Test: 25 flash-kort til stort og småt
De fleste af os har efterhånden allerede adskillige hukommelseskort liggende. Måske er de i brug, men der er også stor sandsynlighed for, at et eller flere af dem blot ligger i en skuffe. Når man skifter digitalkameraet ud, er det nemlig ikke sikkert, at den nye model kan bruge kortet fra det gamle. Enten fordi det ikke er samme format, eller måske fordi kapaciteten er for lille eller hastigheden er for lav.
Når man køber nyt udstyr, der bruger hukommelseskort, så kan man med fordel også indtænke netop hukommeleskortet i sine overvejelser. Nogle producenter vælger nemlig ikke at bruge de mest gængse standarder, men har opfundet deres helt egne korttyper.
Det gælder eksempelvis Sony, der stædigt holder fast i deres MemoryStick-format, både når det gælder kameraer, mobiltelefoner og spilkonsoller som PSP. Er man helt igennem Sony-mand, så gør det ikke det store, men der kan være en fordel i at kunne pensionere eksempelvis kortet fra kameraet og bruge det i mobilen.
Er man økonomisk indstillet bør man derfor vælge at holde sig til et eller måske to formater, og de mest gængse er uden tvivl de fire, vi har set nærmere på i denne test.
Lidt om SD- og CF-kort
Hukommelseskort bygger på den såkaldte flash RAM-teknologi. Det betyder, at der ikke er mekaniske dele og der ikke er noget, der bevæger sig, som man kender det fra traditionelle harddiske. Det har flere fordele. For det første er det langt hurtigere, både at læse og skrive data til flash-hukommelse.
For det andet er flash-hukommelse sikret mod slid, som de mekaniske dele i en harddisk udsættes for, når diskene skal spinde mange tusinde gange i minuttet. Og endelig er der naturligvis den fysiske størrelse. Man kan let fylde lommen op med hukommelseskort eller have et par ekstra liggende i kameratasken.
Der er dog også ulemper forbundet med hukommelseskort. De væsentligste er nok pris og kapacitet. SanDisk har netop introduceret det første SD-kort på 8 gigabyte, men i dag er det stadig mest udbredt med 1 eller 2 gigabyte på kortene. Prisen for det nye 8 gigabytekort bliver omkring $ 190, hvilket nok betyder, at vi skal regne med at skulle hive 1.8-1.900 kr. op af lommen, hvilket svarer til omkring 23 øre pr. megabyte.
Secure Digital
Kendes også som SD. Blev udviklet af Matsushita, Toshiba og SanDisk og kom på markedet i 1999. Kortet, der var målrettet digitalkameraer og PDA'er, blev hurtigt populært både hos forbrugere og producenter, og blev dermed en værdig konkurrent til Sonys MemoryStick-kort, som var blevet lanceret året før.
Der har dog været nogle problemer med ældre enheder, der ikke vil kendes ved SD-kort på 2 gigabyte og derover, og da det nye høj-kapacitetsformat, SD High Capacity, for nylig blev introduceret, gav det endnu flere problemer for forbrugerne. Man kan nemlig ikke være sikker på, at ens gamle PDA eller kamera vil acceptere et SDHC-kort.
Der er en teoretisk grænse for, hvor meget man kan proppe ind på et SD-kort på 128 gigabyte. Der er dog en del vej endnu, før denne grænse bliver nået, og derfor vil vi nok se SD-kort i mange år fremover.
CompactFlash
Kendes også som CF. CF-formatet blev lanceret i 1994 og har siden udviklet sig en del. Der er i dag to forskellige typer CF-kort, Type I og Type II. Type II-formatet bruges af såkaldte Microdrives, som egentlig er små harddiske. I modsætning til Type I, der er baseret på flash-hukommelse, så er Type II-kortene mekaniske.
Da de første Microdrives kom på gaden, var flashhukommelse urimeligt dyrt, og derfor gav det god mening at bruge den gammelkendte harddisk-teknologi i skumpet format. Men Microdrives er væsentligt langsommere end flash, og de er langt mere sårbare overfor stød og rystelser.
Der er fire forskellige hastigheder indenfor CF: Den originale CF, CF High Speed (også kendt som CF+/CF2.0), en hurtigere CF 3.0-standard og fra i år får vi også CF 4.0.
CF-kort kan bruges direkte i et PC Card-slot (PCMCIA) med en adaptor.
Sammenlignet med de andre kort er CF-kortet i dag meget stort, og derfor bruges det sjældent i mindre enheder.
Lidt om mini- og microSD - og en oversigt
MiniSD
miniSD blev opfundet af SanDisk tilbage i 2003, og blev samme år anerkendt af The SD Association, som gjorde det til en officielle mini-udgave af SD-kortet
Kortet blev designet til mobiltelefoner, og ofte får man en adaptor med, så man kan bruge miniSD-kortet i et SD-slot, eksempelvis i et kamera eller en kortlæser. Det betyder, at et miniSD-kort også kan bruges af alle SD-enheder.
Man kan købe miniSD-kort med kapaciteter fra 16 megabyte til 4 gigabyte. Sidstnævnte har SanDisk netop introduceret, og flere andre producenter vil nok snart følge trop.
MicroSD
microSD er ligeledes en fælles standard, som er baseret på SanDisks oprindelige TransFlash-format og kom på markedet i 2005. Kortet er meget lille – på størrelse med en fingernegl – og derfor er det meget populært i helt små mobiltelefoner samt i GPS-enheder og MP3-afspillere.
Ligesom miniSD-kort kan microSD-kort også sættes i en adaptor, og dermed bruges som et almindeligt SD-kort.
TransFlash og microSD er næsten ens, og man kan støde på begge betegnelser.
Den eneste forskel er, at microSD-enheder understøtter Near Field Communication (NFC), som vi måske engang får at se i mobiltelefoner. Det er en teknologi, som skulle gøre det let at kommunikere trådløst over kort afstand.
Man kan pt. købe microSD-kort på 64 megabyte og op til 2 gigabyte, men både KingMax og SanDisk har annonceret, at de snart lancerer microSD-kort på hele 4 gigabyte.
Så høje kapaciteter på så lidt plads - 4 gigabyte på et microSD-kort svarer til, at der skal lagres 34 gigabyte på én kvadratcentimeter - er naturligvis dyrt, og de store microSD-kort er derfor også væsentligt dyrere end eksempelvis almindelige SD-kort.
Sådan testede vi kortene
Vi har haft fat i 25 forskellige kort fra en række forskellige producenter. Der findes et utal af forskellige producenter og størrelser, men vi har valgt af fokusere på de mest gængse størrelser - 1 og 2 gigabyte.
Der er ikke umiddelbart den store forskel på kortene på overfladen, men underneden er der milevid afstand mellem dem. Især når det kommer til det helt afgørende parameter: Hastighed.
Normalt tænker vi ikke meget over hastigheden af vores hukommelseskort, men når der skal flyttes data til og fra, så har det en stor betydning, eksempelvis når digitalkameraet skal tømmes for billeder efter ferien.
Ingen hjemmetest i Vista
Vi har derfor valgt at teste hastigheden på de 25 kort. Vi har brugt den samme PC (en IBM ThinkPad T60w med Windows XP Pro SP2) og den samme kortlæser fra Kingston. Til at teste hastigheden har vi brugt det lille program HDTACH, der normalt anvendes til at teste harddiske, men som også er anvendeligt her. Desværre fungerer HDTACH ikke under Windows Vista, så er man røget på Vista-vognen, er det desværre ikke muligt at lave testen selv.
HDTACH kører en række tests, og spytter til sidst en graf og et par tal ud. Grafen viser læsehastigheden på kortet over tid. En lang, lige streg viser, at hastigheden er konstant. HDTACH fortæller både, hvad den højest opnåede overførselshastighed er - og hvad gennemsnittet i løbet af testen er. Vi har valgt at fokusere på sidstnævnte, da det giver det mest retvisende billede, når man skal sammenligne kortene.
Bemærk at der findes mange forskellige mærker på markedet. Vi har derfor taget et udvalg af kendte og mindre kendte mærker - uden at vi har mistanke om at de er værre eller bedre end mange andre modeller.
Flash-kort er også sikkerhed
Husk i øvrigt også at hastigheden blot er en faktor. Flash-kort er elektronik og de går af og til i stykker, oftest bare i filsystemet med mulige datatab til følge. I bedste fald er det blot et billede eller to som ryger, i værste fald er det hele safarien.
En del producenter tilføjer derfor også softwareløsninger til deres pakker, som for eksempel Memory Corp der inkludere det roste PhotoRescue i deres pakker.
Hvorfor er hastighed vigtig?
De fleste ved, hvorfor man vælger at købe en hurtigere computer. Men hvorfor købe hurtige hukommelseskort?
Hurtige hukommelseskort er især vigtige, når man arbejder med store datamængder. Har man blot et lille kompakt-kamera, der tager billeder på et par megapixels, så vil man ikke opleve nogen stor forskel. Hverken i kameraet, eller når man skal overføre billederne til PC'en.
Men har man eksempelvis et digitalt SLR-kamera, der tager billeder i RAW-format på adskillige megabyte hver, så bør man gå efter et hurtigt kort. Ellers risikerer man, at det er kortet - og ikke kameraet - der forhindrer en i at tage mange billeder hurtigt i træk. Og man risikerer bruge meget lang tid på at overføre billederne til PC'en.
Køb en kortlæser
Høj hastighed kan dog også være en fordel, hvis man bruger hukommelseskort i sin MP3-afspiller eller mobiltelefon eller PDA og ofte overfører filer til og fra. Her vil man hurtigt opleve glæden af hurtigt at kunne opdatere musiksamlingen på den halve tid.
Man skal dog ikke regne med, at et nyt hukommelseskort pludselig gør kameraet hurtigere. Især ikke, hvis der er tale om en lidt ældre model.
Til gengæld gør man sig selv en stor tjeneste ved at investere i en kortlæser, der sættes i USB-porten på PC'en. De fleste kameraer, mobiltelefoner og lign. er nemlig utroligt sløve, og selvom det kan være besværligt at pille kortet ind og ud, så er de få sekunder ofte givet godt ud. En god kortlæser koster et par hundrede kroner, og de er givet godt ud.
Sådan opgiver producenterne hastighederne
Nogle producenter opgiver på pakken en hastighed, enten i form af en faktor (eksempelvis 80X eller 133X) eller i form af x MB/sek. Faktorerne siger i sig selv ikke meget, og da det ikke er en officiel standard, så kan det være svært at finde ud af, hvad de betyder.
Som hovedregel kan man gå ud fra, at faktorer under 20X betyder, at der er tale om almindelig hastighed. Mellem 20X og 40X betyder "mellem hastighed", og over 40X er høj hastighed.
Faktorerne svarer til nogle teoretiske hastigheder:
8X = 1.2 MB/sek.
12X = 1.8 MB/sek.
20X = 3.0 MB/sek.
25X = 3.8 MB/sek.
30X = 4.5 MB/sek.
40X = 6.0 MB/sek.
60X = 9.0 MB/sek.
66X = 10.0 MB/sek.
80X = 12.0 MB/sek.
90X = 15.0 MB/sek.
133X = 20.0 MB/sek.
Vores test viser dog, at man ikke skal tro helt på hverken teori eller hvad producenterne siger, men faktorerne kan i hvert fald give et fingerpeg om, hvad man med rette kan forvente.
Og man skal heller ikke tro, at man har fået fat i et langsomt kort, bare fordi der ikke står en høj faktor på indpakningen.
Test af SecureDigital - SD
Som man kan se af skemaet, så varierer hastigheden på SD-kortene voldsomt. Det langsomste kort overførte data med en hastighed på 10,5 MB/sek, og det hurtigste var næsten dobbelt så hurtigt, nemlig 20,1 MB/sek.
Skal man overføre 1.500 megabyte filer til PC'en - fx tømme digitalkameraet efter ferien - så ser regnestykket således ud:
68 sekunder, eller mere end et minut, er der i forskel. En pæn tidsbesparelse.
Når man dertil lægger, at Transcends 1 GB-kort koster omkring 140 kr. (14 øre pr. MB) mod 270 kr. for Kingstons 2 GB-kort (13,5 øre pr. MB), så er der ikke meget at rafle om: Når det kommer til SD-kort, kan man ofte gøre en meget god handel ved at vælge hurtige kort frem for de langsommere modeller.
De hurtige SD-kort omtales ofte som Ultra-kort eller High Speed. Har du mulighed for det, så lav en aftale med forhandleren om at du kan få lov til at returnere kortet, hvis hastigheden ikke lever op til dine forventninger.
Køber du på nettet, har du 14 dages returret, men da det praktisk talt er umuligt at åbne pakkerne uden at ødelægge plasten, så bør man nok have en aftale om det, inden man køber.
Test af CompactFlash - CF
Også når det kommer til de klassiske CF-kort er der stor forskel på hastighederne.
Det langsomste kort - fra Memory Corp. - klarer HDTACH-testen med en gennemsnitlig hastighed på 6,2 MB/sek., mens det hurtigste - fra Transcend - kommer ud med 17,6 MB/sek.
Bemærk i øvrigt, at Transcends på papiret hurtigste kort (120x) ikke er lige så hurtigt som 80x-kortet.
Regnestykket med de 1.500 MB fotofiler, der skal overføres til computeren, ser således ud:
Det langsomste kort er altså mere end dobbelt så lang tid om opgaven, som det hurtigste. Memory Corp-kortet fandt vi på nettet til den nette sum af 223 kr. (22,3 øre/MB), hvor Transcends 1 GB-kort kostede 167 kr. (16,7 øre/MB)
Også her gælder det altså, at der ikke bare kan være tid, men også penge at spare ved at vælge det hurtige kort.
Test af miniSD
miniSD-kortene overraskede os faktisk en del. Vi havde ikke regnet med at se hastigheder, der kunne konkurrere med SD og CF-kort, men ikke desto mindre, så var det hurtigste kort - Kingstons 1 GB-kort - oppe og konkurrere med de tunge drenge.
Til gengæld var selv samme Kingstons 2 GB-kort også testens langsomste.
Som man kan se, så har vi nederst i skemaet også et 2 GB-kort fra Kingston med. Dette er Kingstons såkaldte MMC Mobile-kort, som er fuldstændig identisk med et miniSD-kort, og fungerer i de samme enheder.
MMC Mobile-kortet er af Dual-Voltage-typen, og det betyder, at det kan køre ved to forskellige strømstyrker, alt efter om man har brug for høj hastighed eller lavt strømforbrug, fx i en mobiltelefon. Højere strømstyrke giver højere hastighed. Til gengæld er MMC Mobile-kortet væsentligt dyrere end miniSD-kortet.
Regnestykket med de 1.500 megabyte filer ser således ud:
Når det kommer til prisen, overraskede miniSD-kortene os igen. Kingstons 1 GB-kort fandt vi på nettet til 87 kr. (8,7 øre/MB), og 2 GB kostede 170 kr. (8,5 øre/MB). Her er der altså ikke den store forskel på prisen, og kan man finde det rigtige Kingston-kort, så er der ikke den store forskel på 1 og 2 GB.
Til alle kortene medfulgte en SD-adaptor i pakken, hvilket producenterne skal have stor ros for.
Test af microSD
Vi har desværre ikke det store udvalg i microSD-kort, men de tre kort, vi har med i testen, viser, at der ikke er den store forskel på hastighederne. Til gengæld er ingen af kortene hurtigløbere. Sammenligner man dem med de øvrige typer, så ligger de klart i bunden.
Vores regnestykker bekræfter da også, at microSD ikke er velegnet til at overføre store datamængder på én gang:
Man skal altså bruge 2½ minut på en opgave, som det hurtigste SD-kort kun bruger 75 sekunder på.
Til gengæld er microSD også billigt. Det langsomste kort - Kingstons 1 GB microSD - koster 75 kr. på nettet (7,5 øre/MB), mens MemoryCorps pendant koster 193 kr. (19,3 øre/MB).
Den store prisforskel kan ikke retfærdiggøre hastighedsforskellen, og antager man, at vores test er repræsentativ for microSD-kort i almindelighed, så bør man altså blot gå efter det bedste tilbud, man kan få.
Konklusion - stor forskel
Denne test er en sammenligning af æbler og pærer. Og dog. Kortenes funktion er den samme, og har man eksempelvis brug for et CF- eller SD-kort, kan det være, at man faktisk kan gøre en god og fremtidssikret handel, ved at bruge en adaptor og købe et miniSD-kort.
Det kan meget vel tænkes, at din næste mobiltelefon eller GPS-navigator kan bruge det miniSD-kort, du køber i dag.
Den væsentligste lære man kan uddrage er dog, at der er meget stor forskel på kortene, ikke blot på prisen, men især på hastigheden. Det langsomste kort vi havde i testen havde en gennemsnitlig læsehastighed på blot 6,2 MB/sek. Det hurtigste var på 20,1 MB/sek. Det svarer til en faktor 3,2.
Tilsvarende med prisen, hvor der er en faktor 2,5 på den billigste MB-pris og den dyreste (af hhv. test-vinder og taber i de enkelte kategorier).
Vi har samlet nogle af de vigtigste resultater i skemaet for neden på siden.
Som man kan se, så er SD-kort generelt de hurtigste kort. Det er både her, man finder testens hurtigløber, gennemsnittet for kortene er desuden det højeste og selv det langsomste SD-kort er hurtigere end eksempelvis det hurtigste microSD-kort.
SD-kortene er også klart CF-kortene overlegne, både på hastighed og pris. Samtidig kan man gå grueligt galt i byen med CF-kort, hvor man kan risikere at komme hjem med et kort, der ikke blot er langsomt, men også meget dyrt.
De to små kort, mini- og microSD, adskiller sig meget, og det er tydeligt at se, at miniSD-kortene har lidt længere tid på bagen end microSD. Til gengæld har de begge en god pris.
