Årets bedste mobiltelefoner
I årets løb har vi testet musik-mobiler, kamera-mobiler, smartphones og skrabede discount-telefoner, så der er lidt for enhver smag i PC Worlds mobil-arkiv.
Men hvilken mobiltelefon er så bedst? Du kan blive en del klogere ved at læse denne oversigt over årets bedste mobiltelefoner.
Her er de 16 mobiltelefoner, der har fået de bedste anmeldelser i 2008 på Pcworld.dk.
Musik-mobilernes Mercedes
Klassisk, kvalitets-betonet - og kostbar. Sådan er Sony Ericssons flagskib i Walkman-serien, W902. Mobilen har et råt og velfungerende design, en god musikafspiller og et stort og fleksibelt lager.
Mobilen er forholdsvis stor. Ikke tyk, ikke tung - men så tilpas lang og bred, at den ligger solidt i næven og rækker hele vejen fra øre til mund. W902 er en flot, velspillende og velfungerende mobil, og du kan læse hele anmeldelsen her.
HTC Diamonds potente storebror
HTC vil med Touch Pro fastholde positionen på markedet for avancerede smartphones. Ligesom Diamond er Touch Pro pakket ind i stilfuldt, sort og blank pianolook, og designet er alt andet lige kommet til at virke lidt mere potent end lillebroderen.
Målene på 102 x 51 x 18 millimeter er knap syv millimeter tykkere end Diamond, og det giver blandt andet plads til det særdeles udmærkede slidetastatur, der åbenbarer sig, når enheden deles på midten. Touch Pro har et godt batteri, masser af funktionalitet og programmer og en hurtig GPS. Læs hele anmeldelsen her.
Maskulin smartphone til lavpris
Samsung L870 er en stor, gedigen metal-mobil med mange finesser til prisen. Bruger-oplevelsen er hen ad springkniv - for L870 er en klassisk skyde-telefon, hvor tasterne glider frem under skærmen.
- Til prisen er L870 både flottere og mere alsidig end de fleste konkurrenter. Den gedigne samlekvalitet løfter den daglige ejerglæde betydeligt, og på grund af S60-menuerne vil mange opfatte L870 som en Nokia-mobil i Samsung-klæder. Det er bestemt ikke nogen skidt kombination, skrev anmelderen af Samsung L870. Læs hele anmeldelsen her.
Flot og velklingende musik-mobil
Sony Ericsson W980i får blandt andet plusser for design og betjening, sjove finesser og lydkvaliteten. Telefonen vejer 100 gram, har en 2,2 tommer skærm og et kamera på 3,2 megapixel. Her er ikke noget, der knirker i konstruktionen, og bagsiden er beklædt med et blødt, gummiagtigt materiale, der hæver kvalitetsoplevelsen betydeligt.
- Her er ingen træghed i menuerne. Mobilen reagerer hurtigere end de tungere Symbian- og Windows-systemer, men værktøjerne til email og kalender er knap så fleksible. Og netadgangen skal gå via 3G (HSDPA), for her er ingen WiFi. Til gengæld kørte batteriet ofte tre dage mellem opladningerne, hvilket er flot for en 3G-mobil, skrev anmelderen af Sony Ericsson W980i. Læs hele anmeldelsen her.
Funktionsrig murstensmobil fra Nokia
Nokia N82 er lidt en mursten af en mobil og fylder godt op, men den er til gengæld spækket med funktioner som navigation, fem megapixel kamera og WiFi. Telefonen måler 112 x 50,2 x 17,3 millimeter og vejer 114 gram. Tasterne er rigtig gode at trykke på, og i det hele taget er betjeningen af N82 rigtig god, og konstruktionen bærer præg af kvalitet og god brugervenlighed.
Her er ikke noget, der driller eller irriterer, og kameraet i N82 tager glimrende billeder.
- Nokia N82 er et spændende bekendtskab på grund af den gode betjening og de mange velfungerende funktioner, skrev anmelderen. Læs hele anmeldelsen af N82 her.
Basal, billig og betjeningsvenlig mobil fra Nokia
Du får ikke GPS eller et fantastisk kamera med Nokia 5320 XpressMusic, til gengæld får du en mobiltelefon, der er nem at betjene, og som er en glimrende hverdagsmobil. Betjeningen er rigtig god, og det er en glimrende musikafspiller, der er i Nokia 5320, der har et klassisk chokoladestangsudseende, en skærm på to tommer og måler 108 x 46 x 15 millimeter.
Trods de hverken imponerende eller skræmmende dimensioner ligger 5320 godt i hånden med sine 90 gram, man kan dog undre sig over, at mobilen er en halv gang tykkere end forgængeren Nokia 5310. Tasterne er rare at trykke på, man trykker ikke forkert, og selvom det er en mobiltelefon i den billigere ende, virker samlekvaliteten rigtig god. Læs hele anmeldelsen af Nokia 5320 her.
Superbillig mobil med fede funktioner
Sony Erocssons G502 sætter nye normer for, hvor meget mobiltelefon man får for "en tusse". G502 er en rap lille sag. Her er tale om en klassisk "chokoladestang" uden fikse klap- eller skydemekanismer.
Ethvert produkt skal vurderes i forhold til prisen. Og i en tid hvor mange spår en katastrofal nedgang i mobilsalget, viser Sony Ericsson her, at man godt kan få en glimrende mobiltelefon - også til professionel brug - uden at slå bunden ud af budgettet. Læs hele anmeldelsen her.
Alsidig og funktionel smartphone fra HTC
Det er ganske imponerende, hvor mange features og finesser det er lykkedes at integrere i den forholdsvis lille Touch Diamond på kun 102 x 51 x 11,5 millimeter fordelt på 110 gram, hvor begrebet "smartphone" for alvor begynder at smage af noget rigtig smart.
HTC Touch Diamond er nemlig en særdeles alsidig smartphone med masser af funktionaliteter - pakket ind i stilfuldt, sort og blank pianolook, hvor bagsiden skal henlede tankerne til diamanterne. Et design, der uden tvivl appellerer til en bred målgruppe. Læs hele anmeldelsen af Touch Diamond her.
Sikker vinder fra Nokia
Navnet Nokia 6220 Classic lyder gammelt og støvet, men 6220 er ingen oldsag. Den har blandt andet navigation, et fem megapixel kamera og et pænt udseende. 6220 Classic fremstår ganske elegant med sin sorte, blanke overflade, og selvom bagsiden er ru og i grå plast matcher det telefonens forside, og det er en ganske nydelig telefon Nokia har skruet sammen.
Den vejer kun 90 gram og måler 108x47x15 millimeter, så størrelsen er ok til bukselommen. Knapperne på telefonen er glimrende at trykke på - de fleste af dem. De tre nederste driller lidt, hvilket betyder, at det nogle gange kikser, når man vil slå tastelåsen til. Kameraet tager ganske hæderlige billeder dog uden at være perfekte, og Nokia 6220 Classic er en glimrende telefon, der byder på gode funktioner. Læs hele anmeldelsen af Nokia 6220 Classic her.
iPhone 3G fungerer fantastisk
Fra første sekund iPhone kommer til live, inviterer den til, at man tager funktionerne i brug. De er ikke gemt væk i menuer, men placeret frit fremme med store ikoner der er lige til at trykke på. Apple har i design helt fravalgt det traditionelle tastatur og telefonens traditionelt vedtagne former. Udtrykket er såre enkelt, men effektivt. En stor berøringsfølsom skærm på 3,5 tommer og en eneste knap er alt, hvad der er brug for. Altså selvfølgelig lige bortset fra volumen- og muteknappen i venstre side og tænd/sluk knappen foroven.
- Lad os blot være fuldstændig ublu og smide alle journalistiske forbehold overbord:
iPhone er den absolut mest tjekkede og lækre telefon nogensinde! Den fungerer fantastisk, er en fornøjelse at bruge og ikke mindst, så er blæreværdien tårnhøj, skrev anmelderen af iPhone. Læs hele anmeldelsen her.
Håndværkermobil med GPS
Sony Ericssons C702 er en klassisk håndværkermobil, der også har GPS, Turbo-3G og 3,2 megapixel-kamera med autofokus. Designet er tydeligt præget af det robuste ydre, tasterne har en god størrelse og er lavet i et solidt gummi. Batteridækslet er samtidig fæstnet med en stor skrue, så det ikke falder af, bare fordi telefonen falder på gulvet. Sony Ericsson C702 er en udmærket mobiltelefon.
Den har en god lydkvalitet i højttaleren, der kan skrues godt op for, og det er let at skrive sms'er, ligesom softwaren - der er klassisk Sony Ericsson - er velafprøvet og velfungerende. - Men GPS-funktionaliteten er ikke god nok, og selvom den nok kan tåle lidt stød og vanddråber, så ville vi ikke tage den med på en byggeplads. Dertil er beskyttelsen ikke god nok, skrev anmelderen af C702. Læs hele anmeldelsen her.
B&O's billige fætter
Kvalitets-indtrykket er flot - uden dog at være på niveau med de lækreste Samsung-modeller. Der er tale om Samsung SGH-i450, der har bekvem betjening, gode net-funktioner og hvor højttaleren er en sjov gimmick. Taltasterne er store og regulære - og tydeligt inspireret af Motorolas RaZr. Skærmen er rigtig god, som vi forventer fra Samsung.
Menuerne er lette at finde rundt i, og da mobilen bruger S60-systemet, kan den let udvides med ekstra programmer. Apparatet er lavet af plast, og testmodellens iøjnefaldende kombination af blå og hvid vil ikke falde i alles smag.
- Alligevel kan vi godt lide i450. Den er velbygget, alsidig, rar at bruge - og til at betale, skrev anmelderen. Læs hele anmeldelsen af SGH-i450 her.
Samsung vil knockoute iPhone med alt-i-en-mobil
Første indtryk ved Samsung Omnia er bestemt positivt. Linjerne er så rene, at man næsten forventer at finde et æble på bagsiden. Den store trykfølsomme skærm indrammes af en blank metalramme. Og selv om den sorte bagklap er af plast, ligner den metal.
- Omnia er en særdeles flot og velfungerende Windows-telefon - både til arbejde og underholdning. Samsungs overbygning til Windows Mobile er mere fleksibel end HTC's, og vi foretrækker også Samsungs skrivebord frem for Sony Ericssons udskiftelige paneler i Xperia X1, skrev anmelderen af Samsung Omnia. Læs hele anmeldelsen her.
Stilsikker letvægter fra Sony Ericsson
Sony Ericsson W890i er lækker og let, god til musikafspilning og har et stort hukommelseskort. Sony Ericssons nyeste Walkman-mobil er slebet godt i bund, faktisk vejer den blot sølle 78 gram.
Designet er i den pæne ende og:
- Alt i alt er Sony Ericsson W890i en ganske udmærket telefon, der især vil være et hit for musikfolket og det kvindelige publikum. Den er lille, let og lækker. Men de små taster trækker ned, og det samme gør kameraets begrænsede funktionalitet, skrev anmelderen. Læs hele anmeldelsen her.
Sony Ericsson spiller med musklerne
Sony Ericsson Xperia 1 er for hovedparten udført i metal, hvilket giver en fornemmelse af rå kvalitet, når man har telefonen mellem fingrene. Dette er en telefon der kan tåle at ligge i lommen, og den kan holde til at blive brugt.
- Her er tale om en regulær arbejdshest, der ikke hoster under vægten af Windows Mobile eller de opgaver, man som krævende bruger pådutter sin telefon. Men Xperia 1 er heller ikke voldsomt imødekommende, hvad angår brugervenlighed, og kræver at, man skal have det fint med at hive sin Stylus frem nu og da, skrev anmelderen. Læs hele anmeldelsen af Xperia 1 her.
Vellykket Nokia-vejviser er et rent røverkøb
Nokia 6210 Navigator er en forholdsvis vellykket vejviser - og faktisk lidt af et røverkøb. Stilen er konservativ, og som så ofte før er manglende nyt på design-fronten lig med godt nyt for den daglige betjening. Knapperne sidder, som man forventer, og de har en fornuftig størrelse.
Nokia 6210 Navigator er en kvik og brugervenlig GPS-mobil, der er rigtig god til prisen. Læs hele anmeldelsen her.