Skal dit profilbillede på Facebook se lidt mere lækkert ud, eller trænger produktbillederne i din webbutik til lidt beskæring?
Så behøver det ikke koste et rødglødende dankort. På nettet findes massevis af gratis programmer, der sørger for at give dig en effektiv værktøjskasse til gængse opgaver.
Hvis du derimod har store planer om at skabe lækre annoncer med toptunede fotos, kræver det tungere programmer, og du skal måske have pungen op af lommen.
Vi er her klar med billedbehandlingssoftware fordelt på tre niveauer: De gode, de onde og de grusomme.
1. De gode
Trænger dit foto til moderat efterbehandling? Skal kontrasten rettes en smule? Skal det beskæres? Så er der rig mulighed for at få det fikset online i en af de mange gratis fototjenester, der findes på nettet. De er ikke voldsomt avancerede, men lette og hurtige at bruge. Her er et udpluk:
Photoshop Express
Simpel og gratis online billedbehandling. Et stort plus er, at du også kan benytte Photoshop Express til mobiltelefonen og få kamerabilleder uploadet til webudgaven. På den måde kan du tage backup, samt sortere og dele fotos med omverdenen.
Pris: Gratis
Prøv programmet her (kræver registering)
FotoFlexer
Med FotoFlexer kan du beskære billeder, fjerne røde øjne og alt i alt foretage en let form for billedbehandling. En smart detalje gør det muligt at redigere i fotos, som du importerer direkte fra fotodelingstjenester som Flickr og Picasa.
Pris: Gratis
Prøv programmet her
Pixer.us
Interfacet er ikke specielt pænt, men det er simpelt og overskueligt. Her kan du hurtigt yde nødhjælp til et foto, der er i krise. Ret farver, beskær og andre simple opgaver er hurtigt klaret.
Pris: Gratis
Prøv programmet her
2. De onde
Har du brug for mere avanceret værktøj til at behandle dine billeder? Så bevæger du dig op i mellemkategorien, hvor der findes både gratis programmer og betalingsversioner. De giver alle flere muligheder for at arbejde kreativt med dine billeder og give dem en markant overhaling.
Sumo Paint
Kører direkte i din browser og er stærkt inspireret af Photoshop, som det har kopieret flere dele af. Det er dog ikke helt så avanceret som forbrugerversionen Photoshop Elements, men det byder alligevel på massevis af tungt værktøj til at forbedre dine billeder. Blandt andet er det muligt at arbejde med flere lag og mikse dem sammen kreativt.
Pris: Gratis
Prøv programmet her.
Gimp
Dette program er ligeledes stærkt inspireret af Photoshop, men det er baseret på open source. Derfor er Gimp gratis og lige til at downloade til din pc. Det byder på mange avancerede funktioner, og det er endda muligt at arbejde med Raw-filer fra spejlreflekskameraer.
Pris: Gratis
Prøv programmet her
Adobe Elements 9
Denne forbrugerversion af Photoshop har ikke helt de samme muligheder som den "rigtige" og væsentlig dyrere Photoshop CS5. Til gengæld er programmet lettere at bruge end den professionelle udgave og har massevis af hjælpefunktioner. Desværre fås Photoshop Elements ikke på dansk.
Pris: 775 kroner
Download prøveversion her
Læs mere her: Adobe.com
3. De grusomme
Trænger dine billeder til at få en voldsom efterbehandling, der for alvor sparker dem op i Superligaen? Så kommer du ikke udenom at lufte dankortet. "De grusomme" programmer er tætpakket med smart værktøj, men prisen er høj, og du skal være parat til at bruge tid på at lære funktionerne at kende.
Photoshop CS5
Kongen over alle billedbehandlingsprogrammer. Punktum. Dette program er ganske enkelt det mest avancerede og vildeste værktøj til at manipulere og behandle fotos. Det er på ingen måder nemt at bruge den professionelle software, og det kræver hårdt arbejde for at lære at mestre den avancerede billedbehandlingssoftware til perfektion.
Pris: 5.100 kroner (engelsk version) og 6.300 kroner (dansk version)
Download prøveversion her
Læs mere her: Adobe.com
Photoshop Lightroom 3
Program målrettet fotografer, der ikke gider bruge al deres tid foran computeren. Lightroom 3 er perfekt til at overskue store mængder billedfiler og behandle dem hurtigt. Softwaren er forholdsvis nem at bruge, selv om den indeholder mange avancerede muligheder for professionel billedbehandling.
Pris: 2.300 kroner
Download prøveversion her
Læs mere her: Adobe.com