Stortest: Fem digitale spejlreflekskameraer til små penge
Året var 2003, og priserne for et digitalt spejlreflekskamera (D-SLR) i et leje, hvor kun professionelle fotografer kunne være med.
Men så skete der noget spændende. For både Canon og Nikon barslede med hver sin D-SLR-model til en pris under den dengang magiske 10.000-kroners grænse.
Siden er det gået rigtig stærkt og i nærværende stortest, deltager kandidater, som kan erhverves for 3.000 til 6.000 kroner inklusive et standardobjektiv.
Kandidaterne
Vi har udvalgt fem testdeltagere: Canon EOS 1000D, Nikon D60, Olympus E-520, Pentax K200D samt Sony Alpha 200, som i kit-versionen med objektiv hedder Alpha 200K.
Uden på nuværende tidspunkt at skulle udløse nogen form for spænding, kan vi godt afsløre, at der gemmer sig muligheder for god fotokvalitet i disse kameraer. Og det til priser, der for blot få år siden ville være fuldstændigt utopiske.
Alle kameraer i testen er testet i et kit med kamerahus og objektiv, og i et enkelt tilfælde består kittet endog af to objektiver.
Hvad lægger vi vægt på?
Ved en sammenlignende test af digitale spejlreflekskameraer er det vigtigt, at man vælger nogle testkriterier, der indebærer, at man uproblematisk kan sammenligne de enkelte testkandidater. Samtidigt er det selvfølgelig vigtigt, at testsuiten er så neutral som muligt for ikke at tilgodese en eller flere testkandidater på bekostning af andre.
Først og fremmest handler det om at finde frem til en række testprocedurer, der dels er reproducerbare (således at denne stortest umiddelbart kan sammenlignes med kommende kameratest), og umiddelbart har betydning for det, det hele handler om - nemlig at tage gode fotos.
Hvilke parametre vi lægger vægt på, og hvordan de testes, kan du læse meget mere om i afsnittet "Sådan tester vi".
Baggrund: Sådan tester vi
For at være i stand til at sammenligne de her testede D-SLR-kameraer med efterfølgende test har vi udviklet en testsuite bestående af både studieoptagelser og udendørsoptagelser.
Hvidbalance og farvetest
Hvidbalance og farvetest foregår ved hjælp af et almindeligt tilgængeligt fototarget i form af en GretagMacbeth ColorChecker. Her udvælges ren rød, grøn, blå, hvid, sort og grå, som efter fotografering udmåles ved hjælp af værktøjerne i Adobe Photoshop CS3.
Flashens udlysning, makrofunktionens dækningsområde (hvis der findes en sådan) og de optiske forvrængninger måles ved hjælp af egenudviklede targets med præcise net.
Endelig foretages vurderingerne af farveforvrængning og kromatisk aberration ved optagelser foretaget ude af studiet, for det er her - i praksis - at disse egenskaber spiller en rolle, og det er derfor også her, de skal vurderes. Ved at udvælge passende motiver kan det relativt let vurderes, om de enkelte testkandidater lider af nogen af de omtalte forvrængningsformer.
Farveforvrængning
På engelsk kaldes det for "Purple fringing", og der er tale om den hyppigst forekommende form for kromatisk aberration - en forvrængningsform, der ses som violette skygger i kontratsrige områder mellem højlys og skygger - eller ved mørke partier i motivet. Fænomenet skyldes, at objektivet fokuserer lys med forskellige bølgelængder forskellige steder på billedsensoren. Anvendelse af akromatiske linseelementer med forskellige optiske egenskaber i objektivet - blandt andet linseelementer med såkaldt refraktivt brydningsindeks - nedbringer den kromatiske aberration.
Farveforvrængning optræder som oftest i billedets kantområder og skyldes, at ikke alt lyset herfra når ned til billedsensoren.
Årsagen er, at objektivet ikke samler alt lyset, så det falder vinkelret ind på billedsensoren - et forhold der ikke påvirker film, der er følsom for lys fra alle retninger.
Flashens udlysning
Med flashens udlysning menes dels, hvor lang en rækkevidde flashen har, dels hvordan den dækker arealet. Typisk vil flashen danne mørkere områder i billedets fire hjørner, når man fotograferer med vidvinkelobjektiver, eller med zoomobjektivet indstillet på mindste brændvidde.
Det er en parameter, der kun yderst vanskeligt lader sig måle objektivt, men ved at fotografere en hvid væg eller et passende testtarget kan man relativt nemt kvantificere udlysningen i termer som "Tilfredsstillende", "God", "Middel"og så videre.
Vignettering
Billigere zoomobjektiver kan indføre et begreb, der kaldes for vignettering. Det betyder, at en del af selve zoomobjektivets "rør" bliver synlig, hvilket medfører at billedets 4 hjørner bliver mørkere end resten af billedet.
Hvidbalance
Hvidbalancen er nært knyttet til lysets temperatur målt i grader Kelvin (K). Eksempelvis er sollys om formiddagen mere hvidt end om morgenen og om eftermiddagen, hvor det er gulligt. Tilsvarende har forskellige kunstige lyskilder forskellige farver, som det menneskelige øje i vidt omfang automatisk tilpasser sig. Det digitale kamera anvender den hvide farve som udgangspunkt for fastlæggelse af den korrekte farvebalance og forsøger derfor at identificere noget hvidt i ethvert motiv, hvis hvidbalanceindstillingen er sat til automatisk.
Det tester vi ved hjælp af det føromtalte GretagMacbeth target og kontrolleret studielys - med digitalkameraerne indstillet til automatisk hvidbalance. Ved efterfølgende at udmåle den rene røde og blå farve kan det fastslås, hvor præcist kameraets hvidbalance fungerer.
Billedstøj
Billedstøj kan være et meget irriterende fænomen, og dannes fordi billedsensorens siliciummateriale afgiver en vis elektrisk baggrundsstøj. Billedstøjen er temperaturafhængig (hvorfor meget kostbare professionelle digitalkameraer anvender køleanlæg til nedfrysning af billedsensoren), og da støjen er konstant (ved konstant temperatur) vil størrelsen af de enkelte pixels desuden spille en markant rolle.
Jo flere pixels, der presses sammen på et givent areal, jo mere billedstøj vil der dannes. Derfor støjer digitale spejlreflekskameraer langt mindre - da de anvender meget større billedsensorer til stort set samme antal pixels - end digitale kompaktkameraer med små billedsensorer.
Når billedstøjen er farveafhængig hænger det sammen med de anvendte farvefiltre foran billedsensorens pixels. For de tre grundfarvefiltre (rød, grøn og blå) tilbageholder varierende dele af lyset, hvorfor man må kompensere elektronisk ved at forstærke signalerne - og dermed også billedstøjen.
Vi foretager derfor en række optagelser af samme motiv i studiet, hvor samtlige ISO-indstillinger kommer i anvendelse. Efterfølgende foretager vi en simpel sammenligning af de forskellige fotos.
Optisk forvrængning
Zoomobjektiver har en tendens til at indføre en optisk forvrængning i de to yderområder, ved henholdsvis mindste vidvinkel og største teleindstilling.
Vidvinkelindstillingens forvrængning kaldes for tøndeforvrængning, fordi billedets geometri kommer til at ligne en tønde, der bulner ud på midten.
Omvendt indfører teleindstillingen en såkaldt pudeforvrængning, fordi billedgeometrien kommer til at minde om en pude der bulner ind på midten.
Begge optiske forvrængningsformer måles ved hjælp af et target med præcist netmønster.
Canon EOS 1000D
Da Canon introducerede EOS 300D for fem år siden, var det i skarp prismæssig konkurrence med Nikon D70.
Begge kameraer var faktisk klar til at sende ud på fotoforretningernes hylder, men ingen af de to kamerakæmper turde komme først med en pris.
Canon kom en uges tid eller to før Nikon og beholdt førerpositionen inden for digitale spejlreflekskameraer i prissegmentet under de 10.000 kroner gennem de kommende par år.
I de fem år, der siden er gået, har både Canon EOS 400D og EOS 450D set dagens lys i samme prismæssigt attraktive segment, og de fleste konkurrenter har introduceret D-SLR-modeller i samme prisleje.
I dag hedder det prismæssigt særdeles attraktive segment 5.000 kroner, og Canon har længe savnet et nyt bud i dette område. Det er nu kommet i form af EOS 1000D, som specifikations- og designmæssigt placerer sig et sted mellem EOS 400D og EOS 450D.
Der er tale om et kamera, som anvender en CMOS billedsensor med 10,1 millioner pixels, 2,5 tommer LCD-skærm, 7-punkts autofokus-system og ingen spot-måling (præcis som EOS 400D).
Tre billeder i sekundet
Til gengæld har Canon forsynet EOS 1000D med Live View med både fase- og kontrast-detekterende autofokusfunktion, SD/SDHC flashkort til billedlagring, samt en betjening og menu, der minder meget om EOS 450D. Desuden er der indbygget automatisk sensorrengøring, og serieoptagelser med tre billeder per sekund i op til 514 billeder - eller flashkortets kapacitet, hvad end der kommer først.
At Canon har måttet skære nogle hjørner for at bringe EOS 1000D ned i pris, afsløres for eksempel af den manglende gummibelægning på kameragrebet - en gummibelægning, der både fandtes på EOS 400D og EOS 450D. Plastoverfladen er blot gjort ru.
Prismæssigt er der til gengæld ikke gået på kompromis med de ting, som har afgørende betydning for de fotomæssige kvaliteter. Canon anvender samme Digic III-billedprocessor som i EOS 400D og EOS 450D - og for øvrigt også i deres langt dyrere professionelle modeller som eksempelvis EOS 1Ds Mk. III. Og kameraet bundles med et særdeles godt objektiv, nemlig det optisk billedstabiliserede EF-S 18-55mm F3.5-5.6 IS med et fokusområde, der strækker sig fra 25 centimeter til uendeligt.
Med den anvendte billedsensor (arealet er på 22,2 x 14,8 mm) skal brændvidden multipliceres med 1,6 til 29-88mm. Men stadigvæk en ganske pæn vidvinkel, og et rimeligt lysstærkt objektiv af et bundle-objektiv at være.
På tidspunktet for nærværende stortest var EOS 1000D så nyt, at end ikke Canon havde en RAW-konverter klar. Og naturligvis er kameraets CR2-filformat ikke identisk med nogle af Canons øvrige RAW-formater. Heller ikke Adobe havde en ny Camera Raw-læser klar, hvorfor vurderingerne af testskuddene alene er baseret på kameraets JPEG-filer.
God brugervenlighed
Betjeningsmæssigt har Canon fået rigtigt mange funktioner knyttet til toppladens programvalgshjul, hvorfra eksponeringsfunktionerne vælges. Her findes de sædvanlige P, A, S og M samt fuldautomatisk eksponering og en række motivvalg - et af disse kobler ganske enkelt flashen fra.
For at lette betjeningen tænder og slukker EOS 1000D selv for de relevante og tilgængelige funktionsindikeringer på LCD-skærmen, hvilket i høj grad er medvirkende til at øge brugervenligheden.
Via direkte tilgængelige trykknapper er funktioner som lysmålingsmetode (evaluerende, partiel eller centervægtet), fremføringstilstand (enkelt optagelse, kontinuerlig optagelse eller selvudløser), autofokusfunktion (one shot, AI Fokus eller AI Servo) samt billedindstillinger (standard, portræt, landskab, neutral, troværdig, monokrom samt tre brugerdefinerede) meget nemme at vælge og indstille.
Tilsvarende trykknapper åbner for ISO-indstillingen og valg af autofokuspunkt. Det lyder af mange trykknapper, men de er meget lette at betjene, og overflødiggør en roden rundt i menusystemet.
Live View-funktionen aktiveres meget enkelt ved et tryk på SET-knappen, og ønskes det kan fokus- og (hvis valgt) eksponeringspunktet frit flyttes rundt.
Lav billedstøj
EOS 1000D kan lysfølsomhedsmæssigt indstilles mellem ISO100-1.600, og især de højere indstillinger - dem fra ISO800 og op - plejer at være prægede af billedstøj. Her overrasker kameraet meget positivt, idet der på optagelser i dette ISO-område ikke er nogen nævneværdig billedstøj. Det er faktisk ret godt gået af en DSLR-model i dette prisleje.
I det hele taget tegner det medfølgende 18-55mm objektiv dejligt skarpt, og kameraets Digic III-processor får rigtigt gode og naturlige fotos ud af fotografens anstrengelser.
Objektivet kan pudsigt nok komme tættest på motivet og udnytte den højeste opløsning i teleenden. Således målte vi en opløsning på 531 pixels per tomme (og en smule pudeforvrængning) i objektivets vidvinkelende (18 mm), men 1.496 pixels per tomme i teleenden (55 mm).
Vurdering: 4/6
- Galleri med 1000D
Nikon D60
Nogle gange går tingene hurtigt. Det er eksempelvis tilfældet med prisen på vores næste testkandidat, Nikon D60.
Da vi anmeldte kameraet den 7. maj (læs anmeldelsen her) lå den vejledende udsalgspris på 5.795 kroner i en bundle med det gode allround-objektiv AF-S DX VR NIKKOR 18-55mm f/3.5-5.6G.
Mens vi testede kittet nedsatte Nikon Danmark denne pris med 1.000 kroner - og det gør bestemt ikke kameraet mindre attraktivt.
Med D60 har Nikon udviklet en D-SLR-model, der for enhver Nikon-fotograf føles præcist som et Nikon-kamera skal. Tingene sidder, hvor man er vant til det - selv om kamerahuset er blandt de mindste SLR-huse Nikon til dato har produceret.
Og netop størrelsen er muligvis en indikator for, at Nikon med D60 forsøger at udvide markedssegmentet til også at omfatter kvindelige (amatør)fotografer. For alle undersøgelser viser, at kvinder foretrækker de lidt mindre D-SLR-modeller.
Farvel til CompactFlash
Den mindre størrelse betyder også, at Nikon har vinket farvel til CompactFlash som det foretrukne format for datalagringskort og har forsynet dette kamerahus med en SD-kortlæser, der også håndterer SDHC-flashkort med høj kapacitet.
Også kameraets LCD-skærm må indordne sig under de mindre pladsforhold - den er på 2,5 tommer. I betragtning af at Nikon med omkring 920.000 pixels på D3, D300 og D700's LCD-skærme godt kan lave rigtigt gode LCD-skærme, forekommer det underligt at LCD-skærmen på D60 blot rummer 230.000 pixels.
D60 anvender en CCD-baseret billedsensor i APS-C format (23,6 x 15,8 mm) med 10,2 millioner pixels, og mesterskuddene kan enten lagres som JPEG eller i Nikons eget RAW-format kaldet for NEF - eller begge dele samtidigt.
Desværre fornyr Nikon NEF-formatet hver gang der kommer et nyt digitalt SLR-kamera, hvorfor man må en tur forbi Adobe for at hente en ny Camera RAW plug-in til Photoshop - hvad enten man bruger amatørudgaven eller den professionelle version.
I takt med tidens krav har Nikon spækket D60 med masser af automatiske funktioner. Øjesensoren slukker automatisk LCD-skærmen, når man holder kameraet op for øjet. Aktiv D-Lighting udjævner ekstreme lysmæssige forskelle mellem højlys og skyggeområder, hvorved detaljerne bliver mere tydelige. Der er tale om en destruktiv billedbehandling, der heldigvis kan slås til og fra efter behag. Om man kan lide den, er en personlig ting - vi foretrækker at fotografere i RAW-format, og fremhæve de elementer, vi selv vil, på den måde vi foretrækker.
Nikon har også indbygget 10 retoucheringseffekter i D60, men her er der heldigvis tale om en non-destruktiv billedbehandling, idet den foregår på en kopi af billedet.
Blot tre punkters autofokus
3D Color Matrix II lysmåling har D60 arvet fra sine langt dyrere, professionelle familiemedlemmer. Det er Nikons meget avancerede måde at måle lyset i farver, som sikrer korrekt lysmåling under selv meget vanskelige lysforhold.
Autofokusfunktionen er til gengæld blevet barberet ned til blot 3 punkter placeret horisontalt over søgerfeltet, og live view findes ikke på D60.
Bundle-objektivet er et af Nikons virkelig gode. Det er på mange punkter et fint allround-objektiv, der blandt andet kan gå meget tæt på motivet, selv om det ikke indeholder en decideret makrofunktion. Således målte vi en opløsning på 1.561 pixels per tomme ved korteste fokuseringsafstand i 55mm enden.
Det har, som VR-delen af navnet antyder, indbygget vibrationsreduktion til reduktion af kamerarystelser, og denne version gør det muligt at arbejde med op til tre trins længere eksponeringstider end vanligt.
Billedmæssigt er D60 meget let at få til at lave gode resultater. Ud over de fire faste eksponeringsrutiner P, A, S og M udgør motivprogrammerne fine alternativer, som det gode objektiv til fulde understøtter. Farvegengivelsen er så naturlig, som det næsten kan gøres, og detaljegengivelsen ligger i top - prisklassen taget i betragtning.
Vurdering: 5/6
- Galleri med D60
Olympus E-520: Testvinder
Olympus E-520, der skal erstatte E-510, er et digitalt spejlreflekskamera, der er så fyldt med avancerede funktioner, at det har været noget af en udfordring for Olympus' ingeniører at skabe et menusystem, der gør det blot nogenlunde tilgængeligt.
Om det er lykkedes, er vanskeligt at svare på - det må komme an på en personlig vurdering. Vi har ikke noget imod indviklede menusystemer, hvis der blot er en mening med galskaben. Og det er der i tilfældet E-520.
Kameraet er baseret på Olympus' eget FourThirds system, der er ved introduktionen i 2002 var designet helt fra grunden - både hvad angår kamerahuse og objektiver.
E-520 er opbygget omkring en live MOS billedsensor (og har dermed live view) med en opløsning på 10 millioner pixels, og med en række funktioner, som er hentet fra FourThirds-systemets professionelle modeller.
Indbygget billedstabilisering
Indbygget optisk billedstabilisering af billedsensoren (så det virker med alle objektiver), ansigtsgenkendelse og automatisk skyggejustering, indbygget styring af trådløse flashenheder, preview af dybdeskarphed, mulighed for meget omfattende informationer om den planlagte optagelse samt sensorrensesystem, er blot blandt de mest iøjnefaldende.
Da der i FourThirds-systemet anvendes en mindre billedsensor end den traditionelle APS-C (brændviddeforlængelsesfaktoren er 2,0 gange), og afstanden mellem objektivets bagerste linseelement og billedsensoren er mindre, er det blevet muligt at bygge forholdsvis små kamerahuse - og meget mindre og lettere objektiver. Alligevel er der blevet plads til en LCD-skærm på 2,7 tommer, og CompactFlash som flashkort til billedlagring.
I nærværende stortest har vi fået E-520 i et bundlekit med to objektiver. Dels et Zuiko 14-42mm F3.5-5.6 ED, dels et Zuiko 40-150mm F4-5.6 ED - der henholdsvis opfører sig som et 28-84mm og et 80-300mm objektiv.
På trods af de omtalte avancerede funktioner bør begynderen ikke blive afskrækket, for E-520 byder på (næsten) alt inden for automatik. Fra fuldautomatisk over programmeret eksponeringsautomatik og lukkertids- samt blændeprioriteret til fuldt manuelt. Og så findes der til og med over 30 automatiske motivprogrammer.
Et kamera, der funktionsmæssigt kan vokse med fotografens egen udvikling og behov.
Styring af trådløs flash
På linje med flere andre testkandidater rummer også Olympus E-520 en automatisk skyggejustering, som eksponerer forskellige dele af billedet forskelligt - en ting, der ellers kun er muligt ved hjælp af billedredigering. Om man bryder sig om kameraets måde at gøre dette, er naturligvis en smagssag, og funktionen kan slås til og fra efter behag. Vi lader den være slået fra.
I forbindelse med live view-funktionen kan man vælge mellem forskellige fokusfunktioner. Således kan der dels fokuseres ved hjælp af en ekstra autofokussensor, via CCD-sensoren - eller ved hjælp af en hybrid kombination.
Ud over at E-520 har indbygget flash, er kameraet forberedt til at arbejde med eksterne, trådløse flashenheder, som kan styres i op til 3 individuelle grupper. Og nu vi er ved det trådløse, kan der som ekstraudstyr anskaffes en trådløs fjernudløser. Dennes funktion kan indstilles til enkeltskud, serieoptagelse eller forsinket udløsning.
Den optiske billedstabilisering fungerer ved at flytte billedsensoren imod rystelsernes retning, der detekteres af en gyro. Dermed virker den sammen med alle objektiver, man kan skrue på E-520. Det bør på sigt tjene sig ind, da de stabiliserede objektiver ellers ofte er noget dyrere.
Når man arbejder med E-520, kan man ikke undgå at blive imponeret over, at så fysisk lille et kamera dels kan indeholde så mange funktioner, dels at så små og lette objektiver er i stand til at tage så gode fotos, som tilfældet er. Farvegengivelse og detaljerigdom er i topklasse.
Blot skæmmes helhedsindtrykket af en noget langsommelig billedlagring, og af en optisk søger, der ikke er ret stor.
Man bliver desuden hurtigt glad for, at arbejde med LCD-skærmens live view.
Vurdering: 5/6
- Galleri med Olympus E-520
Pentax K200D
Lige siden Asahiflex I, det første japanske SLR-kamera, så dagens lys i 1952 har Pentax løbende udviklet de specielle teknologier, som kendetegner virksomhedens kameraer.
For øvrigt er selve navnet en sammentrækning af PENTAprims refleX, idet netop Asahiflex I, som det første spejlreflekskamera anvendte en penteprisme-baseret søger og et spejlrefleks-system til at kaste søgerbilledet op i pentaprismet.
I dag er denne søgerform næsten standard og er da også at finde på Pentax' nyeste digitale udspil K200D.
De rå data taler om 10,2 millioner pixels og Pentax' egen optiske billedstabilisering kaldet for SR - Shake Reduction, hvormed man ifølge producenten skulle være i stand til at arbejde med 2,5 - 4,0 lavere eksponeringsværdier, uden at mesterskuddene af den grund bliver ødelagt af kamerarystelser.
Testen her viser at det mest realistiske nok er et sted mellem 2-3 EV. Populært sagt er CCD-billedsensoren "ophængt" i et magnetfelt og kan derfor flyttes rundt, styret af en gyromekanisme, der måler rystelsernes retning og størrelse. Dermed fungerer SR-systemet med ethvert objektiv, man kan montere på K200D.
