Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 20. juni 2003.
Prioriteringen af digital borgerservice har længe lidt af voldsom slagside. Fokus har primært været på digital betjening af borgerne i forbindelse med administration. Indlevering af selvangivelse hos Told&Skat. Henvendelser til kommunekontoret uden for åbningstiden. Åbne postlister på nettet.
Området har haft væsentlig signalværdi, men i mindre omfang været efterspurgt af borgerne. Selv om digital forvaltning bør betyde billigere og mere effektive myndigheder, er det i sundhedsvæsenet, der er suverænt mest at hente for borgerne og samfundet. Her er der sket alt, alt for lidt. Området har ikke stået øverst på den nationale prioriteringsliste.
Før nu. Indenrigs- og Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens embedsmænd har barslet med en landsdækkende it-strategi for sundhedsvæsenet, der endelig ser ud til at bringe balance i tingene.
I en snes år har der været arbejdet med elektroniske patientjournaler med gode lokale resultater. Men der har manglet en sammenhængende troværdig plan med fremdrift for hele området. Der er nu endelig håb om, at vores praktiserende læge, speciallæger, det lokale sygehus og storbyens hospital, hjemmeplejen i en nær fremtid vil kunne få adgang til de oplysninger om vores sygehistorie, der gør betjeningen af os sikker og billig.
Men den nye balance mellem Helge Sanders digitale forvaltning og Lars Løkke Rasmussens elektroniske patientjournaler kan ikke forhindre en vis bekymring.
Det handler om central styring og koordinering. Tvang og krav. Eller venlige opfordringer og spredte skud med bøssen. Forskningsminister Helge Sander har valgt at lade det gode eksempel og frivilligheden råde for at indfri ambitionen om, at Danmark kan blive blandt verdens førende it-nationer. Et allerede neddroslet mål fra det tidligere formulerede: Danmark som verdens førende it-nation.
Midlet er en stribe anbefalinger i form af åbne standarder og pilotprojekter undfanget i viften af råd, udvalg og andre digitale komitÈer: Den digitale Taskforce, Statens IT-forum, Statens IT-råd, Projekt Digital Forvaltning, Det koordinerende informationsudvalg med flere. Senest er der nedsat en såkaldt IT-arkitekturkomitÈ.
Det ligner en babelsk forvirring af kokke, der forretter madkunst, hvor der ikke er lagt op til, at gæsterne forventes at spise maden. Og hvor det helstøbte og sammenhængende måltid forbliver en smuk illusion, fordi ingen har prioriteret hovedretten. Det ser ud til at Løkke med enkle midler skal vise Sander vejen.
Det ser ud til, at
Løkke med enkle
midler skal vise
Sander vejen