Et botnet bestående af op imod 60.000 inficerede computere tyngede sidste sommer regerings-websider i USA og Sydkorea.
I USA gik det blandt andet ud over Finansministeriet, Secret Service, Det Hvide Hus, Forsvarsministeriet, New York Stock Exchange og Nasdaq.
Der var i forbindelse med angrebene rygter om, at Nordkorea stod bag, fordi netop USA og Sydkorea ville være oplagte mål.
I dag er de fleste eksperter dog enige om, at det ikke var Nordkorea, der stod bag, og at der i øvrigt ikke var tale om egentlig cyber-krig begået af en bestemt nation med det formål at skade en anden.
"Det er cirka lige så skræmmende, som når nogen kører rundt om boligblokken og bruger hornet meget," lyder det fra James Lewis, sikkerhedsekspert og medlem af "Center for Strategic and International Studies" i USA.
"En masse mennesker kunne have gjort det, og det efterlader ikke mange spor af deres identitet," siger han i et interview til nyhedsbureauet AP.
Don Jackson, direktør i sikkerhedsfirmaet SecureWorks i Atlanta, er enig i, at det er umuligt at opklare, hvem der stod bag.
"Det er et dødt spor, hvad angår hvem der gjorde det. Længere er vi aldrig nået," siger han.
Behov for et bedre cyber-forsvar
Selvom skaderne af DDoS-angrebet (distributed denial of service) var begrænsede, konkluderede en rapport siden hen, at cyber-krige er en ubehagelig del af vores fremtid, og at man er nødt til at få bedre styr på et egentlig cyber-forsvar.
"Vi har i bedste fald få år til at få vores forsvar på plads, til at bygge robusthed og udholdenhed ind i netværk og infrastruktur, og til at modernisere vores love, så de mulighed fyldestgørende sikkerhed," lød det blandt andet i rapporten.
Den amerikanske rapport, konkluderede, at egentlige cyber-krige ikke er lige om hjørnet, men at det nuværende cyber-forsvar i USA ikke vil kunne modstå en sofistikeret modstander, hvis eller når en sådan angriber.
Tidligere på året konkluderede en engelsk rapport også, at organisationer som EU og NATO slet ikke samarbejder nok om at styrke forsvaret mod cyber-angreb.