Internet Explorer 9 er et hit
Internettet har stået stille i et par år. Hvis du tænker over det, så virker de fleste websider ret triste i forhold til, hvad vi har vænnet os til med apps på smartphonen og programmer og spil til Windows.
Det skyldes til en vis grad, at der indtil nu ikke har været en ordentlig og åben standard for, hvordan man kan vise rigt indhold som 3D-grafik, HD-video og interaktive elementer, samt at vores webbrowsere ikke har kunnet udnytte alle mulighederne i nyere computere.
Men det bliver der nu lavet om på.
Microsoft har netop lanceret betaversionen af Internet Explorer 9 ved en storslået event i San Francisco, og skal vi tro softwaregiganten, betyder det starten på et helt nyt, bedre og mere indlevende internet.
Hent betaversionen af Internet Explorer 9 her!
Det skal opnås ved at understøtte nye webstandarder som HTML5, der giver udviklere og designere mulighed for at lave websider med væsentlige flere funktioner og mere grafisk lir, og ved at slippe pc'ens kræfter løs.
Nu skal grafikkortet på arbejde
Internet Explorer 9 gør begge dele, og Microsoft er tydeligt stolt af motoren i den nye browser, der er i stand til at udnytte moderne processorer og sprede arbejdsopgaverne over flere CPU-kerner samt bruge den megen regnekraft i nyere grafikkort.
Microsoft fortæller, at nuværende websider og browsere kun bruger omkring 10 procent af ressourcerne i vores pc'er, og at ambitionen med Internet Explorer 9 er at give de resterende 90 procent noget at arbejde med.
Vi blev præsenteret for et væld af websider og benchmarks, der illustrerede Microsofts påstande, og firmaet demonstrerede, hvor hurtigt Internet Explorer 9 fungerer med avancerede HTML5-sider i forhold til browsere som Chrome, Firefox, Safari og Opera.
Kombinationen af HTML5 og hardware-accelerationen i Internet Explorer 9 giver mulighed for seriøst lækkert lir på nettet, og Microsoft har samarbejdet med 70 partnere, der allerede har websider klar, der demonstrerer mulighederne.
Gode eksempler er den nye webside for The Killers, hvor du navigerer rundt på et kæmpe panoramabillede, kan købe ind i en flot, interaktiv butik og se videoer med bandet. Avisen USA Today har en flot temawebside dedikeret til femårsdagen for Katrina-orkanen, og BMW har et frækt websted, hvor du kan savle over en lækker konceptbil. Du kan finde links til alle 70 partner-websites her!
Browseren er scenen og websiden er stjernen
Men det handler ikke kun om ny teknologi og nye muligheder, Microsoft har også givet webbrowserens udseende og brugerinterface en ordentlig overhaling.
Det har resulteret i et meget spartansk brugerinterface med en minimum af knapper og kontroller. Nogen vil måske sige, at Internet Explorer 9 har hentet inspiration hos Google Chrome, men det korte af det lange er, at Microsofts nyeste browser virker som et vindue til nettet, et vindue uden overflødig grafik og distraktioner.
Internet Explorer 9 består i bund og grund blot af et kombineret adresse- og søgefelt, en forvokset tilbage-knap og faneblade, der er placeret på samme linje. Det giver mere plads til websiderne og de vertikale pixel, og det føles som en rigtig fornuftig beslutning. Brugere, der har rigtig mange faneblade åbne, vil dog muligvis blive irriterede over at dele plads med adresse- og søgefeltet, især hvis skærmen ikke har særlig høj opløsning.
Bedst med Windows 7
Har du Windows 7 på maskinen, får Internet Explorer 9 lige pludselig flere tricks oppe i ærmet. Du kan trække en webside ned på proceslinjen, hvor den mere eller mindre opfører sig som et almindeligt Windows-program. Er websiden optimeret til Internet Explorer 9, kan du højreklikke på ikonet i proceslinjen og få adgang til funktionalitet og områder på websiden.
Her på pcworld.dk ville det f.eks. give mening at give adgang til vores forskellige sektioner og emner, og besøger du eksempelvis Facebook, er der nu genveje til Nyheder, Beskeder, Events og dine venner. På Amazon kan du tjekke status på dine ordrer, besøge Kindle-butikken og holde styr på din konto. Microsoft fortæller, at det er muligt at integrere dybere funktionalitet, så du eksempelvis kan styre medieafspilning, noget der allerede er demonstreret på musiktjenesten Jango.com.
Internet Explorer 9 skulle også være mere stabil, da fanebladene nu kører som selvstændige processorer. Det betyder, at hvis en webside hænger, så tager den ikke hele Internet Explorer 9 med sig ned. Microsofts browser har nu endelig også fået en ordentlig download-manager, hvor der endda er indbygget sikkerhed. Henter du et program fra nettet, tjekker Internet Explorer 9 automatisk, om der er tale om ondsindet softwaret, og hvis det er tilfældet, så advarer den dig mod at åbne filen.
Husk ... Det er beta
Der er mange flere nyheder i Internet Explorer 9, end vi har nævnt her, og vi har kun taget et lille smugkig under motorhjelmen. Er du sulten efter mere info, så surf forbi Beautyoftheweb.com og Microsofts TestDrive-side for Internet Explorer 9.
Det er også værd at huske, at vi kun har prøvet betaversionen i få timer, og at der kan være problemer og flossede hjørner på trods af, at softwaren umiddelbart virker utrolig finpoleret. Tænk for eksempelvis på, om din netbank vil virke her...
Vi ved heller ikke, hvordan Internet Explorer 9 opfører sig på Windows Vista, og så er der det kuriøse faktum, at browseren ikke understøtter det aldrende Windows XP.
Microsoft fortæller os, at browseren skulle virke fint på ældre maskiner samt netbooks med sløve Atom-processorer, langsomme grafikkort og begrænset hukommelse, men vi har endnu ikke kastet os ud i det projekt, så også her tager vi vores forbehold.
Det bliver også spændende at se, om den mere effektive brug af flerkerne-processorer og grafikkortet har negativ indvirkning på batterilevetiden i bærbare computere. Microsoft siger umiddelbart nej, men anerkender, at du måske vil se lidt kortere levetid på maskiner med virkelig heftige og strømslugende grafikprocessorer.
Når det er sagt, så virker Internet Explorer 9 så spændende og som et så gigantisk skridt i den rigtige retning, at det er synd ikke at hente browseren med det samme.