Artikel top billede

Baggrund: Tv-annoncer er elastik i metermål

Tilbudskatalogerne bugner med annoncer for fladskærmsfjernsyn, ofte fyldt med uforståelige tekniske forkortelser. Vi har taget en tilbudsannonce under kærlig behandling og viser dig, hvad der er vigtigt, og hvad der er tom sælgersnak.

Baggrund: Tv-annoncer er elastik i metermål

Tag et godt kig på billedet ude til højre. Det stammer fra det - i skrivende stund - nyeste Bilka-katalog, og indholdet vil sikkert vække genkendelse.

Fladskærms-tv er nemlig blevet slagvare og sælges i dag på lige fod med 450 gram hakket oksekød og en pakke toast til en tier. Inklusive mere eller mindre tvivlsomme før-og-nu-priser.

Ikke et ondt ord om det. Men tro blot ikke, at annoncens talrige informationer, tal og kryptiske betegnelser siger særlig meget om, hvorvidt det faldbudte apparat er godt eller skidt. Så lad os løbe tilbuddet på det annoncerede Sony-apparat igennem og se, hvad der gemmer sig.

Hvilken digital tuner?

De fleste gennemskuer hurtigt, at her er tale om et tv baseret på LCD-teknologi, hvor panelet har et diagonalmål på 32 tommer. Hvilket passer fint til en mindre stue, hvor man sidder to-tre meter fra apparatet.

Her er også indbygget digital tuner, står der. Det er ikke en entydig betegnelse. Normalt kan man nemlig regne med, at det betyder en tuner af typen DVB-T, der gør ejeren i stand til at se modtage digitale tv-signaler med en almindelig antenne uden at skulle købe en ekstra boks.

Netop dette apparat har imidlertid også DVB-C tuner til kabel-tv - i hvert fald ifølge producentens hjemmeside - og det kunne have været godt at vide.

Stikforvirring...

Opløsningen på 1.366 x 768 billedpunkter (eller pixels, om man vil) er standard for størrelsesklassen og gør apparatet i stand til at vise den "lille" High Definition-standard 720p med opløsningen 1280 x 720.

At her samtidig er to HDMI-stik og - det kan vi godt tillade os at gå ud fra - understøttelse af HDCP-kopibeskyttelsesteknologi gør, at fjernsynet opfylder alle kriterier for at bære mærket HD Ready.

At netop dette tv ifølge Sony har hele tre HDMI-stik og ikke to, som der står i Bilka-annoncen, forbigår vi i tavshed.

To SCART-stik er også udmærket. Desværre har Bilka glemt at skrive, om her er komponent-forbindelse. Det er der faktisk ifølge Sony. Godt at vide, hvis du har en Xbox 360, en harddiskoptager eller dvd-afspiller med denne stiktype (men uden HDMI) .

Ubrugelige kontrastmål og billeder på bagsiden

Så kommer vi til angivelsen af kontrasten, og nu bliver det virkelig langhåret. Heldigvis kan du bare springe dette tal over, for det er lige så troværdigt som politiske løfter afgivet to dage før valget.

Ideelt angiver kontrastforholdet, hvor stort spænd der er mellem fjernsynets visning af lyse og mørke nuancer. Et stort spænd mellem tallene - som her 1.600 til 1 - ville i den ideelle verden være godt og antyde, at der er en virkelig fin dybde i apparatets billede.

Ubrugelig kontrastangivelse

Al erfaring viser imidlertid, at selv de allerbedste LCD-paneler sjældent har et kontrastforhold på over 1.000 til 1, hvis man anvender de mest konservative og ædruelige testmetoder.

Og eftersom vi her har fat i et apparat i den lavere ende af prisspektret, kan vi godt gå ud fra, at Sonys teknikere har målt sig frem til 1.600:1 i medvind og frit fald. Her har de sikkert skelet til bilfabrikkerne, hvis angivelse af vognens benzinforbrug sjældent er helt efter kørebogen.

Der er imidlertid intet til hinder for, at tv-fabrikanter angiver et hvilket som helst kontrasttal, de måtte have lyst til, for der er ingen vedtaget standard for, hvordan man måler den slags. Derfor er her heller ikke tale om falsk markedsføring eller noget, der blot ligner.

Du skal blot vide, at du ikke kan bruge kontrastopgivelsen til noget som helst. Samt at du slet ikke kan sammenligne den med de angivne kontrastforhold på andre tv-apparater.

Billede hele vejen rundt

Lysstyrken på 450 candela per kvadratmeter (cd/m2) er almindelig for LCD-apparater, men selv det tal kan der fifles en smule med, så det skal du heller ikke basere dit tv-køb på.

Skulle man dernæst tage den noget kryptiske synsvinkel på 178/178 grader alvorligt, ville det betyde, at man kunne se apparatets billede tydeligt, selv når man står bag fjernsynet.

Så mon ikke Bilka mener, at apparatets billede kan ses i en betragtningsvinkel på alt i alt 178 grader svarende til 89 grader til hver af siderne fra frontal placering? Det skal nok passe. Men tallet siger ikke noget om, hvorvidt farverne også er blot nogenlunde acceptable, når man ser billedet en smule fra en af siderne.

Her er den sørgelige sandhed desværre, at på mange LCD-apparater forvanskes eller bleges farverne betydeligt, blot du ser billedet 30-35 grader til højre eller venstre i forhold til frontal placering.

Men om det også er tilfældet med dette apparat, kan du i sagens natur kun selv konstatere, når du står i forretningen. Annoncen er i hvert fald intet sandhedsvidne.

Menuer for viderekomne

Vi ser også, at her er 700 siders tekst-tv hukommelse - hvilket er fint. Samt at fjernsynet har OSD. Men hov, OSD, hvad er det nu for noget?

Tjo, det står såmænd blot for "On Screen Display" og angiver, at fjernsynets menuer vises på skærmen. Frem for på, tja, væggen eller tv-kiggerens pande, måske? Ja, vi kan jo kun gætte...

Så glem også den detalje.

Nu er vi nået til børnesikring, der angiver, at man kan "låse" menuer og andre detaljer, så børn og andre pilfingre ikke kan lave alt for meget om på fars og mors standardindstillinger.

Det er - ligesom den såkaldte "sleeptimer", der kan sætte fjernsynet til at slukke automatisk efter for eksempel to timer - hver især udmærkede detaljer. Men næppe noget, man ville købe eller forbigå et tv-apparat for.

Til sidst bemærker vi, at Bilka ikke angiver fjernsynets responstid. Det ville i princippet ellers være et spændende tal tal at kende, idet lav respons- eller reaktionstid nedsætter risikoen for, at bevægelige billedobjekter trækker skygger over skærmen. Høj responstid kan omvendt betyde, at du ser fodbolden trække en grim streg over skærmen under landskampen. Ikke kønt.

Men også her kan man måle sig frem til forskellige resultater, så vi ville såmænd ikke have kunnet regne med angivelsen, hvis den eller havde været der. Så der er desværre ingen vej uden om et besøg i butikken.

Stol på dine øjne - ikke på annoncen

Og hvad er så pointen? At Bilka er nogle slubberter og humbugmagere? Næ, for du vil se tilsvarende annoncer fra et hvilket som helst andet foretagende, der sælger tv-apparater.

Derimod tjener denne gennemgang blot til at demonstrere, at det eneste du kan regne med, når du køber tv, er dig selv og dine egne øjne. Så sørg altid for at få demonstreret apparatet nøje i forretningen. Gerne med samme signal og filmmateriale som andre apparater ved siden af, og dan dig din egen mening.

Først da bør du beslutte dig for, hvilket tv du satser dine penge på.

Men beting dig - blot for alle tilfældes skyld - at kunne levere apparatet tilbage, hvis det efter et par dage hjemme i stuen ikke lever op til dine forventninger.

For der er stor forskel på, hvordan billedet på et tv-apparat tager sig ud i et maksimalt oplyst butikslokale og hjemme i din aftendunkle stue.

Og annoncen? Tja, den er skam udmærket til at orientere sig om prisen på et bestemt apparat. Men heller ikke meget mere end det.

Du kan for øvrigt læse Sonys egen beskrivelse af tv-apparatet her.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

Hør blandt andet hvordan nogle af Danmarks bedste CISO´er griber deres vigtige opgaver an, hvad kvanteteknologi og AI betyder for sikkerhedsområdet og se hvad det er, som de bedste it-sikkerhedsleverandører arbejder med pt.

29. august 2024 | Læs mere


Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere