Det grønne guld

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den BioTech d. 6. marts 2003.


KARRIERE & KOMPETENCE: Næste generation af ledere er på vej frem i biotekindustrien. Founderne har fået følgeskab
af en flok højt kvalificerede folk, der knokler på med at modne industrien, samtidig med at de selv vokser. Jette Asboe Lassen fra LICA Pharmaceuticals er en af dem.

Om vi har en Plan B? Vi har en Plan A, B, C - videre ud til plan F. Sådan er betingelserne for industrien i denne tid. Før gik man til investorerne med en forretningsplan. Nu kommer man med forretningsplanen og en understregning af, at vi skam ikke bare har en forretningsmodel, men også kan gøre sådan, sådan eller sådan...
Som chef for forretningsudvikling er det i høj grad Jette Asboe Lassens lod at manøvrere i et vanskeligt farvand, hvor mange af de skibe, der er søsat i biotekindustrien, risikerer at kuldsejle eller gå ned. Kapitalstrømmen er om ikke tørret ud, så i hvert fald dæmmet ind.

"For hele branchen gælder det, at der bliver tænkt meget kreativt i samarbejdspartnere, fusioner, og mange andre løsningsmodeller. Founderne - de har jo typisk en drøm, og den bliver let kompromitteret, hvis det er Plan F, man må gribe til. Men når det kommer til stykket, er arbejdspladserne, medarbejderne, det vigtigste."

"Videnskabsfolkene brænder for deres teknologi, mens det for forretningsfolkene gælder forretningen. Hos os er det måske lettere. Vi er et ungt hold, vi skal have penge til den videre udvikling, og alle er villige til at omstille sig. Også selv om Plan F måske ikke nødvendigvis er ønskværdig," siger Jette Asboe Lassen. Hun er 35 år, kemiingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet og HD i udenrigshandel. Og, som hun siger, hvis founderne er første generation, så er hun en slags 2. generations indvandrer i biotekindustrien.

Spørger man hende om biotekværdier, nævner hun dynamikken i den lille enhed. Det at være i stand til at vende på en tallerken. Omstillingsevnen. Risikovilligheden. At have indflydelse på firmaet - på forretningen.
"Det præger alle. Der er mere 'lønmodtager' over store organisationer," siger Jette Asboe Lassen, som ganske vist først blev ansat efter etableringen af LICA Pharmaceuticals i efteråret 2000, men ikke desto mindre føler, at det 'psykologiske ejerskab' er vokset til gennem hendes godt halvandet år i virksomheden.

Omvendt kræver biotekindustrien noget andet og mere end de etablerede industrier. Og hun kender ikke nogen, der er rykket ind i biotek uden at have fået lidt af et kulturchok. Særlig slemt er det ofte, når man kommer fra store, velsmurte maskiner - koncerner som Novo Nordisk og Lundbeck. For hendes eget vedkommende mener hun, chokket var begrænset, i og med at hun kom fra en mindre, selvstændig enhed - DAKO's amerikanske datterselskab i Californien.
Man skal kunne mere end sit fadervor - og mere, end der står på jobbeskrivelsen - for at slå igennem i toppen af biotekuniverset. Ressourcerne er få, opgaverne mangfoldige. Og det handler om mere end selv at indkøbe kemikalier, tage fotokopier og bære kaffekopper ud.

Kravene, f.eks. fra venturekapitalisterne, er store og sommetider umulige at leve op til for virksomhederne. Krav om, at der skal ansættes eksperter på talrige felter i virksomheden, er der ikke nødvendigvis råd til, og penge til konsulentbistand sidder bestemt heller ikke løst.

"Så sidder vi en håndfuld medarbejdere i direktionen og kigger rundt på hinanden og spørger: Hvem er mest kvalificeret til netop den opgave? Sådan får man nogle faglige udfordringer," siger Jette Asboe Lassen og ser tilfreds ud.
For hendes eget vedkommende har det for eksempel handlet om at se på nye bygninger med laboratorier og kontorfaciliteter, om kontrakter og forhandlinger med eksterne partnere, større investeringer, kommunikation og præsentation af virksomheden på web, finansielle forhold, patentsager. Og så videre.

"Man skal altid være orienteret. Er der noget, man ikke ved, må du lære det. Hurtigt. Dertil skal man være parat til at acceptere, at der er nogle ting, der ikke bliver gjort. Man skal prioritere benhårdt og huske at kommunikere beslutningerne. Vi har for eksempel et højt fagligt niveau, men vi har valgt at undlade at blive GLP-certificeret (Good Laboratory Practice)."

Jette Asboe Lassen fremhæver arbejdet med at rejse kapital som det nok største lærestykke.
"Det er dÈr, hvor man virkelig udvikler sig. Man bliver benchmarked hele tiden. Ydermere er det nyttigt, fordi det giver anledning til at sikre, at samtlige processer er i orden. Viden, teknologi, forretningsplan - alt skal sælges ind. Kommunikation er igen et centralt punkt," fremhæver hun - med den tilføjelse, at det finansielle roadshow også er et voldsomt afbræk i virksomhedens hverdag, så det optimale er at kunne nøjes med at tage turen hvert tredje år. Fremfor som nu hvor de fleste virksomheder må nøjes med bridge-finansiering eller andre løsninger af kortere varighed på typisk et års tid.

"Den nuværende situation, hvor kapitalen ikke har råd til eller er for presset til at tænke tilstrækkeligt langsigtet, er ikke optimal. Stop-start effekten gør det vanskeligt at arbejde kontinuerligt. Så er det, man har brug for evnen til at arbejde superfleksibelt."

De nuværende markedsmekanismer er meget forståelige, siger hun. Forskrækkede investorer indser, at lægemiddeludvikling tager meget længere tid, end de regnede med, og holder sig derfor til selskaber med produkter tæt på den kliniske afprøvning eller tæt på at have en indtjening.

"Vi ser det i praksis, men det er knageme ærgerligt. For det kræver utroligt mange ressourcer at skabe et team, et hold med de rigtige, produktive, resultatorienterede folk. Og i det igangværende udskilningsløb risikerer vi, at også gode virksomheder går til. Der vil være nogle af sunde enheder, som dør. Recession er recession, men timingen er uheldig for branchen, der er så ung og derfor ikke har megen modstandskraft. Det vil være med oprigtig sorg, hvis vi mister momentum i biotek. Og det vil både være svært og tage lang tid at bygge op igen."

Ungdommelig branche
Ligesom branchen er ung, er medarbejderstaben det typisk. Under 40 og typisk mellem 25 og 35, når man bevæger sig ud af ledelsesgruppen og hen i retning af laboratoriet.
Det giver sig udslag på flere måder. Selv om selskabet skal ud at skaffe penge, ser de ingen medarbejderflugt. Den ekstra risikovillighed har formentlig noget med alder at gøre, mener Jette Asboe Lassen.

Hun er heller ikke i tvivl om, at medarbejdere, der mister deres arbejde, nok skal komme videre - enten blive kanaliseret ud i andre biotekvirksomheder eller ryge tilbage til den mere etablerede industri og blive suget op der.
"På den anden side er der også et andet aspekt for de unge folk. De har typisk forpligtelser på hjemmefronten, og det kan måske betyde, at de bliver nødt til at satse på det sikre og vende ryggen til biotek, selv om de er nok så risikovillige. Det har jeg ikke set i praksis. Men det kan gå hen og blive praksis, hvis der ikke kommer mere venturekapital, så mange virksomheder vil gå ned."

LICA-chefen indgår selv i en nyklassicistisk ung og veluddannet familiemodel, hvor der er to karrierer og to børn at tage hensyn til. Det betyder otte timer dagligt på arbejdspladsen, og afhængig af de igangværende projekters omfang bliver der lagt nogle timer til derhjemme.

"Sådan er det for mange af medarbejderne og for alle afdelingslederne. Administrative opgaver kan løses derhjemme om aftenen. Det fungerer fint og gælder som regel både mand og kone, så det er rutine."
Kerneambitionen for Jette Asboe Lassen er at løse de faglige udfordringer og få indflydelse på de forretningsstrategiske beslutninger. Hvor det fører hen fremover, kommer i anden række.

Foreløbig har det ført fra R&D til markedsføring og videre til forretningsudvikling samt fra Danmark til USA og tilbage igen.

Afsættet var kemi. Fra kemi-linien i gymnasiet til kemi-ingeniøruddannelsen på DTU. Men så begyndte hun på sin HD - omtrent sammen dag, hun blev færdig som kemiingeniør.

Salgsteknik
"Jeg følte, at nu lukker kassen sig om mig; at nu bliver jeg puttet i en boks. Så jeg valgte specialistvejen fra. Den kunne jeg ikke have det godt med," siger Jette Asboe Lassen i klar erkendelse af, at hvis hun var blevet i R&D, ville det have taget en meget længere årrække at blive involveret i forretningsudviklingen.
I stedet tog det tre år, hvor hun læste HD, samtidig med at hun arbejdede som projektleder i R&D-afdelingen hos DAKO, nu DakoCytomation, der specialiserer sig i diagnostiske systemløsninger, baseret på immunologi og proteinkemi.
Efter tre år som projektleder i R&D-afdelingen blev det til fire år i selskabets amerikanske afdeling, hvor hun startede som produktspecialist, avancerede til produktchef og fik nogle ledelsesopgaver med udfordringer og bid i. Hun lærte at have hele det teknologiske overblik, positionering af projekter, at udarbejde strategier for forretningsområder og gøre dem konkurrencedygtige. Alt på en videnskabelig baggrund.

"Jeg blev trænet i marketing, og det bruger jeg decideret nu. Det er de samme teknikker og mekanismer, der bruges, når man skal sælge teknologier, koncepter eller virksomheden som sådan. Det er også nyttigt i arbejdet med at skabe netværk. Vores bestyrelse og CEO har et utroligt bredt netværk, og det kan jeg selvfølgelig trække på, men derudover skaber jeg mit eget. Vores kunder og samarbejdspartnere er alle internationale, så jeg skaber internationale kontakter. Det er nyt. Og faktisk er det ikke så svært at skabe et internationalt netværk," siger Jette Asboe Lassen.

Du skal altid være orienteret. Er der noget, du ikke ved, må du lære det. Hurtigt. Dertil skal du være parat til at acceptere, at der er nogle ting, der ikke bliver gjort. Du skal prioritere benhårdt.

Billedtekst:
Kerneambitionen for Jette Asboe Lassen er at løse de faglige udfordringer og få indflydelse på de forretningsstrategiske beslutninger. Hvor det fører hen fremover, kommer i anden række. Maxmiling Foto

Citat:
Der vil være nogle af sunde enheder, som dør. Recession er recession, men
timingen er uheldig for branchen, der er så ung og derfor ikke har megen modstandskraft. Det vil være med oprigtig sorg, hvis vi mister momentum i biotek.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere