Måske har du set ham før.
Han sidder helt ude i kanten af kontorlandskabet - helst med ryggen til - og koder på livet løs.
I hvert fald kører fingrene rutineret hen over tastaturet, mens han udvikler i software, surfer på nettet eller poster hidsige debatindlæg i udenlandske teknologi-fora.
Han har fuldstændig styr på alle kult-tv-serier fra Star Trek til The Simpsons og kan bedst betegnes som en sjusket klædt Dilbert, der er klar til at fyre et Monty Python-citat af fra hoften, når han for en sjælden gangs skyld vover sig ud i menneskelig kontakt.
Måske har du set ham i spejlet.
Arketypen af "Nørden", der har det bedst med fordybelse frem for overflade.
Tekniske udfordringer er jo også sjovere end forretningsmæssig bullshit, tænker han mere eller mindre ubevidst.
Men er der plads til Nørden i den moderne it-industri, der for længst er blevet mainstream og derfor i langt højere grad end tidligere tiltrækker mainstreamere i hvide salgsskjorter?
"Ja, selvfølgelig er der plads til de højt specialiserede medarbejdere. Det skal der være," svarer Microsofts udviklingsdirektør Michael Nielsen, der til dagligt sidder i it-gigantens danske udviklingscenter i Vedbæk med ansvar over omkring 600 udviklere fra 42 forskellige lande.
Fordybelse og matematik
Han bryder sig egentlig ikke om betegnelsen "nørd".
Michael Nielsen mener derimod, at it-udvikler hos Microsoft først og fremmest skal besidde fordybelse, analytiske evner og matematisk forståelse på højt niveau.
"Jeg er meget imod diverse generalist-uddannelser, hvor man lærer lidt programmering, lidt forretning og lidt projektledelse, så der ikke bliver plads til matematikken. Hvis man lærer lidt af det hele, så har ens uddannelse nok en ret begrænset holdbarhed i vores afdeling," siger Michael Nielsen.
Han nævner, at forretningsforståelse og sociale er evner mindre vigtige udvikler-ingredienser til at starte med.
Han fortæller samtidig, at fordi Microsoft-udviklerne i dagligdagen i høj grad benytter agile udviklingsmetoder er der en del projektarbejde, hvor udviklerne skal være til stede og kunne kommunikere på kryds og tværs af forskellige sprog og sociale kompetencer i arbejdet med Microsofts kommercielle produkter.
"Forretningsforståelsen og de andre ting kan altid komme senere, for det vigtigste er evnen til fordybelsen og analyse af en problemstilling. Og her er det faktisk ikke så vigtigt, hvilken uddannelse man kommer, eller hvordan ens karakterer er," siger Michael Nielsen.
Seks timer matematik-eksamen
En ansættelsessamtale hos Microsofts udviklerteam foregår efter samme procedure over hele jordkloden, og de håbefulde jobkandidater bliver da også testet mere i matematik end i medmenneskelige kompetencer.
Jobsamtalen starter nemlig med en telefonsamtale, hvor Microsoft tester de basale matematik- og programmeringskundskaber som eksempelvis at kende forskel mellem call by value og call by reference.
Forskellige mennesker går i forskelligt tøj
Næste skridt i processen er et seks timer langt testforløb, hvor man blandt andet skal vise designforståelse og programmeringsevner i i udarbejdelsen af diagrammer og algoritmer.
Hvis kandidaten klarer de hurdler, vil de til allersidst tale med en senior-medarbejder hos Microsoft, der via samtale undersøger, om kandidaten har den rette personlighed til virksomheden.
"Grunden til, at fordybelse og analytiske evner er så vigtige egenskaber for os, er jo, at udviklerne kan komme på projekter, der strækker sig over to år, hvor det i høj grad kræver, at de fordyber sig," forklarer Michael Nielsen om ansættelsesproceduren.
Ingen mennesker indeholder alt
Hos det digitale mediebureau Creuna nikker administrerende direktør Thomas Vejlemand genkendende til nødvendigheden af nørderne for at holde forretningen flydende.
Han foretrækker dog at kalde udviklerne for "passionerede teknologer" frem for nørder.
"Ingen mennesker kan indeholde alle de kompetencer, som vi har brug for. Derfor har vi rummelighed til at en lang række forskellige typer, der også går i meget forskelligt tøj. Nogen er kreative, andre har stor forretningsforståelse, og så er der dem, der har enorm teknisk viden," siger Thomas Vejlemand.
Den afgørende forskel
Creauna-direktøren understreger, at samspillet mellem de forskellige mennesketyper og kompetencer i bund og grund er strengt nødvendige for, at Creuna kan levere varen ude hos kunderne.
"Fællesnævneren for alle vores medarbejdere er jo en afgørende interesse for nye medier og interesse i at levere kvalitetsprodukter til kunderne. Og så gør det jo ikke noget, at nogen stikker virkelig meget ud på enkelte områder," siger Thomas Vejlemand.
Han understreger dog, at en virksomhed næppe kan overleve, hvis den kun består af passionerede teknologer, fordi så mister man forretningsevnen.
"Men hvis man har folk med en kæmpestor teknologisk interesse kan det jo i nogle tilfælde være den afgørende faktor i forhold til konkurrenterne," lyder det fra Thomas Vejlemand. .
Konsulenterne kommer
Michael Nielsen fra Microsoft indskyder, at fordelingen mellem forretningsfolk og udviklere dog ikke har forandret sig synderligt, siden han blev ansat i ERP-virksomheden Navision for 24 år siden - lige efter de fem herrer, der siden blev mangemilliardærer ved Navision-salget til Microsoft.
"It-branchen er bare blevet 100 gange større siden 1980'erne," fortæller Michael Nielsen.
Han fremhæver en ekstrem øget kompleksitet i udviklingsarbejdet som en af de største forskelle siden dengang i lighed med, at konsulenterne er skudt frem i it-landskabet som svampe i en fugtig skovbund.
"Det virker som om, at der i Danmark har været et øget fokus på konsulenter og mindre på at udvikle produkter, der kan tjene penge ind til landet. Det synes jeg er skrækkeligt, fordi Danmark jo ikke kan leve af at sælge konsulentydelser," siger Michael Nielsen og fortsætter:
"En udvikler kan jo nå ud til millionvis af brugere med sit produkt, det kan en konsulent altså ikke."