Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 8. august 2003.
Alle de store softwareleverandører er i fuld gang med at placere sig rigtigt. Det næste store slag i kampen om software-markedet står på midtbanen.
It-integration
Ligesom midtbanen på et fodboldhold binder holdet sammen til en velfungerende enhed, er middleware den lim, der skal binde eksisterende it-systemer sammen til integrerede systemer. Her spiller applikationsservere en afgørende rolle.
Applikationsservere er systemsoftware som så at sige huser og er platform for de forskellige it-systemer i en virksomhed. Virksomheds-applikationsservere (Enterprise Application Server, EAS) er applikationsservere, der er platform for virksomhedssystemer og leverandørerne på dette marked henvender sig typisk til virksomheder og institutioner med flere end 500 samtidige brugere.
Visionen er, at applikationsserverne skal binde databaser og applikationer sammen til et samlet informationssystem og give dem en web-baseret grænseflade.
Java er kerneteknologi
I den kommercielle del af de applikationsservere, der bygger på Java 2EE-teknologien (Java 2 Enterprise Edition), er det først og fremmest IBM (WebSphere) og BEA (WebLogic), der er rivaler. Tilsammen sidder de to firmaer på omkring to tredjedele af markedet, vurderer analysefirmaerne.
Andre Java 2EE-spillere er Sun med Sun ONE og Oracle med Oracle 9i AS. Senest er SAP dog uden den helt store buldren på reklametrommerne kommet til med NetWeaver, som i fremtiden skal spille en central rolle i SAP's mySAP-arkitektur for virksomhedssystemer.
HP forsøgte for et par år siden at komme ind på markedet ved at købe sig til applikationsserveren Bluestone. HP kom aldrig rigtigt ud af startblokken med Bluestone.
I forbindelse med fusionen med Compaq, valgte HP helt at droppe applikationsserveren. I stedet er HP gået i tæt samarbejde med BEA. Det sker især for at udgøre et alternativ til IBM og WebSphere.
Open source og Microsoft
Der er en dark horse med i spillet om det lukrative marked. Det er open source produkter. Hos Java 2EE-udviklerne er den gratis open source-applikationsserver, JBoss, fra JBoss Group nærmest blevet en de facto standard og downloades årligt i flere millioner eksemplarer fra JBoss Groups websted.
Et alternativ til JBoss er JOnAS (Java Open Application Server) fra franske Evidian. JOnAS er en del af ObjectWeb Open Source initiativet.
Også Microsoft banker på med sin .Net-arkitektur, men her er det ikke overraskende ikke Java, der er udviklingssproget men i stedet softwaregigantens Visual Studio .Net.
Microsoft har således ikke en egentlig applikationsserver, men byder i stedet ind med .Net kombineret med COM+ og Microsoft IIS, som alle er dele af serverudgaven af Windows styresystemet.
Værktøjer bliver vigtige
I dag er kernerne i applikationsserverprodukter nærmest hyldevarer og anskaffelsen af selve applikationsserveren er typisk starten på mere avancerede softwareprojekter i en virksomhed. Derfor forsøger de store leverandører at positionere sig bedre på markedet ved hjælp af de værktøjer, der omgiver kernen.
Analysefirmaet Gartner Group har givet denne trend betegnelsen Application Platform Suites (APS).
Det er integrationen af tre fundamentale teknologier: En platform til afvikling af virksomhedssoftware og services der typisk er en EAS, en platform for integration af eksisterende virksomhedssystemer samt en fælles grænseflade til virksomhedssystemer typisk i form af en portalløsning.
Komplette og delsystemer
Nogle leverandører som BEA, IBM og Oracle leverer komplette APS, mens andre leverer dele af en APS. I øjeblikket opererer Gartner Group med i alt 12 APS-leverandører. Syv leverandører betegnes som særligt "visionære" på APS-markedet. Det er, foruden de tre førnævnte, SAP, Novell, Microsoft og Fujitsu Siemens.
Gartner Group påpeger, at salget af samlede APS-systemer mest skal opfattes som et marketing-emne. Det vigtige for brugerne er, om de tre APS-teknologier er velintegrerede kombineret med graden af understøttelse af øvrige software-værktøjer og applikationer i en koordineret APS-infrastruktur. Gartner Group påpeger, at APS-brugere typisk foretrækker at holde sig til Èn enkelt leverandør, når de køber en APS-løsning, men at de samtidig typisk køber APS-komponenter en ad gangen. Det er ikke nødvendigvis en fordel for de leverandører, som leverer samlede systemer, vurderer Gartner Group.
Pres på specialister
De kommende fem år vil leverandørerne af specielle løsninger til integration af softwareinfrastruktur blive presset af APS-leverandørerne og derfor blive tvunget til at svare igen på udfordringen.
Gartner Group påpeger, at de fleste produkter fra disse leverandører vil blive til specialiserede APS-produkter, der går ind og udfylder de huller, som er efterladt af manglende komponenter i en APS-løsning.