Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 17. maj 2002.
Microsoft er nu femtestørste ERP-leverandør. De nordiske spillere er under pres.
Med overtagelsen af ERP-leverandøren Great Plains i december 2000 og nu Navision, har Microsoft i løbet af mindre end to år bevæget sig ind på markedet for ERP-løsninger.
De har nu placeret sig som den femtestørste leverandør, hvis man lægger tallene for Great Plains og Navision sammen for 2001.
Der er store synergier mellem de tre parter.
Både Great Plains og Navision får en af verdens største software-leverandører i ryggen samt adgang til både en effektiv marketing-maskine såvel som unikke distributionskanaler.
Great Plains og Navision supplerer hinanden i de geografiske markeder, mens de begge skaber en klar fokusering på ERP-markedet for små og mellemstore virksomheder for Microsoft.
Hvad betyder det for konkurrenterne?
Bør ikke føle sig sikre
De største spillere i markedet (for eksempel SAP og PeopleSoft) har typisk deres styrke hos de helt store virksomheder, og virksomhederne føler sig derfor måske sikre.
Men det bør de ikke.
For det første har de alle ambitioner om at rette sig mod markedet for små og mellemstore virksomheder - et marked de nu kommer til at revidere strategierne for.
Det bliver endnu sværere for dem, end det allerede var.
Samtidig må de uvilkårligt spekulere på, hvordan Microsoft kommer til at ændre prisdannelsen i markedet, og hvornår Microsoft også vil være i stand til at konkurrere direkte om installationerne i de store virksomheder.
For de mindre ERP-spillere i markedet må det klart sende et signal om, at den gældende dagsorden i markedet er at spise - eller blive spist.
Det gælder også de tilbageværende nordiske spillere i dette marked (for eksempel kan nævnes Intentia, IFS og Agresso).
Det kan kun være et spørgsmål om tid, før de globale markedskræfter og Microsofts stærke entre i middle-markedet vil medføre deres exit som selvstændige ERP-spillere.
Har kæmpe underskud
Og det bliver jo ikke ligefrem bedre af, at flere af de tilbageværende nordiske spillere kører med et kæmpe underskud.
Eneste chance fremover for disse leverandører vil være en niche-strategi - at finde et hul i markedet med hensyn til en bestemt funktionalitet eller platform (Linux?).
ERP til masserne
Konklusionen er, at Microsofts entre på ERP-markedet ikke alene kommer til at redefinere markedet med hensyn til priser - "ERP til masserne."
Microsofts entre vil også ændre dynamikken blandt markedets spillere.
Specielt blandt dem, der ligger nummer seks og nedefter på listen over ERP-spillerne.
Boks:
ERP-løsninger
ERP-løsninger er defineret som integrerede virksomhedsløsninger som i hvert fald i teorien kan automatisere virksomhedens processer.
De består typisk af et miks af komponenter inden for økonomi, materialestyring og industrispecifikke moduler. ERP-løsninger fokuserer ofte på HR, lønninger og øvrige administrative funktioner.
IDC bruger begrebet ERP om alle integrerede, administrative løsninger, selv om de ikke indeholder specifik ressourcestyring eller fremstillingsløsninger, hvilket oprindeligt var udgangspunktet for ERP-begrebet.
Graf:
Markedsandele på ERP-markedet
Hele verden 2001