Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 3. oktober 2003.
Danmarks største pc-producent, Amitech, satser på konvergens inden for hjemmeelektronik som den næste store bølge.
Den danske pc-producent Amitech har ramt plet med dens designprodukter og er i dag den største pc-producent i Skandinavien. I Danmark vokser Amitech især på erhvervsmarkedet, mens virksomheden oplever en markant vækst på forbrugermarkederne i Sverige og Norge. Nu sættes kursen mod det elektroniske hjem.
- Vi har mere end fordoblet vores salg til danske erhvervskunder. Vores to største vækstmotorer er nu det danske erhvervsmarked og markederne i Sverige og Norge, siger administrerende direktør Lars Henrik Bjerg.
Amitech har også stadig succes med salg til private brugere, men Lars Henrik Bjerg vurderer, at det ikke er muligt for virksomheden at øge dens markedsandel på detailområdet ret meget, fordi den i forvejen er høj.
- Men generelt har det været et godt år for en række af vores store kunder, så årsagerne til vores vækst er mange små bække, der er løbet sammen til en å, tilføjer han.
Amitech vil vokse organisk og har ikke planer om opkøb. Virksomheden har heller ikke planer om yderligere ekspansion til nye markeder inden for en overskuelig fremtid.
- Nu skal vi lige bruge nogle år til at bygge det norske og svenske marked op. Vi vil hellere dybere ind i de to markeder end starte i et nyt land, fordi det er forbundet med ret store omkostninger at gå ind på et nyt marked. Det er vigtigt at have en vis omsætning i hvert land, før man starter i et nyt, siger Lars Henrik Bjerg.
- Produktmæssigt er vi langt foran konkurrenterne. Og vores strategi er ikke at få mange, men i stedet få og store forhandlere, siger Lars Henrik Bjerg.
En af hemmelighederne bag virksomhedens pc-succes er ifølge Lars Henrik Bjerg, at satsningen på at skabe et dansk mærkevareprodukt er lykkedes. Netop Amitechs satsning på design har spillet en central rolle i denne strategi.
- Vi vil ikke bare være endnu en dansk pc-bygger. Vi besluttede i 1996, at vi ikke ville være et firma, der blot samlede pc'er ligesom en række andre pc-byggere. Det kan man ikke leve af i længden, understreger han.
En anden forklaring på, at det er lykkedes Amitech at slå sit navn fast med syvtommersøm i danske pc-køberes bevidsthed, er, at Amitech er tæt på markedet.
Lars Henrik Bjerg siger:
- Vi kan reagere hurtigere og ændre til den nyeste teknologi midt i leveringen af en ordre. Det er væsentligt. Samtidig kan vi levere et højere serviceniveau end de udenlandske konkurrenter, fordi vores kunder via vores supportafdeling og hotline har let adgang til den enorme viden, vi har i huset. Endelig ved vi også med det samme, hvad der rører sig på markedet herhjemme, så vi kan reagere hurtigt på nye signaler.
Konvergens
Med næsten 40.000 producerede enheder er Amitech i dag Danmarks største pc-producent. Senest har Amitech kastet sig over bærbare pc'er, lommecomputere med indbygget kamera, tynde klienter til Citrix-systemer og enkelte hi-fi-produkter som en dvd-afspiller og en MP3-afspiller.
Nu har virksomheden sat kursen direkte mod at erobre fremtidens elektroniske hjem, hvor alle mulige former for elektronik spiller sammen. Dermed bevæger Amitech sig ind på et nyt og jomfrueligt område.
- Vi anser konvergensen mellem hi-fi og pc'er som det største vækstområde. Vi satser meget på at være med til at udvikle det intelligente hjem, pointerer Lars Henrik Bjerg.
Regn af hi-fi
Allerede i år vil Amitech lancere en række nye hi-fi-produkter. Blandt andet surround sound-receivere, DivX-afspillere og plasmaskærme. Desuden lanceres konvergensprodukter som for eksempel medie-servere og harddisk-optagere.
- Det er en masse produkter, der skal leveres på det område, og der har vi tænkt os at være med. Det nytter ikke, at det er Philips, der tager hele det marked, siger Lars Henrik Bjerg.
Ifølge Lars Henrik Bjerg er Amitechs fordel blandt andet, at virksomheden i forvejen samarbejder med store kæder inden for radio- og tv-branchen, så den ikke skal bygge et helt nyt forhandlernet op.
billedtekst:
Amitechs Lars Henrik Bjerg (th.) sammen med den anden stifter, Poul Hauge, foran
hovedkvarteret i Lystrup nord for Århus.
boks:
Amitech
Amitech, som oprindeligt startede med udgangspunkt i forhandlerkæden Alcotini, blev grundlagt i 1989 af Lars Henrik Bjerg og Poul Hauge. Formålet var at udvikle, producere og distribuere tilbehør til computere. I 1989 lagde de to grundstenen til selskabet Amitech, som i 1990 producerede dets første pc.
Amitech Danmark A/S er ejet af HLH Holding ApS, hvor langt hovedparten af aktiviteterne er Amitech.
boks:
Danske pc-byggere
En række danske virksomheder har succes med at bygge pc'er. De mest succesfulde er foruden Amitech Birkerød-virksomheden Remedan af 1985 A/S (Zitech Computer), som har en større omsætning end Amitech, men også lever af komponentsalg. Remedans seneste regnskab viser fald i både omsætning og indtjening i forhold til det forrige regnskab.
Inter-Data A/S i Silkeborg omsætter for mindre end Amitech, men tjener til gengæld flere penge. Endelig er Blue Line A/S i Århus med på listen over de største danske pc-producenter. Blue Line er væsentlig mindre end konkurrenterne og har i det seneste regnskab et lille fald i omsætningen. Overskuddet er halveret i forhold til året før.
boks:
Nordisk satsning på hjemmebrugere
Amitech har netop fået en aftale med en agent i Sverige, som udelukkende arbejder for virksomheden med at sælge produkter via detailkæder. I Sverige og Norge går Amitech primært efter hjemmebrugere samt hjemme-pc-ordninger.
boks:
Forbundet på kryds og tværs
Amitechs vision om det elektroniske hjem er serverbaserede systemer, som er forbundet til alle computere og hi-fi-apparater via traditionelle og trådløse netværk. Systemerne vil ikke nødvendigvis være begrænset til hjemmet, men vil for eksempel også kunne være forbundet med en MP3-afspiller i familiens bil, så man kan holde i carporten og hente ny musik via trådløst netværk.