Læs også: V afviser kritik af indsats mod skæv kønsfordeling
Der skal flere kvinder ind på it-studierne, lyder budskabet fra Socialdemokraternes it-ordfører, Yildiz Akdogan.
Forleden skrev Computerworld, hvordan kønsfordelingen på universiteternes it-uddannelser ikke har ændret sig de seneste tre år.
73 procent er mænd, mens 27 procent er kvinder. Samtidig er optaget på it-uddannelserne steget med 19 procent i forhold til sidste år.
"Jeg så meget gerne, at der var langt flere kvinder, end vi har nu. Og det, at der de sidste tre år ikke er sket den mindste udvikling, får allerede alarmklokkerne til at ringe i mine ører. Jeg håber, at ministeren vil prøve at gøre noget ved det," siger Yildiz Akdogan fra Socialdemokraterne og fortsætter:
"Jeg vil faktisk prøve at spørge hende, om hun har nogen idé om, hvad der kan skabes af tiltag, så vi kan få flere kvinder til at søge de her fag," siger hun.
Hun mener, at de seneste tre års stilstand viser, at regeringen ikke har gjort nok, og at en stærk ressource glipper for it-branchen, når unge kvinder styrer uden om computere.
"Tager vi udgangspunkt i mangfoldighedsledelse, så ved vi, at når en bestyrelse åbner op for yngre mænd og kvinder, så skaber det som regel en helt anden dynamik, og jeg tror også, at når der kommer flere kvinder ind i it-branchen, så vil de for eksempel i forhold til produktudvikling eller design have en anden tilgang til tingene og kunne give et helt andet billede," siger hun som eksempel på et af de områder, hvor flere kvinder vil kunne styrke it-branchen.
Større kampagner og flere rollemodeller
Ifølge Yildiz Akdogan er der flere måder, hvorpå politikerne igennem deres arbejde kan lokke flere unge kvinder til it-studierne. Blandt de vigtigste nævner hun større kampagner målrettet gymnasier og handelsskoler, der kan vise, at it ikke bare er programmering.
Samtidig ønsker hun et større fokus på kvindelige rollemodeller i it-branchen, der kan skabe en genkendelighed for unge kvinder.
Det kan også være mindre ting som ændring af ekstremt teknisk sprogbrug i it-stillingsannoncer, som ikke appellerer til kvinder og mere erhvervspraktik inden for it-fagene, lyder det fra socialdemokraten.
Yildiz Akdogan fortæller, at hun i øjeblikket selv arbejder med forskellige tiltag, men at der ikke ligger noget konkret endnu.
"Jeg sidder og er i gang med at lave nogle forskellige tiltag, så det kommer sådan i små dryp. Men hele det her ligestillingsperspektiv er noget, jeg er meget bevidst om," siger hun.