Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 3. oktober 2003.
Det gik ikke så godt i år, men næste år bliver det bedre. Sådan har det lydt i tre år fra it-virksomhederne, siden væksten sivede ud af branchen. Med en evig optimisme i stemmen blomstrer håbet om et nyt økonomisk opsving lige om hjørnet - et opsving, som ingen dog endnu med sikkerhed har set i Deloitte & Touches sundhedstjek af it-branchen i det såkaldte IT-Vækstbarometer.
Alle taler om det økonomiske opsving. Budene er mange og hyppige angående, hvornår og hvor det skulle dukke op. Men indtil nu er håbet om, at det ligger lige om hjørnet, det mest konkrete i jagten på opsvinget. Ingen har endnu med sikkerhed set det, men i en almindelig sund menneskelig optimisme har erhvervslivet nu i tre års Deloitte & Touche-undersøgelser i IT-Vækstbarometeret troet, at ‘det kommer til næste år'.
Men indtil nu er it-virksomhederne blevet slemt skuffede år efter år. Siden væksten begyndte at sive ud af it-branchen for omkring fire år siden, har virksomhederne i de sidste tre års undersøgelser svaret, at salget og indtjeningen kiksede i år, men til næste år går det igen fremad. Troen og håbet har dog ikke været stærk nok til at flytte bjerge.
Men midt i al elendigheden - og nogle vil nok kalde det en letsindig omgang med optimismen - er det dog bemærkelsesværdigt, at hver fjerde (24 procent) it-virksomhed faktisk er vokset med over 25 procent i omsætningen i år. Ligeledes har hver fjerde virksomhed (26 procent) haft en vækst i indtjeningen i år på over 25 procent.
Halvdelen har fremgang
IT-Vækstbarometeret viser også, at næsten halvdelen af it-virksomhederne (44 procent) i år er vokset med ti procent eller mere i omsætning. Nogenlunde det samme billede gælder for indtjeningen, hvor mere end hver fjerde (41 procent) virksomhed har haft en vækst i år på ti procent eller mere.
Deloitte & Touche-undersøgelsen er med spørgsmål til topcheferne i 261 it-virksomheder repræsentativ for hele den danske it-branche. Sidste år var vækstbilledet nogenlunde det samme som i år, idet 26 procent af it-virksomhederne voksede med over 25 procent i omsætning. På indtjeningen havde 25 procent af virksomhederne i 2002 en vækst på over 25 procent.
Vækstbilledet sidste år ligner også situationen i år, hvis gruppen af virksomheder udvides til en omsætningsvækst på ti procent eller mere i 2002. Det havde halvdelen af it-virksomhederne (50 procent) i 2002, mens det i år gjaldt 44 procent af virksomhederne.
IT-branchens superliga
41 procent af it-virksomhederne havde i 2002 en vækst i indtjeningen på ti procent eller mere - præcis den samme andel som i år. Vækstbilledet er så konsistent, at man kunne fristes til at tro, at det er de samme virksomheder, der som it-branchens superliga besætter førerfeltet år efter år.
De realiserede tocifrede vækstprocenter for godt og vel hver tredje virksomhed er et lyspunkt og en bekræftelse på en del af optimismen i den økonomisk hårdt ramte it-branche.
Der er derimod flere uindfriede håb og mere fejlslagen optimisme for resten af de danske it-virksomheder, hvor kun 14 procent sidste år forventede stagnerende eller faldende omsætning i år, men resultatet blev, at næsten tre gange så mange (39 procent) realiserede en stagnerende eller faldende omsætning i år.
For indtjeningen holdt håbet om vækst heller ikke, og godt hver tredje virksomhed blev slemt skuffet. Her havde 16 procent af it-virksomhederne sidste år regnet med stangnerende eller faldende indtjening i år. Men det ramte mere end dobbelt så mange virksomheder (36 procent).
boks:
Man skal tro på sin virksomhed
It-topchefernes superoptimisme om økonomisk fremgang ‘til næste år' overrasker ikke Kim Gerner. Tre år i træk har Deloitte &
Touches IT-Vækstbarometer dokumenteret optimismen, når det har vist sig, at de fleste it-virksomheder havde aflagt langt dårligere regnskaber, end ledelsen havde forventet.
- Når man står i spidsen for en virksomhed, skal man naturligvis tro på, at det kan lykkes at vokse og tjene penge. Hvis ledelsen ikke tror på det af et ærligt hjerte, kan den ikke overbevise medarbejderne og kunderne om, at det skal lykkes. Man presser sig selv og virksomheden, og det afspejler sig i mange tilfælde i optimistiske forventninger, siger partner Kim Gerner, der er leder af Deloitte & Touche Videncenter IT, Tele og Medier.
- Men det er vigtigt, at virksomhederne har en plan B, der kan træde i kraft, hvis tingene udvikler sig i kritisk retning. Det er lettere sagt end gjort, men det er min erfaring, at det netop kan være den afgørende faktor, hvis der skal reageres tilstrækkeligt hurtigt og velovervejet. I værste fald risikerer man, at banker og kreditorer rykker ind på førersædet, og så mister ledelsen sit råderum til at styre virksomheden på ret køl.
- IT-Vækstbarometeret viser også, at der på trods af den generelle økonomiske nedtur er en række it-virksomheder, der har været i stand til at realisere høj omsætning og indtjening (over 25 procents vækst). De virksomheder, der på trods af krisen klarer sig godt, er dem, der er kendetegnet ved at være først med de nye produkter, når markedet er parat. Produktet skal være unikt, og der skal satses offensivt. Omkostningsstyring gør det ikke alene, for det kan konkurrenterne jo også, mener Kim Gerner.
boks:
Tro på heldet
Deloitte & Touche IT-Vækstbarometer 2003 viser - som de tre foregående år - en superoptimisme hos toplederne angående den økonomiske forventning til fremtiden. Hvad angår virksomhedens omsætning om to år, forventer tre ud af fire (75 procent) en bedre udvikling end året før. For indtjeningen forventer 70 procent en bedre udvikling om to år end året før.
boks:
Fra optimisme til skuffelse
Forventningerne til økonomisk fremgang er høje hos topcheferne. Men IT-Vækstbarometer 2003 viser, at hver fjerde (39 procent) it-virksomhed alligevel landede på stagnation eller fald i omsætningen. For indtjeningen ramte skuffelsen mere end dobbelt så mange virksomheder (36 procent) som forudset.