Rådgiver springer fra FESD-udbud

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 11. april 2003.


Kunderne nærede mistillid til, at Devoteam Fischer & Lorenz kunne bevare deres uafhængighed. Derfor bakkede rådgivningsfirmaet i 11. time ud af FESD-projektkonkurrencen om leveringen
af et elektronisk dokumenthåndteringssystem til den offentlige sektor.

Dokumenthåndtering
Devoteam Fischer & Lorenz fik kolde fødder, da flere af selskabets tungtvejende kunder i den offentlige sektor klagede over, at rådgivningsfirmaet deltog i projektkonkurrencen om levering af et fællesoffentligt ESDH-system.
Kritikken bunder i, at Devoteam havde koblet sig på specifikke it-leverandører i to konsortier i konkurrencen. Det harmonerer ikke med, at deres hædersmærke skulle forestille at være uafhængighed af leverandører, lød det fra bekymrede kunder i både stat, kommuner og forsyningsselskaber, efter at de havde læst pressemeddelelsen om projektkonkurrencen.
Afbudet kom meget sent - efter starten var gået og udbudsmaterialet sendt ud. Først da foretog Devoteam sit strategiske tilbagetog. Tilbage står to af de i alt otte deltagende konsortier uden Devoteams ekspertise på ESDH-området. Tilbage står også det principielle spørgsmål om rådgivningsvirksomheders uafhængighed, når de deltager i konsortier sammen med leverandører som i FESD-modellen.

Kompromis fejlede
- Vi ville gerne bidrage konstruktivt til at dække behovet for ESDH i den offentlige sektor, og vi så også nogle forretningsmæssige muligheder. Derfor gik vi ind i konkurrencen. Vi havde på forhånd ventet reaktioner fra kunderne, men de var flere og kraftigere end forudset, siger Niels Korsholm, partner og administrerende direktør i Devoteam.
Han fastholder, at Devoteams indre, mentale uafhængighed ikke ville have lidt under deltagelsen, og understreger at selskabet søgte at markere uafhængighed ved at deltage i flere konsortier og tilbyde flere leverandører en ensartet kerneydelse. Det var et passende kompromis, siger han.
Devoteams frafald rammer de to konsortier, der ledes af henholdsvis WM-data og Software Innovation. Fra WM-data siger salgsdirektør Jørgen Petersen:
- Det er ærgerligt, og vi er kede af, at Devoteam har trukket sig. Det er - sammen med PLS Rambøll - et af få rådgivningsfirmaer med erfaring og kompetence fra konkrete ESDH-projekter i det offentlige.
Hans kritik af, at det skete så sent i forløbet, er pakket pænt ind, men ikke til at tage fejl af: - Vi ville gerne have været orienteret up-front på et tidligere tidspunkt. Vores indtryk har været, at det var clearet af, efter man havde gjort sig overvejelser om uafhængighedsspørgsmålet.
Jørgen Petersen glæder sig til gengæld over, at PLS Rambøll Management, som er konsortiets tredje deltager, hænger på.
- Efter meddelelsen fra Devoteam kontaktede vi PLS, som vi kan forstå har gjort sig tilsvarende overvejelser, men ikke mødt samme reaktion hos deres kunder. PLS har bekræftet sin deltagelse og at vi sammen godt kan håndtere konkurrencen, siger han.
PLS deltager også i konsortiet, der har Software Innovation som hovedleverandør. Her deltager derudover Eterra som underleverandør. Salgsdirektør hos Software Innovation beklager ligeledes Devoteams afgang, men siger, at man fuldt ud respekterer beslutningen.
- Vi har fået en fornuftig forklaring. Og så har vi stadig PLS, som kan det, Devoteam skulle have klaret, siger han.

Ingen klager til PLS
Fra PLS Rambøll Management tilkendegiver underdirektør Ejvind Jørgensen, at selskabet naturligvis har overvejet situationen nøje, før det gik ind i projektkonkurrencen. Men PLS Rambøll har ingen negative reaktioner fået fra sine kunder, hedder det i skriftligt svar på spørgsmål fra Computerworld.
PLS Rambøll har haft samme tilgang til opgaven som Devoteam, nemlig at deltage i flere prækvalificerede konsortier - fire af de otte - med en justerbar rådgivningspakke.
- Ingen, svarer Ejvind Jørgensen på spørgsmål om konsekvenser af Devoteams afgang for PLS Rambøll. Også under FESD vil det være kunden, der vælger rådgiver. De vil frit kunne vælge, om de vil købe rådgivning inden eller uden for FESD-aftalen.
Et kerneelement i FESD-projektet er dog netop, at kunderne får tilbudt en pakkeløsning - inklusive rådgivning - og dermed får minimeret deres samlede omkostninger. Det skulle spare yderligere konsulentomkostninger.
Hos Devoteam har man stadig en forventning om, at der blandt slutkunderne kan opstå behov for uafhængig rådgivning - oveni den fællesoffentlige pakkeløsning. Og for Niels Korsholm er afgangen fra FESD'en en meget principiel markering, der så at sige indskærper uafhængigheden som en væsentlig del af Devoteams forretningsgrundlag. Devoteam vil ikke med i grupper af aktører, der omfatter leverandører, siger han.

Gradbøjning
- Uafhængighed kan gradbøjes. Vi siger bare, at vi lægger vores fortolkning Èt sted - andre lægger den et andet. Så er det op til kunden at vurdere, hvor på skalaen de henter deres rådgivning, lyder det fra Niels Korsholm.
Som repræsentant for brugerne kender Dansk IT's formand, Per Buchwaldt, problemstillingen.
- Den fuldstændigt uafhængige rådgiver findes ikke. Man vil altid have en særinteresse, om ikke andet så i at kvalificere sig til næste opgave. Det vil selv den reneste.
Som køber skal man udøve kildekritik og være bevidst om, hvilke andre interesser en rådgiver eller leverandør har. Som sælger skal man interessere sig for, hvor man vælger at placere sig i markedet. Og så er det særdeles vigtigt, man er åben om, hvilke andre roller man jonglerer med, så intet er skjult. Man skal være retlinet, siger Per Buchwaldt, som immervæk giver Devoteam en cadeau for at have udvist selvransagelse og taget det skridt at forlade konsortierne. Det vidner om, at de er deres rolle bevidst, mener han.
Fra flere sider ytres undren over, at Devoteam overhovedet meldte sig under fanerne. De burde have vidst, at det kunne give dem problemer.
Det vidste de tilsyneladende også godt. Niels Korsholm fra Devoteam siger, at man så et grundlæggende problem i selve konstruktionen af FESD-udbudet, fordi den gør det umuligt at sikre de kommende kunder leverandøruafhængige rådgivere.

Parallel-udbud forkastet
Allerede i efteråret 2002 påpegede Devoteam i uformelle drøftelser med FESD-enheden, at man så det som problematisk at sammenkoble leverancen af en ESDH-løsning med alle former for konsulentbistand. Herved fratages de offentlige købere muligheden for leverandøruafhængig "bygherrerådgivning" og konsulentbistand ved projekterne. Devoteam opfordrede FESD til at lave to parallelle udbud - et med selve ESDH-løsningen og et med generel konsulentbistand. Det afviste FESD imidlertid, og den afvisning fastholder projektleder Lars Frelle-Petersen.
- Jeg har svært ved at se, at den tekniske implementering skulle kunne skilles fra den organisatoriske løsning. Det ville simpelthen ikke være fornuftigt. Hvis vi ikke ser på arbejdsgangene og det organisatoriske samtidig med selve løsningen og implementeringen, så får vi ikke det forventede udbytte. Det er også et klart udtrykt ønske fra vores "særtog" - de offentlige organisationer der skal prøvekøre resultaterne, siger Lars Frelle-Petersen.
Han har ingen holdning eller kommentar til Devoteams frafald. Hovedleverandørerne må forholde sig til den side af sagen, siger han.

Billedtekst: Bekymrede kunder stillede spørgsmål til Devoteam Fischer & Lorenz' administrerende direktør Niels Korsholm om, hvordan Devoteam ville håndtere leverandøruafhængigheden fremover. Foto: Mads Madsen

BOKS:
De otte deltagere i projektkonkurrencen
Accenture med Traen Informationssystemer og Rambøll Informatik som underleverandører
Cap Unisys: Cap Gemini i samarbejde med Unisys med TDC som underleverandør og med Fredericia Kommune og Post Danmark som samarbejdspartnere CSC med Scanjour og PLS som underleverandører
IBM med EDB-gruppen og GoPro Landsteinar Group som underleverandører
KMD med Dansk Internet Selskab, Microsoft og PLS som underleverandører
Maersk Data Public med Novo Nordisk IT, PWC og Deloitte & Touche som underleverandører
Software Innovation med Devoteam, PLS og Eterra som underleverandører
WM-Data med PLS og Devoteam som underleverandører

BOKS:
FESD
FESD-projektet er et fælles offentligt ESDH-udbud, etableret som et initiativ under Den Digitale Taskforce. Målet er at fremme indførelsen af Elektronisk Sags- og Dokument Håndtering (ESDH) i den offentlige sektor. 11 offentlige virksomheder, de såkaldte særtog, deltager. Erfaringerne fra implementeringen af vinderprojekterne skal udbredes med konkrete værktøjer til alle offentlige myndigheder.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere