Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 29. november 2002.
En af it-branchens megastjerner, Sun Microsystems har problemer. Så store, at en Sun-aktie i dag kan købes for en pakke cigaretter, og Business Week forleden stillede spørgsmålet, "Will Sun Rise Again?" - Vil solen stå op igen?"
Det korte svar i "Worst case scenariet" er nej! Sun vil aldrig mere være den strålende sol på servermarkedet. Dell, IBM og HP har overhalet indenom med Windows- og Linux-standardservere (Intel) til en brøkdel af prisen (60 gange billigere) på foreløbig Suns mindre servere, som er udstyret med dyre, proprietære Sparc-chips og Solaris-software.
Det lidt længere svar i "Best case scenariet" er, at Sun-topchefen Scott McNealy ikke ryster på hånden. Han har som altid en plan!
Men kan han nå, at få vendt underskuddet i tredje kvartal næste år, at tage 30 procent af det lave servermarked med nye Sun Linux-servere, produceret ude i byen med Intel-chips til næsten halv Dell-pris, at få lagt Linux på store Sun-servere, uden at miste de gamle Sun-kunder med høj avance, at få banket Suns lille, men profitable software- og konsulentsalg op over for konsulentjumboerne HP og IBM, at få solgt smarte, autonome net i det højprofitable servermarked, hvor HP og Dell allerede sidder med e-business på utility og on demand?
McNealy har viljen og pengene (fem milliarder dollars), men han har ifølge analytikere "kun" to år, før konkurrenternes standardservere ydelsesmæssigt også har indhentet hans høje ende af Sun-serverne. I heldigste fald forvandles Scott McNealys 20-årige superforretningssucces med Sun til blot endnu en masseproducent af billige standardservere, blandt mange andre.
Suns værste fjende er egen succes: Deres banebrydende teknologi (Sparc, Solaris og Java) burde kunderne værdsætte, men de køber billigst muligt. Og McNealys legendariske had til Microsoft med visioner om, at "pc'en er død", selvom den lever fint, og "netværket er computeren" alias Sun-servere i internettets boom-periode gør det ikke bedre. IBM og Dell har passeret Sun på net og servere.
Han kom for sent med anden fyringsrunde (oktober), nu er godt 20 procent af medarbejderstaben fjernet. Suns omsætning og indtjening er faldet. Det er konkurrenternes også, men Sun-omsætningen er mindre end både Dells, IBM's og HP's.
Men der er et håb, ingen andre har en koncernchef som Scott McNealy.
Boks:
Gudme Raaschou Nordic Tech Index og Gudme Raaschou DK Tech Index er ligevægtede indeks, som omfatter de største henholdsvis nordiske og danske IT- og teleaktier. Den 1. januar 1999 er de to indeks sat til 100.
Boks:
Markedsindeks
Gudme Raaschou Nordic Tech Index 79,89 -39,85 8,77
Gudme Raaschou DK Tech Index 41,32 -23,66 0,41
Merrill Lynch 100 Tech Index 215,73 41,18 8,89
Nasdaq Composite 1487,94 -23,71 4,83
Dow Jones Industrials 8931,68 -10,87 3,58
Dow Jones Europe Stoxx 50 2654,77 -30,25 4,34
KFX 207,00 -23,54 2,33