47,9 milliarder kroner.
Det er, hvad TDC's aktier er værd på børsen lige nu.
Spørgsmålet er dog, om værdien på børsen reelt set er et udtryk for, hvad selskabet er værd.
Det har Computerworld spurgt aktieanalytikerne Morten Imsgard fra Sydbank og Lars Terp Paulsen fra Jyske Bank om.
"Der er en lille smule handel i aktien, så dens nuværende handelsværdi er ikke så dårligt et bud. Det kan ikke afvises, at køberne (som TDC's ejere skal sælge til, red.) vil kræve en lille smule rabat i forhold til den aktuelle kurs," siger Lars Terp Paulsen.
Sydbanks Morten Imsgard mener ligeledes, at TDC's nuværende børsværdi til en vis grad er en indikator.
"Når TDC skal sælges, skal det nok sælges med en form for rabat til de nye investorer, fordi så stor en placering ude i markedet kommer ikke til at ske til den kurs, som vi ser nu," siger Morten Imsgard.
Sammenligner med andre
En værdisætning af et teleselskab kan ske ved at se på selskabets resultat før afskrivninger, renter og særlige poster - kaldet EBITDA i fagsprog. Dette resultat endte på 13 milliarder kroner i 2009, som er det seneste regnskabsår.
Ifølge Lars Terp Paulsen vil det være rimeligt at værdisætte TDC til omkring seks gange EBITDA og derefter fratrække selskabets gæld. I TDC's tilfælde er gælden 33,5 milliarder kroner.
Det vil sige: (13x6)-33,5 = 44,5 milliarder kroner.
Altså et beløb tæt på de 47,9 milliarder kroner, som selskabet er værd ifølge børsværdien. Lars Terp Paulsen sammenligner TDC med andre teleselskaber i Europa. Her er British Telecom Group vurderet til en faktor fire, mens TeliaSonera er vurderet til cirka en faktor otte.
"BT Group bliver handlet lavere, men det er fastnetforretning, mens TeliaSonera ligger højere, men her har selskabet et spændende ben i både Europa og Asien. TDC har derimod udsigt til en flad vækst," siger Lars Terp Paulsen.
Morten Imsgard fra Sydbank er enig i, at det er rimeligt at beregne TDC's værdi ud fra en faktor seks i forhold til EBITDA-resultatet - og så fratrække gælden.
"Omkring seks er et niveau, som andre teleselskaber i Europa handles til, så den værdi, som markedet lægger på TDC, stritter ikke ud," siger Morten Imsgard.
Schweiz-selskab indgår endnu
Det er værd at bemærke, at det schweiziske teleselskab Sunrise stadig er en del af TDC-koncernen, da handlen endnu ikke er godkendt af de schweiziske konkurrencemyndigheder. Derfor indgår selskabets resultat også i beregningen.
De fem kapitalfonde, der ejer 87,9 procent af TDC, har allerede udbetalt udbytte for den handel, selvom den kollapsede i første omgang.
Læs også: TDC-ejere beholder milliardgevinst fra aflyst handel
TDC forsøgte i november sidste år at sælge Sunrise via en fusion med Orange i Schweiz, men de schweiziske konkurrencemyndigheder skød aftalen i sænk.
Det danske teleselskab meldte efterfølgende, at det ville gå rettens vej. Men det droppede TDC i juni.
I september lød det så fra TDC, at Sunrise nu blev solgt for over 18 milliarder kroner til CVC Capital Partners. Det er den handel, der endnu ikke er endeligt godkendt af de schweiziske konkurrencemyndigheder.
Læs også: Kapitalfonde scorer en halv million i timen på TDC