Computerworld News Service: Det var en blandet modtagelse, iPad'en fik tidligere på året, men Apples elegante tablet-pc er siden kommet ud af starthullerne, har fået en dedikeret fanskare og er gået som varmt brød.
Mellem marts og juni blev der på verdensplan solgt over tre millioner iPads, og nye data fra markedsanalysefirmaet iSuppli viser, at iPad'en vil dominere tablet-markedet med næsten tre til en frem til 2012.
Samtidig arbejder alle de større computerleverandører nu på deres egne tablet-pc'er. Nogle vil køre Googles mobilstyresystem, Android, andre et proprietært styresystem såsom BlackPad, der rygtes at være på vej fra RIM, eller Hewlett-Packards planlagte tablet-pc til forbrugere, der vil køre WebOS.
Og så er der Windows 7. Microsofts succesrige klient-styresystem kører allerede på nogle få tablet-pc'er og vil ifølge Microsofts koncernchef, Steve Ballmer, være at finde på en række forskellige tablets "i løbet af de næste adskillige måneder." To af de Windows 7-tablets, der er størst forventning til, er MSI WindPad og HP Slate.
Men kan en Windows 7-tablet virkelig stille noget op mod den mægtige iPad? I en rapport for nylig med titlen "The Windows 7 Tablet Imperative" skriver analytikerne fra Forrester J.P. Gownder og Sarah Rotman Epps, at Microsoft godt kan konkurrere med iPad, men at virksomheden er nødt til at få hurtig gennemslagskraft og samarbejde med partnere på hardware-området for at matche iPad'ens design og pris.
Faktisk, påpeger rapporten, så er det blevet afgørende for Microsoft at få en succesrig Windows 7-tablet-pc på gaden, da "tablet-pc'er repræsenterer den næste bølge af forbrugerelektronik til massemarkedet ... hvilket demonstreres af iPad'ens succes inden for e-læsning, og forbrug af musik og video samt en vifte af underholdningsorienterede apps."
Den direkte vej til en succesrig Windows 7-tablet går ifølge Forrester gennem anvendelsen af såkaldt of "curated computing" eller kurateret computerbrug, som analysehuset definerer som "en form for computerbrug, hvor valgmulighederne er begrænsede for at kunne levere mindre komplekse, men mere relevante oplevelser."
Med andre ord skal der leveres en simpel og strømlignet brugergrænseflade, der er let at navigere i.
Curated computing - som lader til at være et nyt begreb for den såkaldte "walled garden"-tilgang - er noget, iPad'en netop gør rigtig godt, skriver Gownder og Epps, og det er noget, Microsoft er nødt til at tage til sig, hvis virksomheden vil konkurrere i tablet-markedet.
På næste side kan du læse Forresters fire nøglepunkter til en succesrig Windows 7-tablet-pc.
Fire nøglepunkter til succes
Benyt curated computing via en strammere brugergrænseflade
Det værste, Microsoft kan gøre, er at give en Windows 7-tablet den samme brugergrænseflade som det almindelige styresystem, hvilket er for komplekst til en tablet-pc, fremhæver rapporten fra Forrester. Microsoft og dens partnere er nødt til at udvikle en ramme for brugeroplevelsen, der forenkler Windows 7 til tablet-pc- og touchscreen-funktionalitet.
"En Windows 7-tablet vil kun være konkurrencedygtig, hvis Microsoft tager curated computing til sig ved at levere en kontrolleret oplevelse for brugeren og trækker på design-succeserne fra andre af Microsofts produkter såsom Zune HD og Kin," skriver Gownder og Epps. De tilføjer, at en tablet-pc fra Microsoft, der kan synkronisere med Xbox 360, og som gør det muligt at streame video og spil begge veje, på denne måde kan vinde et point over iPad.
Microsoft bør ifølge Forrester også benytte elementer fra Surface-produktet til at styrke interaktionen med touchscreen'en.
Vær rundhåndet med marketingsbudgettet
Microsoft og dens partnere vil være nødt til at investere stort på reklamefronten for at få succes i tablet-markedet, vurderer rapporten fra Forrester. Apple er svær at bide skeer med i denne disciplin. Virksomheden har ry for at være innovativ, har en ekstremt loyal fanskare og kan uden besvær få en fanatisk pressedækning. Apple brugte i 2009 2,93 milliarder kroner på reklamekampagner.
Microsoft vil ifølge Forrester være nødt til at "tage den store pung frem," når det gælder tablet-pc'er, og anvende sociale medier som marketingsværktøj sideløbende med traditionelle reklame- og branding-kampagner.
Balancer prisen med produktkvaliteten
En Windows 7-tablet bør under alle omstændigheder være lavere prissat end iPad'en, men hvis den ikke matcher eller overgår iPad'ens sæt af funktioner, så vil prisen ikke kunne redde den.
"Hvis en tablet-pc til under 499 dollars (2.900 kroner, red.) leverer en ringe oplevelse for forbrugeren, bliver den en fiasko," skriver Gownder og Epps. "Men en pris over 750 dollars (4.400 kroner, red.) vil næsten helt sikkert være for høj for en komplementær enhed, der fungerer som en anden, tredje eller fjerde pc i hjemmet."
Det står ifølge Forrester øverst på listen at gøre Windows 7-tablet-pc'en til et "kurateret, elegant produkt." Prisen skal balancere de standarder, iPad'en har etableret, med en tilfredsstillende Windows-brugeroplevelse.
Nå direkte ud til forbrugerne
Apple Store giver helt sikkert Apple en fordel i promoveringen af nye produkter og til at interagere direkte med kunderne. Sådanne online-butikker er "effektive marketingskanaler udover at være salgskanaler," skriver Gownder og Epps. Microsoft har ikke nogen tilsvarende online-butik, og den amerikanske kæde af elektronikforretninger Best Buy er ikke altid det letteste sted at opbygge en ny produktkategori.
Microsoft og dens partnere er her nødt til at hæve blikket udover Best Buy," skriver Gownder og Epps. "I stedet vil ting som promovering i pilotforsøgene med en Microsoft Store, kreative nye partnerskaber med forhandlere samt brugen af standere i butikscentre få produktet hurtigst muligt ud til folk."
Oversat af Thomas Bøndergaard