A.P. Møller på vej med kæmpeordre til SAP eller Oracle

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 11. april 2003.


Mærsk Sealand skal have et nyt, standard it-økonomisystem til den internationale containerforretning med over 100 afdelinger verden over. Ordren er på et stort trecifret millionbeløb, og SAP og Oracle er udvalgt til at byde.

Indkøb i nedgangstid
Årets hidtil største it-ordre er ved at lande hos enten SAP eller Oracle. Computerworld erfarer, at Danmarks største virksomhed, A.P. Møller Gruppen, vil bruge et stort tre-cifret millionbeløb på et nyt økonomisystem til containerdivisionen Mærsk Sealand. Et forretningsområde, som med 83 milliarder kroner i omsætning er A.P. Møllers største og fylder over halvdelen af koncernens samlede årlige omsætning, som i 2002 var på 152 milliarder kroner.
Ordren forventes at gå til enten den tyske softwarekoncern SAP eller det amerikanske softwareselskab Oracle, som begge har store datterselskaber i Danmark. Ordren drejer sig om en leverance af et nyt fælles, standard finansielt virksomhedssystem til blandt andet fakturering og bogføring - et såkaldt ERP-system. Systemet skal erstatte en lang række forskellige og ofte lokale it-systemer i containerforretningens over 100 afdelinger over hele verden.
Ingen af parterne ønsker at kommentere den igangværende udbudsforretning, undtagen A.P. Møllers finansdirektør, som bekræfter, at sagen er under udvikling.
Parterne er sædvanen tro tilknappede om, hvad der indtil videre tegner til at blive årets hidtil største it-indkøb i en tid, hvor meldingerne ellers lyder på stagnation og nedgang i erhvervslivets investeringer. Men som flere erhvervsfolk siger til Computerworld er det ikke overraskende, at netop A.P. Møller går ud og køber stort ind i en økonomisk nedgangstid. It-branchen er presset, it-leverandørerne er sultne, og priserne bliver aldrig lavere. Et typisk udslag af A.P. Møller-koncernens legendariske forretningstalent om "rettidig omhu".
A.P. Møller forsøgte for nogle år siden at gennemføre et tilsvarende indkøb af et nyt fælles ERP-virksomhedssystem. Men det blev dengang aflyst. Måske var prisen for høj, eller også var årsagen simpelt hen timing. Det var nemlig umiddelbart inden A.P. Møller købte det amerikanske rederi Sea-Land Service Inc. i 1999 og slog det sammen med sit eget Mærsk rederi til Mærsk Sealand - verdens største containerselskab med 250 skibe og 800.000 containere.

APM bekræfter
Koncernfinansdirektør Eivind Kolding, A.P. Møller Gruppen bekræfter, at der er en udbudsforretning i gang.
- Men det er ikke noget, som vi forretningsmæssigt vil delagtiggøre omverdenen i. Det er et større projekt, som kan vare ganske længe og være ganske omfattende, siger Eivind Kolding.
Det er to af verdens største softwareproducenter, tyske SAP og amerikanske Oracle, som er blevet indbudt til at give tilbud på ordren. Men som proceduren er i den slags udbudsforretninger er de lukkede for kommentarer og "kender ikke noget til sagen". Det er "business as usual", når tilbud afgives, og priser og betingelser endnu forhandles.
Rådgiveren for A.P. Møller i udbudsforretningen er efter hvad Computerworld erfarer et af Danmarks største managementkonsulenthuse. Men de ønsker heller ikke at kommentere sagen. A.P. Møllers eget it-selskab, Mærsk Data, er også tavs. Her henviser informationschef Marie-Louise Arnfast til moderselskabet, A.P. Møller-koncernens informationsdirektør Jette Clausen. Hun kender ikke sagen og henviser til koncernfinansdirektør Eivind Kolding.
Tavsheden i A.P. Møllers datterselskab, Mærsk Data, er forståelig. Når valget af rammesystem er gennemført, skal der i fase 2 af projektet vælges totalleverandør til at indføre softwaren i hele organisationen. En betydelig del af budgettet vil gå til denne store og attraktive opgave, og selv om Mærsk Data håber at blive valgt, er det langt fra sikkert, at selskabet skal stå for implementering, service og drift i Mærsk Sealands verdensomspændende containerforretning.
Mærsk-koncernen har tradition for at udbyde opgaver i fri konkurrence og baseret på erfaringerne fra overtagelsen af Sea-Land Service, vil en model med en totalleverandør, der samler trådene fra store kontinentale aktører, kunne sikre global implementering.

Billedtekst:
Mærsk Sealands nye ERP-system skal afløse de nuværende mange forskellige it-systemer i Mærsk Sealands kontorer og containerterminaler i over 100 lande. Mærsk sejler med 250 af verdens største og nyeste containerskibe, har egen infrastruktur med biler og tog til containertransport på landjorden og ejer flere containerterminaler verden over.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere


Vejen til skyen

Få indsigt i, hvordan overgangen til en samlet cloud-platform har styrket virksomhedens agilitet, fjernet datasiloer og leveret realtidsdata for bedre beslutningstagning.

04. december 2024 | Læs mere


Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

05. december 2024 | Læs mere