Artikel top billede

Det offentlige foretrækker stationære strømslugere

Klima-it: Mens privatpersoner og det private erhvervsliv for længst har droppet de stationære pc'er, ser det anderledes ud hos de offentlige it-indkøbere.

Sidste år købte det offentlige 116.447 nye computere. 57 procent var stationære pc'er, 40 procent var bærbare og tre procent var netbooks.
Det viser tal fra IDC, der opgør pc-salget.

Til sammenligning var 37 procent af erhvervslivets nyindkøbte computere i 2009 stationære. Kun 15 procent af de private forbrugere købte i 2009 en stationær pc.

Den tendens har bekymret Center for Energibesparelser, der regner med, at stationære pc'er bruger mere strøm end de bærbare.

Centeret har foretaget en rundspørge blandt de offentlige it-ansvarlige, og de siger, at deres forkærlighed for stationære computere blandt andet skyldes, at der ikke er behov for bærbare computere til en stor del af de administrative opgaver, hvor de ansatte arbejder mellem klokken 8-16, og i øvrigt ikke har brug for at tage arbejdet med sig hjem.

Dertil kommer, at de bærbare er dyrere i anskaffelse end de stationære computere. Energibesparelsen på driften i computerens levetid kan ikke i sig selv hamle op med den ekstra omkostning til anskaffelsen, lyder vurderingen.

De svar fik Center for Energibesparelser til undersøge mulighederne for at spare på strømmen med stationære pc'er, og centeret har nu regnet sig frem til, at det offentlige kan spare spare fem millioner kroner om året i strøm-

Find de rigtige pc'er og spar

Det gælder bare om at købe de rigtige pc'er, lyder det fra projektleder i Center for Energibesparelser, Anders Hjorth Jensen.

Han peger på, at der allerede findes særligt energieffektive stationære computere på hylderne hos de fleste pc-producenter som Dell, Acer, HP, ASUS og Fujitsu.

De har alle modeller, der bruger mellem 15 og 33 watt i tændt tilstand, mens de nyindkøbte stationære computere i det offentlige i dag typisk bruger 50 watt i snit.

"Hvis det offentlige konsekvent valgte de særligt energieffektive stationære computere, ville vi spare tre millioner kilowatttimer, svarende til 1.328 tons CO2 - og små fem millioner kroner," siger Anders Hjorth Jensen.

Lidt mindre af det hele

De energieffektive stationære computere er typisk lidt mindre end de traditionelle pc'er.

"Der bliver desværre ofte købt for store computere, der er overdimensionerede i forhold til det egentlige behov, og så går der en masse strøm til spilde. De små energieffektive modeller dækker fint behovet til almindeligt kontorarbejde. De fylder og larmer mindre, og de afgiver ikke så meget varme," siger projektleder i Center for Energibesparelser, Anders Hjorth Jensen.

Der findes offentlige it-indkøbere, som har set sparelyset.

"De er helt stille, de fylder ikke ret meget, de er brugervenlige, levetiden er op til fem år. De dækker fuldstændig vores behov," siger indkøbschef på Ålborg Universitet, Volker R. Jungclaus, der til det samfundsvidenskabelige fakultet har valgt en svanemærket Esprimo 7936, der bruger 22 watt i tændt tilstand.

Masser at vælge imellem

Listen over energimærkede stationære computere fra den internationale energimærkningsordning Energy Star, tæller i øjeblikket 69 computere med et energiforbrug i tændt tilstand under 33 watt. 28 modeller har et energiforbrug under 21 watt.

Normalt vil priserne for det offentliges indkøb af computere afhænge af de forskellige indkøbsaftaler under Statens Indkøb og Statens og Kommunernes Indkøbsservice, SKI.

På den nuværende computeraftale under Statens Indkøb er der dog ikke mulighed for at købe de mest energieffektive stationære modeller. Computeraftalen løber til og med 2011, oplyser Center for Energibesparelser.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan automatiserer du med Copilot

Høst fordelene og sæt strøm til processerne med Microsofts alsidige AI-assistent.

06. februar 2025 | Læs mere


Hybrid, on-premise eller public cloud. Bliv klogere på fremtidens datacenter

Få indblik i, hvordan du planlægger, designer og drifter dit datacenter, så det kan følge med virksomhedens vækst, støtter bæredygtighedsindsatsen og lever op til krav om effektiv datahåndtering.

25. februar 2025 | Læs mere


Identity Festival 2025

Er du klar til en dag, der udfordrer din forståelse af, hvad Identity & Access Management (IAM) kan gøre for din organisation? En dag fyldt med indsigt, inspiration og løsninger, der sætter kursen for, hvordan vi arbejder med IAM i de kommende år.

05. marts 2025 | Læs mere