K200D er forsynet med Pentax' K-bajonetfatning, hvorved ældre Pentax-objektiver kan anvendes sammen med kameraet.
God støvforsejling
Kamerahuset er hermetisk lukket ved hjælp af 60 forseglinger i kamerahuset og 14 på batterigrebet (D-BG3 er ekstraudstyr), som sørger for at holde fugt, støv og sand ude af kameraet.
Selve kamerahuset er opbygget i glasfiberarmeret polycarbonat med et chassis i rustfrit stål, hvad der burde sikre en vis holdbarhed. Desuden er kameraet udrustet med den såkaldte Dust Removal funktion, som holder billedsensoren ren. For naturligvis kan der komme støv og sand ind i kameraet ved objektivskift.
I forhold til dagens 3,0 tommers "standard" inden for LCD-skærme er den 2,7 tommer store skærm på K200D måske lidt lille, men der er faktisk ikke plads til en større skærm, medmindre man gør selve kamerahuset større. Og netop størrelsen er meget heldigt valgt, for kameraet falder meget behageligt og naturligt "på plads" i højrehånden. Det gummiforede håndgreb sikrer, at man har styr på kameraet, også selvom det er varmt, og man sveder.
Lysfølsomhedsprioritet
Pentax introducerer med Sv et nyt begreb inden for eksponeringskontrol. Med Sv (lysfølsomhedsprioritet) prioriterer fotografen lysfølsomheden (ISO-værdien), hvorefter automatikken vælger den bedste kombination af blændeåbning og lukkertid.
For øvrigt kan fotografen med eksponeringskontrollen sat til programmeret automatik selv styre valget af lukkertid/blændeåbning; blot styrer kameraets indbyggede automatik at belysningen bliver rigtig.
Med 22 eksponeringsprogrammer, hvoraf otte er motivprogrammer, der blandt andet omfatter "Stearinlys", "Kæledyr", "Mad" samt "Surf & sne" burde man som fotograf med K200D i fototasken ikke løbe tør for kreative muligheder lige med det første.
Nemt RAW-format
Naturligvis kan K200D fotografere i RAW. Faktisk kan man vælge, om man ønsker at gemme sine fotos i Pentax' eget RAW-format kaldet for PEF, eller i det efterhånden standardiserede Adobe-format for "digitale negativer" DNG. Kameraet kan gemme i JPEG eller RAW samt RAW og JPEG samtidig. Og ved hjælp af trykknappen mærket RAW kan man bladre igennem disse valg uden at skulle en lang tur ned i menusystemet. Meget brugervenligt.
Ud over at tage enkeltbilleder kan K200D naturligvis optage billedserier med enten 2,8 (Hi) eller 1,1 (Low) billede per sekund. I JPEG kan man med 1,1 billede per sekund skyde løs, indtil flashkortet er fuldt, og i RAW eller Hi JPEG-indstilling er det op til fire fotos. Imidlertid er der en lille finurlighed, fordi hastigheden tilsyneladende afhænger af, om eksponeringssystemet og autofokussen kan nå at følge med.
Flytter man kameraet under optagelse af billedserier falder hastigheden i hvert fald markant, hvorfor K200D ikke vil være velegnet til optagelse af sportskampe med en vis hastighed i afviklingen. Så er det nok bedst at holde sig til fotos af stavgang eller skak.
Ved hjælp af funktionsknappen Fn har man direkte og meget let adgang til de mest benyttede indstillinger. Herunder valg af ISO, der for K200Ds vedkommende ligger mellem 100-1.600.
Testen er baseret på RAW-fotos, som i Photoshop er konverteret til JPEG uden at ændre indstillingerne på nogen måde. Noget overraskende viser det sig, at fotos taget i hele ISO-området stort set er lige støjfri, og at fotos taget i både ISO 800 og ISO 1.600 er særdeles brugbare. Vælger man at lade kameraet vælge ISO-indstillingen, kan man naturligvis selv bestemme, inden for hvilke grænseværdier dette skal foregå.
Ingen live view
Kameraet har ikke mulighed for live view, men har til gengæld funktionen Digital Preview. Når ringen rundt om udløserknappen drejes mod højre tages et foto, der blot ligger i kameraets indbyggede hukommelse. Er man tilfreds med resultatet trykkes på Fn-knappen, hvorefter billedet gemmes på flashkortet.
Fovitech, der er dansk importør/distributør for Pentax, markedsfører K200D i to forskellige bundles med henholdsvis et 18-55mm F3.5-5.6 objektiv samt yderligere et 75-300mm F4.5-5.8.
K200D laver fotos præget af stor detaljerigdom, og med den indbyggede Dynamic Range Expansion er det muligt at undgå udbrændte højlys og skyggeområder uden detaljer.
Hvorvidt man ønsker at anvende denne funktion, der alt andet lige udfører billedbehandling, må være op til den enkelte at afgøre. De mange indstillings- og justeringsmuligheder, der takket være et særdeles brugervenligt design er meget nemme at finde og anvende, betyder, at man som fotograf med K200D næppe havner i en situation (sportsfotografering undtaget), kameraet ikke kan magte.
Vurdering: 5/6
- Galleri: Pentax K200D
Sony Alpha 200
Siden Sony introducerede sit første Alpha-kamera, det hed Alpha 100, for et par år siden, er der flydt en lind strøm af nye familiemedlemmer fra virksomheden - og seneste skud på stammen er Alpha 200, der her testes i kit-form (så hedder det Alpha 200K) sammen med et 18-70mm F3.5-5.6 objektiv.
Familien består således af modellerne Alpha 200, 300, 350 samt Alpha 700.
Der er tale om et digitalt spejlreflekskamera med en CCD-baseret billedsensor med 10,2 millioner pixels på chippen, som har lånt flere faciliteter og funktioner fra storbror Alpha 700 - heriblandt Bionz billedbehandlingsprocessoren, samt en på papiret meget effektiv støjreduktionsteknologi, hvor støjreduktionen foregår på selve CCD-chippen.
Det har gjort det muligt at lade kameraet gå helt på til ISO 3.200 - om det også holder i praksis afsløres lidt senere.
Indbygget billedstabilisering
Sony anvender sin egen SuperSteadyShot optiske billedstabilisering, der er indbygget i selve kamerahuset, og derfor fungerer sammen med alle Alpha-objektiver, man kan skrue fast på huset. Funktionsmæssigt giver det en fordel på mellem 2,5 - 3,5 EV afhængig af objektiv og optagesituation.
Funktionsmæssigt er Sony-kameraet noget begrænset i forhold til, hvad andre testdeltagere har at byde på. Også på Alpha 200 findes der en "Fn"-knap, der dog umiddelbart er meget nemmere at bruge idet den simpelthen åbner op for en mini-menu, med de mest anvendte funktioner: flashstyring, lysmålingsmetode, autofokusmetode, autofokusområde, hvidbalance samt D-områdeoptimering - hvor sidstnævnte dækker over en funktion, som "optimerer" kameraets dynamiske område ved at udjævne de største forskelle mellem højlys og skyggeområder.
Sony har forsynet Alpha 200 med en billedsensor med antistatisk overflade, som er støvafvisende, og sammen med CCD-skiftemekanismen skulle det sikre støvfrie fotos. Der har da heller ikke været støv eller anden form for skidt på nogle af vores fotos.
Nemt at gå til
I det hele taget er Alpha 200 meget let at gå til. Antallet af betjeningsknapper er ikke på nogen måde overvældende, og sammen med de mange automatiske funktioner skulle begynderen, såvel som den lidt mere avancerede amatørfotograf, have nok at gå i gang med.
Hastighedsmæssigt er der forholdsvis stor forskel på, om man fotograferer under gode lysforhold, så er den generelle arbejdshastighed helt fin, eller om man fotograferer under ringe lydforhold, hvor både fokusering og billedbehandling/lagring kan tage uforholdsmæssig lang tid.
I modsætning til flere af de øvrige testdeltagere anvender Alpha 200 en 9-punkts autofokus samt såkaldt Eye Start AF-system, der allerede begynder at fokusere, når man holder kameraet op for øjet.
Det er faktisk vældig smart, og noget vi forhåbentligt kommer til at se mere til - også fra andre producenter.
Ud over de almindelige eksponeringsfunktioner (P, A, S og M) rummer Alpha 200 seks motivprogrammer samt otte såkaldte "Creative Styles", som ændrer farvegengivelsen - den kan heldigvis også kobles fra.
Ude i marken tager Alpha 200 flotte og farvemættede fotos med stor detaljerigdom. Godt nok står der "Macro" på objektivet, men med en tætteste fokuseringsafstand på 38 centimeter er der ikke megen makrofunktion over det. Selv om man fotograferer i klart sollys, kniber det med dybdeskarpheden, når man går tæt på motivet, og i det hele taget er det ikke helt nemt at kontrollere objektivets dybdeskarphed.
Tager man blot "happy snapper" fotos, vil man næppe nogensinde bemærke det, men har man en seriøs interesse i foto skal der et bedre objektiv end dette standard-objektiv til. Det kan kamerahuset også sagtens bære.
Vurdering: 3/6
- Galleri: Sony Alpha 200
Er der fællestræk?
RAW-fotografering er nu for alvor slået helt igennem i D-SLR-segmentet, ofte i kombination med muligheden for samtidig at lagre et eksemplar af billedet i JPEG.
Det indebærer, at man meget ofte er i stand til at redde fotos, der på en eller anden måde ikke er blevet, som de skulle være. Kameraets automatik er måske blevet "snydt" og har over- eller undereksponeret billedet, eller den automatiske hvidbalance har fejlvurderet situationen.
Uskarphed er det eneste RAW-fotografering ikke kan gøre noget ved. Hvorvidt man blot ønsker at "fremkalde" sine RAW-billeder ved hjælp af kameraproducentens medfølgende software, eller hellere vil udnytte de langt bedre muligheder, der ligger i nogle af de professionelt designede RAW-konvertere på markedet, må være et spørgsmål om behov og pengepung.
Ansigtsgenkendelse
Ansigtsgenkendelse er et andet fællestræk, der er ved at slå igennem fra de digitale kompaktkameraer i erkendelse af, at rigtigt mange potentielle købere af D-SLR-modeller i dag anvender en kompaktmodel og ønsker samme funktioner.
Og så er der det med størrelsen. Flere producenter udvikler i dag mindre D-SLR-modeller - primært for at tiltrække kvindelige fotografer, som flere uafhængige undersøgelser viser, at der bliver flere og flere af i D-SLR-segmentet.
Nye funktioner i kameraerne
Hvor spejlreflekskameraer i "gamle" dage med hensyn til eksponeringsautomatik kunne nøjes med de fire grundlæggende muligheder i P, A, S og M (programmeret automatik, blændeprioriteret, lukkertidsprioriteret og fuldt manuel) har motivprogrammerne holdt deres indtog. Og det er helt fint, at man som begynder kan vælge den grad af automatisering, som passer til ens behov.
Lur mig om ikke også en del halv- og helprofessionelle fotografer bruger motivprogrammerne ind imellem.
Konklusion: Tæt løb, men én vinder
Når vi både medtager studieoptagelser og optagelser foretaget i marken, hænger det sammen med flere ting.
Studieoptagelserne foretages under kontrollerede lysforhold og kan bruges til at sige en hel del om kameraernes evne til at gengive farver korrekt. Omvendt er der næppe nogen af de her testede kameraer, der vil finde vej til en professionel fotografs fotostudie - dertil er de trods alt for prisbillige.
Men netop amatørfotografens behov for at tage billeder under skiftende vejr- og lysforhold illustreres gennem testbilleder optaget udendørs. Hvor omskiftende, og dermed usammenlignelige, motivernes end må være. For udendørs kan lyset skifte utroligt hurtigt, hvorfor samme motiv optaget med to forskellige kameraer kan give hvert sit resultat - selv om man er rap på fingrene til at skifte kamera.
Mange gode takter
Canon EOS-1000D overrasker med sin fine beherskelse af billedstøjen ved høje ISO-værdier - et træk, der i varierende omfang går igen hos flere andre testmodeller. At Canon har skåret et par hjørner for at bringe kameraet ned i pris er forståeligt, virksomhedens totale kameraprogram taget i betragtning.
Nikon D60 har arvet et par funktioner fra Nikons langt dyrere, professionelle kameramodeller, og kit-objektivet er blandt de bedre. Alt i alt et rigtigt godt bud på et begynder-kamera.
Olympus E-520 overrasker meget positivt på flere områder. Ikke mindst ved at tilbyde et kit med to objektiver til en pris, der kun er en smule højere end resten af testkandidaterne. Kameraets mange funktioner sikrer, at det kan følge med fotografens udvikling fra begynder og et godt stykke op.
Pentax K200D introducerer en ny form for eksponeringskontrol - lysfølsomhedsprioritet. Det hermetisk forseglede kamerahus tæller afgjort på plussiden, hvorimod den faldende fokuseringshastighed ved motiver i bevægelse tæller i modsat retning.
Sony Alpha 200 er et rigtigt godt bud på et begynderkamera, men man skal være indstillet på at købe et bedre objektiv end det medfølgende.
… og vinderen er:
Ved en sammenligning af de mange testfotos og måleresultater er der især to kameraer, som skiller sig ekstra positivt ud: Nikon D60 og Olympus E-520.
Men takket være to objektiver i kittet, og de mange brugbare funktioner, bliver det Olympus E-520, som løber af med den endelige sejr.
