Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 7. juni 2002.
Mindre lir, færre talere, ingen Reboot-taske, ingen Bertelsen, men alligevel mere indhold. Med et nyt koncept var dette års Reboot - som et spejl af internetbranchen - et forsøg på at få fodfæste igen. Og det lykkedes langt hen ad vejen, mente flere deltagere.
- Det føles sgu' lidt som Reboot 1 igen, siger Thomas Madsen-Mygdal, leder for det symposium mange ynder at kalde IT-branchens årlige fridag.
Baggrunden for den udtalelse skal søges i rammerne for Reboot 5, der i år var skaleret ned i størrelse i forhold til tidligere år Reboot. Med blot 560 deltagere på Base Camp mod sidste års 1.700 synes arrangementet mere overskueligt - og så alligevel ikke. Arrangørerne introducerede nemlig et nyt koncept, hvor man lod internet-hot shots fra USA blive hjemme og i stedet koncentrerede sig om samtale efter den anarkistiske open space-model, hvor deltagerne snakkede sammen i små grupper.
På en aflang opslagstavle fik deltagerne overblik over, hvilke emner der blev debatteret hvor i hallen. Herefter var det op til deltagerne selv at få noget ud af diskussionerne i de små rundkredse, der var afmærket med balloner. Hvis de ikke lærte noget eller kedede sig, var de forpligtet til at følge "de to fødders lov" og finde et nyt diskussionsforum ved en anden ballon.
Datalogi- og informationspsykologistuderende Jakob Bruhns var til Reboot for første gang. Han synes meget godt om konceptet, der dog havde lidt praktiske startproblemer.
- Jeg deltog i en debat om IT i den tredje verden, der var meget spændende. Men det var lidt svært at høre hinanden, da der var for mange mennesker. Folk sad næsten på nakken af hinanden, fortæller Jakob Bruhns, der også deltog i en anden diskussionsgruppe om, hvordan man fortsat kan skabe innovative og kreative løsninger.
- Kun mellem en fjerdedel og en tredjedel af deltagerne i grupperne er rent faktisk aktive, mens resten bare sidder og lurepasser. Open space-modellen er en god idÈ, hvis folk har noget at bidrage med. Desværre virker det som om, nogle af deltagerne prøver at dreje diskussionerne i en bestemt retning, som om de havde en dagsorden. Folk er måske for høflige og bliver siddende, selvom det ikke er superfedt. Så man skal lige vende sig til formatet - for det er jo ikke svært at forstå reglerne, siger Jakob Bruhns.
Ved ballon nummer 8 sad Marianne Schütze, projektleder i det ålborgensiske reklamebureau Extern. Hun havde netop deltaget i en timelang diskussion om hvordan man bedst muligt udnytter eksisterende teknologi i stedet for at fokusere på morgendagens teknologi.
- Det her er meget anderledes, end det plejer at være. Man kan godt komme i tvivl om, om man får noget ud af gruppediskussionerne, der ikke virker så konkrete som, hvis det er en person, der taler. Men når man vænnede sig til formatet, fungerede det meget godt. Dog ville det fungere endnu bedre, hvis man krydrede diskussionerne med indspark fra nogle inspiratorer eller provokatører, hvilket arrangørerne jo også havde lagt op til, siger Marianne Schütze, der var på Reboot for anden gang.
Boks:
Widex fik prisen
Årets prisuddeling endte med, at høreapparatfirmaet Widex fik prisen for bedste design, mens priserne for bedste idÈ/koncept og bedste applikation gik til henholdsvis DR's Boogie og E-boks. Som noget nyt blev der også uddelt en hæderspris, der gik til Dagbladet Politikens Computer/Internet-sektion, der måtte lukke sidste år efter otte år med fokus på internettet. Se referater og videoklip fra dagen på www.reboot.dk.
Billedtekst: Glade prismodtagere. Fra venstre Annemarie Jørvad, Web Editor, Widex, Søren Thure Milkær, Information Architect og Senior e-copywriter, Netpeople, Martine Rasmussen, Projektleder, Senso Diva Widex, Ana Mar'a Christiansen, Senior
Interactive Art Director, Netpeople.
Fotos: widex