Guide: Sådan laver du dine egne GPS-interessepunkter
Interessepunkter kaldes også POI’er efter den engelske betegnelse, Points Of Interests. I bund og grund er POI’er blot en lille database, som er indbygget i de fleste GPS’er.
POI’erne er oftest kategoriseret i forskellige emner, så man eksempelvis kan finde hoteller, sygehuse, seværdigheder, restauranter eller måske en tankstation.
Med POI’er kan man altså let finde eksempelvis den nærmeste campingplads, når du kører på ferie. POI’erne gemmer sig ofte i en menu på GPS’en, der hedder ”Interessepunkter” eller ”Særlige adresser”.
Men selvom mange GPS-producenter reklamerer med, at de har flere millioner POI’er i deres databaser, så er der stadig mange ting, der ikke er med.
Men heldigvis kan man selv gøre noget ved det, for de fleste GPS’er understøtter i dag, at man selv overfører nye POI’er til GPS’en.
Vi tager i denne artikel udgangspunkt i en TomTom GO 720, men proceduren er nogenlunde ens for andre modeller, og man vil ofte kunne finde vejledning i manualen, der følger med til GPS’en.
Sådan gør du
1. GPS’en forbindes til pc’en med USB-kablet og man installerer det medfølgende software.
2. Derefter skal man på nettet og finde en eller flere POI’er, man gerne vil have. Et rigtig godt dansk website til dette formål er www.gratispoi.dk - der har en masse både danske og udenlandske POI’er liggende klar til download.
Der findes også udenlandske websider - eksempelvis http://www.poidownload.co.uk - som har en masse POI’er over ting på de britiske øer.
3. Find og hent filen. Hos gratispoi.dk får man en ZIP-fil med en samling filer. Alt efter hvilken GPS, man har, skal man bruge forskellige filer. Generelt gælder det, at følgende filer hører til følgende GPS-mærker:
*.ov2 - TomTom
*.asc - Navigon
*.csv - Garmin, X-road og Mio
*.gpx - Garmin (via Poiloader)
*.kml - I-GO
*.bmp - logo-fil
Har man en TomTom, så skal man altså bruge den fil, der ender på .ov2 samt .bmp-filen. Den sidste viser logoet til POI-kategorien og bliver vist både i oversigten og på selve kortet, når man kører.
4. Overfør filerne til GPS’en. Begge filer skal overføres til GPS’en. Du kan enten bruge programmet, der følger med GPS’en, eller i tilfældet med TomTom GO 720, så kan man også bare åbne GPS’en, som findes som et almindeligt drev i ”Denne Computer”.
Her finder man den mappe, der hedder ”Western and Central Europe”. De to filer skal trækkes med musen direkte herover i denne mappe.
5. Og så er man faktisk kørende. Nu kan du på GPS’en vælge Naviger til, Interessepunkt og så finde din nye kategori.
Det er desværre ikke alle GPS’er, der lige så lette at opdatere POI’er på, men det kan lade sig gøre på de fleste. Man kan læse en glimrende vejledning til eksempelvis Garmin GPS’er hos gratispoi.dk, og på siden kan man også downloade de programmer, som man har behov for for at komme i gang.