Navigator-lillebror med ambitioner

Navigon 5110 er den nye lillebror til den større model 7110. Men 5110’eren halter ikke bagefter storebroderen, når det kommer til funktionalitet. Se her hvad du får for pengene.

Navigator-lillebror med ambitioner

Navigons mellem-model hedder 5110, og den ligger prismæssigt et stykke under 7110’eren (læs vores anmeldelse af Navigon 7110 her).

Den vejledende udsalgspris for 5110’eren er 3.299, og når man tænker på, at man her får de nyeste kort fra Navteq over 38 lande i Europa med i købet, så er det en ganske fornuftig pris. Man kan tilmed sagtens finde den billigere, hvis man køber den over nettet.

Den væsentligste forskel på Navigon 5110 og 7110 er skærmen. Hvor 7110’eren har en 4,3 tommer stor bredformatsskærm, så er der sparet på LCD-krystallerne på 5110’eren. Her er der kun en 3,5 tommer stor skærm. Til gengæld er den lige så tynd med sine 2,3 centimeter, og vægten er på 173 gram.

Hvor 7110’eren designmæssigt var holdt i højglans-sort, så er 5110’eren lidt mere kedelig i sit stålgrå ydre.

Til gengæld er det den samme stive, tungeformede holder, der følger med på 5110’eren. Tungen er væsentligt mere besværlig at montere i forruden end eksempelvis Garmins og TomToms små sugekopper, men hvis man går op i, at det også skal se lidt pænt ud, så er den da ganske fiks.

Til gengæld er det irriterende, at der ikke er tale om en aktiv holder. Man sætter altså ledningen med strøm direkte ind i GPS’en, og det er noget besværligt, hvis man ofte tager den ud af holderen.

Der er dog en funktion, som også har lidt med holderen at gøre. Man kan nemlig ”vende skærmen” til såkaldt ”portrait mode”, så den står på højkant.

Ifølge Navigon giver det et ”dybere billede af ruten”, men vi havde dog svært ved at se, hvad man skulle bruge det til i praksis. Vi foretrak i hvert fald den almindelige horisontale montering, under vores test.

Små ikoner

Som næsten alle andre moderne GPS’er er Navigon 5110 beregnet til at blive betjent med fingrene. Man taster sig frem på den trykfølsomme skærm, og til menuerne fungerer det også uden de større problemer.

Til gengæld lider Navigon 5110 under et ret væsentligt problem: Bogstavs-ikonerne er alt for små. Når man skal taste eksempelvis en adresse ind, så skal man navigere i et samlet tastatur fra A-Z, der er 3 x 4 centimeter. Hvert bogstav er blot 6 x 6 millimeter, og det er simpelthen for småt. Resultatet er, at man ofte kommer til at trykke forkert.

Stærke interessepunkter

Til gengæld er det en fornøjelse at bruge de indbyggede interessepunkter – POI’er.

Når man eksempelvis vælger ”Ny destination”, så kan man trykke på et af de tre ikoner, der viser enten en tankstation, en parkeringsplads eller en restaurant. Umiddelbart herefter kommer der en fin liste over de nærmeste relevante destinationer.

Tankstationerne er tilmed udstyret med firmaernes logoer, og disse vises også på kortet, når man kører. Man kan tilmed få oplyst telefonnummeret på eksempelvis restauranten og ringe og bestille plads, før man kører.

Det er også utroligt simpelt at bruge POI’erne til at navigere efter. Det er eksempelvis let at bede den om at finde et hotel i en bestemt by, man skal til.

RealityView gør ferien lettere

Den funktion, som klarest adskiller Navigons GPS’er fra andre på markedet, er det såkaldte RealityView. Funktionen træder til på motorveje, når der er udfletninger.

Her vises vejskiltene en kilometer før, man skal dreje af, og GPS’en fortæller, om man skal holde sig i højre eller venstre vognbane. Det er en af de bedste forbedringer på GPS-området, vi har set meget længe, og der er ingen tvivl om, at det vil gøre bilferien væsentligt lettere for rigtig mange mennesker

TMC med ekstern antenne

En anden funktion, som også gør ferien lettere, er TMC. Det er efterhånden blevet standard, at nye GPS’er har indbygget TMC-modtager, så man kan få besked, hvis der er vejarbejde eller kø på ruten.

Og det fungerer da også fint på Navigon 5110, selvom det stadig er begrænset, hvad Vejdirektoratet udsender af beskeder her i Danmark.

Men ganske som på alle andre GPS’er, så kræver også Navigon 5110, at man tilslutter en særlig antenne, som følger med. Der er tale om en cirka en meter lang ledning, som skal fastgøres til forruden med nogle små sugekopper.

Det er alt andet end en elegant løsning, og vi håber, at der snart er nogle producenter, der finder ud af at få indbygget TMC-antennen i selve enheden, så vi slipper for alle de ledninger.

Navigon 5110 er en ganske habil GPS. Den har alle de gode - og dårlige - sider fra storebroderen 7110. Så har man ikke brug for hverken Bluetooth eller bredformatsskærm, men gerne vil have det pæne design og de smarte funktioner – især RealityView - så er Navgion 5110 et godt bud på en stærk GPS med kort over Europa, der tilmed let kan opdateres fremover på nettet.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere