Computerworld News Service: EU er ved at tabe kapløbet om at finansiere og fremme forskningen, men spillet er ikke ude endnu, siger EU-kommissær for den Digitale Agenda.
Kommissær Neelie Kroes talte ved lanceringen af ICT 2010: Digitally Driven, der er den største it-begivenhed organiseret af Europa-Kommissionen.
Her var finansiering tydeligvis det varmeste emne.
"I perioder med budgetnedskæringer over næsten hele linjen vil denne type diskussioner om fremtiden for forskning inden for informations- og kommunikationsteknologi helt naturligt få et stærkt økonomisk fokus. Skatteborgere, ministre og folk, der er trængte, har alle god grund til at forvente, at alle offentlige udgifter er behørigt begrundet," siger Neelie Kroes.
"Det gør det dog ikke umuligt at øge de offentlige investeringer i ICT-forskningen. Men det betyder, at vi er nødt til at fremsætte den bedst mulige sag."
Offentlig finansiering
Det er tydeligt, at der er behov for offentlig finansiering.
Langsigtet forskning og udvikling er ofte risikabelt og dyrt.
It-sektoren bruger dobbelt så mange penge som bilindustrien og tre gange så meget som medicinalindustrien på forskning.
I de seneste 30 år har Europa-Kommissionen investeret 149 milliarder kroner i forskning i it, hvilket har øget Europas andel af forskning og udvikling fra 10 til 25 procent af det globale it-marked.
It-forskningen på verdensplan har ført til investeringer af venture-kapital, patenter og højtlønnede ansættelser i næsten alle industrialiserede lande, og på messen Digitally Driven fremvises over 100 offentligt finansierede projekter.
Grøn it, robotter og innovation
De store temaer ved begivenheden i Bruxelles inkluderer grøn it, intelligente robotter og innovation inden for virtuel reality.
Også de fordele, som innovation og forskning kan bibringe, bliver vist frem.
Projekter om grøn energi, der skal skære i CO2-udledningerne, bliver fremvist af BeAware og Solid State Lighting.
Begge projekter har modtaget finansiering under Seventh Framework Programme (FP7).
BeAware har udviklet trådløse interaktive sensorer, der måler hvor meget energi, husholdningsapparater forbruger, hvilket gør det muligt for forbrugerne at identificere synderne og nedsætte deres elforbrug. Teknologien bliver på nuværende tidspunkt testet af familier i Finland og Italien.
Projektet fra Solid State Lighting handler om udviklingen af en organisk LED, der er fem gange så effektiv som almindelige pærer. Da belysning står for 20 procent af hele Europas elforbrug, kan dette projekt hjælpe til drastiske nedskæringer af CO2-udledningen.
Presenccia og Playmancer er begge virtual reality-løsninger, der kan hjælpe folk med fysiske og psykiske handicap.
Presenccia anvender en hjerne-til-computer-grænseflade til at hjælpe fysisk handicappede.
Lamme personer kan skrive
Virtual reality kan hjælpe til at lære folk, der har fået amputeret lemmer, at bruge en protese eller hjælpe folk med lammelse til at skrive.
PlayMancer anvender 3D-spil til at lindre de negative effekter ved psykiske handicap og hjælpe patienter med at håndtere den normale terapi.
Kompaï og iCub er intelligente robotter, der er designet til at syge, handicappede eller ældre, som har brug for hjælp i dagligdagen. Kompaï kan tale og forstå, hvad der bliver sagt og finde vej rundt i huset. iCub kan sidde, kravle og samle objekter op, og vil lære af sine omgivelser ligesom et barn.
Innovationer som disse kunne ikke lade sig gøre uden offentlig finansiering.
Der vil blive offentliggjort en evaluering af FP7 før året er omme.
Denne evaluering vil danne grundlaget for strukturen af FP8, som vil træde i kraft i 2013.
Oversat af Thomas Bøndergaard