Computerworld News Service: Hvis du ikke kan sige det på 160 tegn eller derunder, så lad helt være med at sige noget. Det er tilsyneladende i stigende grad amerikanske teenageres holdning. De brugte ifølge analysefirmaet Nielsen deres mobiltelefoner til at sende og modtage gennemsnitligt 3.339 sms'er hver måned i andet kvartal.
Sms står for short message service og blev skabt som et test- og kommunikationssystem til teknikere, der arbejdede med det mobile netværk. Teknologien begrænser sig til 160 tegn per besked, men den har vist sig at egne sig godt til forbrugere verden over. Amerikanske teenageres gennemsnitlige brug af sms svarer nu til seks beskeder per vågne time, oplyser Nielsen.
Teenagerne anvender også langt mere data på deres mobiltelefoner. De bruger nu i gennemsnit 62 megabyte per måned, hvor de for et år siden brugte 14 megabyte. Samtidig taler mobilbrugere i aldersgruppen 13-17 år nu gennemsnitligt 646 minutter per måned, hvilket er 14 procent mindre end sidste år.
Den eneste aldersgruppe, der taler mindre i mobiltelefon end teenagerne, er voksne over 55 år, oplyser Nielsen torsdag i et blogindlæg, der præsenterer konklusionerne fra analysefirmaets nye rapport.
Det er lettere, hurtigere og sjovere at sende en sms end at lave et opkald, svarer teenagere i Nielsens spørgeundersøgelse. Selv teenagernes mobildatabrug ser ud til at være en udløber af sms-tilgangen: Den mest almindelige datatjeneste er mms, der står for multimedia messaging service.
62 procent af teenage-respondenterne svarer, at de har brugt de såkaldte billedbeskeder i løbet af de sidste 30 dage. Det er en stigning fra 55 procent sidste år.
Mobil internetbrug kommer på andenpladsen med 49 procent. Sidste år var det kun 40 procent af teenagerne, der svarede mobil internetbrug. Langt flere teenagere - 38 procent frem for kun 26 procent sidste år - svarer nu, at de downloader applikationer.
Drengene bruger mest data
Blandt teenagerne overgår det mobile web nu tidligere mobildatatilbud såsom præinstallerede spil, download af ringetoner og instant messaging, oplyser Nielsen.
Sms er den største årsag til at eje en mobiltelefon for 43 procent af de adspurgte teenagere i forhold til 42 procent sidste år. Sikkerhed er den andenstørste årsag, der bliver henvist til af 35 procent af de adspurgte teenagere, mens "holde forbindelsen med venner" henvises til af 34 procent.
Selvom de kvindelige teenagere fører an i sms-tendensen og gennemsnitligt modtager 4.050 sms per måned sammenlignet med 2.539 for de mandlige teenagere, så bruger drengene mere data.
Den gennemsnitlige mandlige teenager i USA brugte 75 megabyte mobildata per måned i andet kvartal i år, hvilket er en kraftig stigning fra blot 17 megabyte sidste år. Den gennemsnitlige kvindelige teenager brugte 53 megabyte i år sammenlignet med blot 11 megabyte sidste år.
Oversat af Thomas Bøndergaard