Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 10. juni 2002.
IBM vil gerne bibeholde alliancer med både Navision, IFS, IBS og Intentia - også efter at Microsoft har købt Navision.
For Big Blue er det i disse dage ikke let at sige noget som helst om, hvilken vej vinden blæser på det danske marked for økonomisystemer.
IBM vil nemlig gerne være venner med mange, og i Danmark spiller koncernen en central rolle som salgspartner for både IFS, IBS og Intentia.
Samtidig har IBM for nylig indgået en vigtig strategisk global alliance med Navision om samsalg af IBM's eServere iSeries og xSeries med Navisions software.
For ikke at bringe nogens sind i kog, holder IBM Danmark sig derfor helt neutral, oplyser koncernens informationschef Anders Lund Rendtorff.
- Det vil give genlyd, hvis vi fortæller, at Microsofts køb af Navision vil gøre en forskel i markedet, men også hvis vi siger det omvendte, siger han.
- Men jeg kan sige, at IBM som udgangspunkt vil sælge de produkter, som kunderne vil have, og hos os kører vi videre med business as usual, lyder det fra ham.
Hos IBS er CEO Staffan Ahlberg dog ikke i tvivl om, at IBM vil vælge den ene side mere end den anden, når Navision bliver en del af Microsoft:
- Tryk avler modtryk, og derfor vil IBM fremover øge sin støtte markant til ikke-Microsoft-ejede virksomheder som eksempelvis IBS, sagde han til pressen under IBS's årlige Global Executive Summit i Stockholm ultimo maj i år.