlemmer.
Valget af Tom Lund fandt sted på det netop afholdte 7. GSE Tekniske Symposium på Hotel Marriott i København.
Det er første gang, en dansker er blevet valgt som President for GSE. Disse formandsposter går ellers typisk til de største lande i GSE's 12 regioner i EMEA-området.
Når Tom Lund blev valgt skyldes det ikke specielt Danmarks it-mæssige størrelse. Tom Lund har ved siden af sit job i PBS været aktiv i GSE siden 1988, og siden 2001 har han været i spidsen for GSE Norden, en særdeles dominerende og indflydelsesrig region i GSE.
Den tyngde, der ligger i GSE, kan direkte aflæses af deltagerlisten på møderne. IBM-folk har naturligt nok ikke medlemskab, men når de inviteres til at deltage i møderne, kommer kun IBM'er med høj faglig og beslutningsmæssig kompetence. Naturligt nok, da halvdelen af de 1.200 virksomheder i GSE er brugere af IBM's største it-systemer - de såkaldte z-serie kunder.
- Vi er kendt som en meget aktiv brugergruppe. Det er en position, som vi skal udbygge. Med direkte rådgivning og krav til IBM's systemer og produkter. Som noget nyt kan vi via netværket blandt medlemsvirksomhederne foretage hurtige afstemninger om eksempelvis en ny it-arkitektur, et produkt eller en ny funktionalitet, siger Tom Lund.
Presset på softwarepriserne
Den største udfordring i hele it-industrien og for alle brugervirksomheder er et voksende pres for at få softwarepriserne ned. Presset stiger i takt med digitaliseringen overalt i samfundet og erhvervslivet, som øger udgifterne til software.
- Det er et kæmpeproblem, som man bliver nødt til at gøre noget ved. Både vi, IBM og hele it-industrien arbejder på at løse det. Det skal lykkes. Ellers kan det blive et samfundsmæssigt problem, fordi virksomhederne simpelthen ikke vil have råd til de robuste og driftssikre it-systemer, som det kræver at køre i døgndrift med vekslende belastninger, siger Tom Lund.
Software har traditionelt været prissat i forhold til hardwarens størrelse og kapacitet. Ny og større hardware for at klare eksempelvis en "it-mæssig myldretid" med masser af transaktioner i blot få timer i en ellers lavtrafikmæssig døgnrytme kan koste dyrt i software. Eller en tung analyse på computeren, som er forretningsmæssig vital for virksomheden at få udført blot et par gange om ugen, kan vælte softwarebudgettet.
- IBM arbejder med den nye on-demand arkitektur. Det kan blive en af måderne at ændre prissætningen på software i fremtiden, hvor man i princippet betaler for softwarelicensen i forhold til forbruget. Den slags systemer vil fuldstændig ændre måden, vi kan arbejde på med it, og det vil have en høj prioritet for GSE, siger underdirektør Tom Lund, PBS.
Billedtekst:
- Et af de største problemer for virksomhederne og it-industrien er de stærkt voksende udgifter til software, siger underdirektør Tom Lund, PBS. Han er netop som den første dansker valgt til præsident for den europæiske IBM-brugerorganisation GSE.
Foto:Torben Klint
Boks:
Uafhængige GSE
GSE er en nonprofit og økonomisk IBM-uafhængig it-brugerorganisation for virksomheder, organisationer og enkeltpersoner, der arbejder med it og kommunikation baseret på IBM-arkitektur.
GSE blev dannet midt i 90'erne ved en sammenlægning af G.U.I.D.E og SHARE, begge IBM-brugerorganisationer med 35 års historie.
GSE er del af den globale IBM-brugerorganisation, International User group Council (IUGC), som dækker Amerika, EMEA, Japan, Fjernøsten og Australien. Der er 23.000 medlemsvirksomheder.