Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den BioTech d. 7. november 2002.
PATENT & SIKKERHED: Universiteterne arbejder på at forvalte deres intellektuelle ejendomsret bedst muligt og erkender, at de skal sætte ekstra kræfter ind på kommercialiseringen. Fronterne trækkes hårdt op mod industrien.
Universiteterne har måttet lægge ryg til mange knubbede ord om deres arbejde med patenter og teknologioverførsel siden lovændringen i 2000. Men man arbejder på at løse opgaven og synes ikke, det går så ringe endda.
Universiteterne har bl.a. været beskyldt for at udgøre en stopklods for nye projekter. Men Susanne Schultz, der leder patentaktiviteterne hos DTU, peger på, at en begrænset kommerciel aktivitet snarere har med konjunkturerne at gøre. Opbremsningen i økonomien betyder, at det ikke går så hurtigt, som man havde forestillet sig. Industrien er forsigtig og ser tiden an, og verden er vanskelig at agere i.
"Det, vi har lært i de første år, er, at vi skal se meget mere på mulighederne for kommercialisering i fasen, hvor beslutningen om overtagelse af opfindelsen skal træffes. Det patenttekniske kan vi fint samarbejde med forskerne om. Men at gennemskue den teknologiske verdens markedsmekanismer har været vanskeligere, end vi troede," siger Susanne Schultz.
Hun tilføjer dog, at selv om processen er krævende, er den ikke uoverkommelig.
Fra Københavns Universitet er patentkonsulent Sven Milthers ikke bleg for at erkende, at man ikke har tilstrækkelig kompetence endnu. Der skal mere arbejde og flere midler til.
"Penge til modning af opfindelserne og penge til markedsføring af dem - det er noget, vi mangler," siger Sven Milthers.
Om innovationsmiljøerne siger han, at de er mægtig gode, når en forsker gerne vil være iværksætter. Men for de mange, der ikke vil, er de ikke nødvendigvis nogen gevinst. Sven Milthers fremhæver, at den, der skal varetage teknologioverførslen, ikke må have parallelle interesser, der gør dem inhabile. Samt at universitet skal være varsom med at afskære sig fra yderligere forskning - en risiko ved teknologioverførsel.
Herreløse patenter
Forskningscenter Risø har som sektorforskningsinstitution med årelangt ejerskab af den intellektuelle ejendom traditionelt været mere kommercielt orienteret end universiteterne.
"Nu har universiteterne lært at lave patentadministration. Det har taget to år. Næste skridt er IPR-management - styring af den intellektuelle ejendomsret. Det er vi i gang med nu. En vigtig pointe er, at IPR (Intellectual Property Rights) er et helt centralt ledelsesinstrument for institutionerne, og det skal højt på dagsordenen. De skal lære at opfatte dem som et værktøj, man kan lede og styre efter. Ikke som en administrativ byrde," understreger Jens Kristian Damsgaard, Business Development Manager på Forskningscenter Risø.
Han tilføjer, at det at patentere ikke er en tilstrækkelig forudsætning for at kunne kommercialisere sine forskningsresultater. Det er indledningen til en ny proces, der i lige så høj grad som selve forskningsprojektet kræver ressourcer, engagement og kompetence.
Formanden for Patentudvalget på Københavns Universitet, professor Søren-Peter Olesen fra Medicinsk Fysiologisk Institut, supplerer:
"Universiteterne skal ikke udelukkende fokusere på at tage patenter. Et 'herreløst patent', som ikke finder anvendelse, udgør blot en stor udgift uafhængigt af, hvor genial opfindelsen er. Det er nødvendigt at skabe en indtjening på basis af patenterne, og der bliver nu lagt stor vægt på arbejdet med udlicensering til kommercielle partnere. Men det var der ikke så meget opmærksomhed om for tre år siden."
På Risø gør man mange strategiske overvejelser om, hvorvidt en opfindelse skal patenteres eller ej, og hvordan den i givet fald skal kommercialiseres. Helt grundlæggende tænkes i teknologiplatforme, og der lægges vægt på, at strategier for markedsføring nøje bygger på forskningsinstitutionens planer for det pågældende forskningsområde.
Jens Kr. Damsgaard peger på, at der nok er store potentielle gevinster for alle interessenter, men også mange fælder at falde i.
"Man skal være påpasselig med, hvordan man bærer sig ad. For eksempel skal en forskningsinstitution være forsigtig med at lave start-up virksomheder på et smalt kapitalgrundlag uden industrielle partnere. I særdeleshed basis af patenter, der er udsprunget af institutionens kerneområder. Der er en risiko for, at virksomheden går ned. Gør den det, har vi mistet forspringet, og i værste fald tilhører patenter eller licenser boet. Og så har vi i yderste konsekvens lukket et forskningsområde og kan fyre de forskere og laboranter, der er beskæftiget der."
Ligegyldige start-ups
"Det nytter ikke at splitte forskningen op i små enheder, som ikke kan overleve. Det er det, der er problemet med innovationsmiljøerne. De vil have godbidder, der ofte er revet ud af en større sammenhæng på forskningsinstitutionerne. Hvis de oven i købet kan se, at institutionen har allokeret yderligere ti millioner til at forske videre på området, er det ekstra interessant for dem."
"Men samarbejdspartnere med 750.000 kr. i seed kapital er ikke interessante. Vi har også et ansvar. Store forskergrupper skal brødfødes af de aftaler, vi kan lave, og lovende forskningsområder skal udvikles. En stadig større del af forskningsfinansieringen hentes i fri konkurrence hos eksterne kilder. Skal du deltage i konkurrencen om forskningsmidlerne, så skal du have gode, troværdige, dygtige, industrielle samarbejdspartnere. Det er utrolig væsentligt for os, at vi i vores kerneforretning - de centrale forskningsområder - kan få de bedste samarbejdspartnere. Der går vi efter strategiske alliancer, som gerne må omfatte start af nye virksomheder, med Top 5 virksomhederne globalt," siger Jens Kr. Damsgaard.
Forskningscenter Risø tjener ca. to mio. kr. årligt på rene licensaftaler, og så har man en række 'boblere', der ventes at blive kastet på markedet på tre til fem års sigt. Dertil kommer en årlig tocifret millionindtægt på forskningsaftaler med virksomheder, som i forbindelse med licensaftaler køber forskning hos Risø.
Patentklynger
Jagten på de tunge partnere er også en årsag til, at patentering er vigtig. Er der ikke noget patent, er de ikke interesserede.
En anden faktor understreger betydningen af, at ejendomsretten ligger hos institutionen. Er den splittet op på mange forskellige forskerhænder, kan der ikke laves brede platforme, baseret på flere patenter. Netop ved at tænke større og samle patentklynger kan man tiltrække store partnere, for det er et langt mere attraktivt produkt.
"Så kan du indgå større og mere vidtrækkende aftaler, der gerne skulle føre til strategiske alliancer mellem industrien og universiteterne. Det, tror vi, bliver fremtiden. Omvendt kan du godt etablere en masse små virksomheder i morgen, men de kan ikke være en langsigtet, drivende innovationskraft i samfundet. Og universiteterne skal være mere langtrækkende og samfundsorienterede," siger Jens Kr. Damsgaard.
Risøs konkrete eksempel er brændselscelleforskning, hvor mange patenter blev samlet til en platform. Den tilgang førte til en omfattende aftale med den store ingeniørvirksomhed Haldor Topsøe.
Omvendt er der ikke noget til hinder for at kaste sig ud i en virksomhedssatsning på basis af opfindelser, der ligger uden for centrale forskningsområder med strategisk betydning og forskermunde at mætte. Et eksempel er Cartificial A/S, der arbejder på at udvikle en metode til at erstatte brusk. Her overdrog Risø sine andele af patentrettighederne til det nystiftede selskab mod at få aktieandele i virksomheden. Dermed udnyttede man for første gang mulighederne i den nye lov for at modtage aktier som betaling for patentrettigheder.
Rådgivning
Effektiviteten af universiteternes præstationer de første år er svær at måle. Tager man f.eks. DTU, ser tallene sådan ud: I det halve års 'frit lejde'-periode frem til årsskiftet 2000, hvor forskerne fik mulighed for at patentere løs inden den nye lov, kom godt 80 på banen og ville selv udnytte deres opfindelser. Det gav aktivitet i innovationsmiljøerne. Fra lovens ikrafttrædelse til medio september i år har der været 77 anmeldelser af patenter, hvoraf DTU har overtaget de 43. Heraf er ni videresolgt, og DTU har kontakt til virksomheder om opfindelser i yderligere 20 sager.
Kvalificeret ekspertise hænger ikke på træerne. Der er langt imellem rigtig kompetente rådgivere, siger man på universiteterne. Patentkontorerne søger efter den bedst mulige konsulentbistand, som de har særlige bevillinger fra Videnskabsministeriet til at indkøbe på det fri marked.
"Vi arbejder på at finde uafhængige konsulenter, der kan hjælpe os, men det er vanskeligt. Vi prøver os frem og binder os ikke op på en enkelt, men går bredere ud og afsøger også markedet uden for innovationsmiljøerne og ser f.eks. på udenlandske aktører," siger Susanne Schultz fra DTU.
Tilsvarende er der i bestræbelserne på at lave teknologioverførsel stor opmærksomhed på typen af medarbejdere.
Søren-Peter Olesen fra Københavns Universitet siger, at det er en hurdle for etableringen af teknologioverførselskontorer at tiltrække de rette folk. Ildsjæle med faglig indsigt og pondus til at stille op i forhandlinger med gigantiske virksomheder, der har en stab af folk, som ikke bestiller andet end at vurdere forskning. Han peger på nødvendigheden af at gå ud over de gængse offentlige lønninger for at kunne konkurrere med det private arbejdsmarked.
Forsker-ok
Peter Rudahl Jensen er associeret professor ved BioCentrum-DTU i afdelingen for molekylær mikrobiologi. Han har prøvet at patentere både før og efter lovændringen, og han er af den holdning, at ændringen er til det bedre. Også selv om det økonomiske incitament for forskeren er blevet mindre. For sagsbehandlingen er simpelthen hurtigere og enklere nu.
Processen dengang gik gennem Dansk Teknologisk Instituts DTI-Innovation, der optrådte som rådgiver og gate-keeper. Den var langsommelig.
"De stillede meget hurtigt op med en patentagent. Men så gik der meget lang tid, før forhandlingerne med en virksomhed kom på skinner, og der blev ikke indsendt nogen patentansøgning, før end aftalen omtrent var i hus. Det tog ni måneder, hvilket er alt for lang tid, når man har med meget konkurrencepræget forskning at gøre. Det er jo katastrofalt, hvis man kommer for sent. Men vi fik da sikret patentets overlevelse," husker Peter Rudahl Jensen
Efter den nye lov henvendte han sig med et andet projekt til DTU's patentkontor, som hurtigt indkaldte til møde og fik patentansøgningen indsendt efter bare en til to måneder. Om den kommercielle side af sagen for universitetet siger han:
"Det koster mange penge, hvis man indsender for sent - på en enkelt dag kan du tabe alle rettighederne. Så de penge skal sidde løst," siger Peter Rudahl Jensen, der derudover fremhæver som et gode, at der med den nye ordning kommer penge tilbage til hans institut, hvis en opfindelse kommercialiseres.
Ud i det blå
Professor Søren Buus fra Institut for Medicinsk Mikrobiologi og Immunologi på Københavns Universitet prøvede allerede i 1996 at gå til universitetet med en opfindelse til patentering. Det blev modtaget med kyshånd pga. det iboende politiske statement, og der blev i skøn samdrægtighed lavet en aftale, der ligner dem, der er gældende i dag - med en tredjedel hver til forsker, institut og læreanstalt.
Men senere, om end stadig under den gamle lov, oplevede han medaljens bagside med et nyt patentforslag. Universitetet var ikke overbevist om økonomien i opfindelsen, så derfor ville man søge dokumentation inden patentbehandlingen. I mellemtiden kunne forskerne heller ikke publicere deres forskning, så de arbejdede blot videre. Men så skete der det, at den grundvidenskabelige prioritet blev publiceret af en canadisk gruppe. Det betød, at de danske forskere både mistede muligheden for at patentere og den videnskabelige prioritet.
"Af det har vi lært, at det måske ikke er så godt, at universitetsverdenen venter med patentet, til de har bevis på den kommercielle værdi. De er nødt til at være risikovillige," siger Søren Buus.
Han tilføjer, at det, han oplever med den nye lov, er, at universitetet som en slags mæcen lægger penge til udtagningen af patentet, mens forskeren stadig bærer arbejdsbyrden med at forklare ideen til patentagenten osv. Og det er gået meget fint.
"Det store problem er, at det ikke er nok, at universitetet går ind og finansierer selve patenteringsprocessen. Man skal have et Technology Transfer Office, der kan klare kommercialiseringen. Det kan forskerne ikke selv, for de har ikke kontaktnettet, de bliver ikke taget tilstrækkeligt alvorligt af virksomhederne, og de har heller ikke tid, for de skal forske.
For at få en mere smidig arbejdsgang bør teknologioverførselskontoret ligge på universitetet, tilføjer Søren Buus. Han finder afstanden til innovationsmiljøerne for stor og deres forståelse for lille. Til kommentarer fra den side om, at universiterne patenterer ud i det blå, henviser han til den ulyksalige sag, hvor forsker-team'et mistede både det videnskabelige og patentet, og siger:
"At patentere uden at følge op er at patentere ud i det blå. Og til det opfølgende arbejde har universiteterne afsat alt for få midler."
Priskrig
Lovændringen har givet industrien nye forhandlingspartnere. Mens de tidligere skulle diskutere pris på licenser og patenter med den enkelte forsker, trækker det nu op til, at de får en mere organiseret modpart - nemlig universiteternes patent- og teknologioverførselsfolk.
Det har givet anledning til en ny konflikt.
"Industrien har ikke helt forstået, at vi ikke kan levere på rent kommercielle vilkår. Vi er forskningsinstitutioner, så vi skal også sikre forskningen og kan ikke bare give eksklusive rettigheder til nogle få. Vi er også nødt til at kræve en rimelig godtgørelse for det, vi leverer til industrien, ellers overtræder vi statsstøtteordningen. At vi tager for meget, er en myte. Derimod synes jeg, de er gode forhandlere, og det skal vi også være," siger Susanne Schultz fra DTU.
Myte eller ej, så er det i hvert fald holdningen hos Søren Carlsen, formand for Foreningen af Bioteknologiske Industrier i Danmark og Chief Science Officer i Novo A/S. Han siger om de offentlige forskningsinstitutioners bestræbelser på at bedrive kommercialisering:
"De overvurderer typisk opfindelserne og kommer med helt urealistiske udspil. Derpå går forhandlingerne i stå, fordi virksomhederne trækker sig og siger, at så kan det også være lige meget. Når folk uden forstand på det skal tage sig af det, så sker der ingenting," siger Søren Carlsen.
Den slags kommentarer bringer forskere som professor Søren Buus i harnisk.
"Virksomhederne brokker sig over universiteterne, men de har ikke selv de fornødne visioner og indsigt, og de fejler mindst lige så meget som universiteterne. Vi oplever den holdning hos de danske virksomheder, at den offentlige forskning ikke er ret meget værd, og at man egentlig ikke behøver betale noget synderligt for den. Problemet er snarere, at danske virksomheder er for få og små og går i for små sko. Vi skal have professionel technology transfer, og så må de sætte sig ud over de danske virksomheder. Det vil også være af større værdi for det danske samfund, at der bliver indgået aftaler med store udenlandske selskaber. Faktisk vil det være uforsvarligt at handle med de små danske, der ikke kan løfte opgaven," siger Søren Buus.
Han tilføjer, at "når vi har talt om at bruge universiteternes eksperter, har vi oplevet virksomhederne slå syv kors for sig."
Rødvin og professionalisme
På Forskningscenter Risø kan Jens Kr. Damsgaard også nikke genkendende til problematikken.
"En del af virksomhederne brokker sig, fordi de ikke længere kan få adgang til et patent for to flasker rødvin og en rejse til Australien til opfinderen og på den måde parkere universitetspatenter som defensive våben i deres egen portefølje. Jeg tror, universiteterne er ved at blive langt mere professionelle til det her. Mens det for nogen virksomheder kommer som en overraskelse, at forskningsinstitutionerne nu forlanger et oprigtigt engagement fra dem."
"Vi er nok i en læringsperiode, hvor forskningsinstitutionerne på den ene side skal lære mere om strategisk patentering og realiteterne på markedet. Og virksomhederne på den anden side skal forstå, at patenter er en strategisk handelsvare, der ligger centralt i forskningsplanerne på universiteterne," siger han.
Professor ved Københavns Universitet Søren-Peter Olesen, der er læge og civilingeniør og har 13 års erfaring fra NeuroSearch med bl.a. opbygning af to datterselskaber, siger, at problemstillingen erden samme, som når et lille firma skal forhandle med Big Pharma.
"Det er vigtigt, at universiteterne kan agere professionelt - også i værdiansættelsen af deres egen forskning. Hvis en universitetsforsker har patenteret en epokegørende idÈ vil han måske forvente 35 procent i royalty ved udlicentiering, hvor virksomheden, der skal investere yderligere 200 mio. kr. i projektet, vil tilbyde en til to procent."
"Her er det eneste rigtige middel, at universiteterne selv kan vurdere, hvad opfindelserne er værd i en given situation. Det skal foregå på teknologioverførselskontorer, hvor der skal sidde nogen med markedsforståelse," siger Søren-Peter Olesen.
Citat:
En del af virksomhederne brokker sig, fordi de ikke længere kan få adgang til et patent for to flasker rødvin og en rejse til Australien.
Citat:
At patentere uden at følge op er at patentere ud i det blå. Og til det opfølgende arbejde har universiteterne afsat alt for få midler.
