Godt og gratis
Nettet flyder over med gode gratis gaver, ikke mindst inden for spil. Vi har fundet de 13 bedste gratis spil der bare venter på at du downloader dem.
I denne anden del af artiklen ser vi nærmere på de syv sidste spil - der både rummer et traditionelt skydespil, et bilspil samt muligheden for at gå på eventyr. De første seks spil finder du omtalt i denne artikel.
Samtidig gav præsentationen af de gratis spil så mange læser-henvendelser, at vi har samlet læsernes gode bud i denne artikel.
7. Din tur, Gandalf
Er man til Ringenes Herre og Dungeons & Dragons og ikke mindst tur-baserede strategispil, går man glip af en hel masse, hvis man ikke prøver Battle for Wesnoth. Byg en hær og kæmp dig til tronen af Wesnoth, som du er den eneste arving til.
Eller brug dine kræfter over mørkets væsener til at dominere de levendes land som sejr over menneskene. Wesnoth har mange forskellige sagaer, der venter på at blive spillet
Et tur-baseret strategispil afvikles på den måde, at man skiftes til at foretage strategiske dispositioner, hvorefter man må vente på, at modspillerne foretager deres træk. På den måde virker spillet som et normalt brætspil, men selvfølgelig er det meget sjovere, for det har computergrafik og kan spilles via Internet.
8. Fuld fart på de virtuelle motorcykler
Der er ikke en decideret kategori, man kan putte GLtron ned i, for Tron-spil eller Lightcycle-spil opstod sammen med Disney-filmen Tron og er et unikt univers. Man kører på hver sin virtuelle motorcykel, der trækker en hale efter sig. Det gælder om at lukke modspillerne inde, så de rammer ind i ens hale (eller deres egen), hvorefter de eksploderer.
Var man ikke fan af filmen Tron med Jeff Bridges, kan man stadig glæde sig over denne flotte 3D udgave af filmens spil. Man kan være op til fire spillere samtidig, og spiller 1 bruger 'a' og 's' til at dreje til venstre og højre. Spiller 2 bruger 'k' og 'l', spiller 3 bruger '5' og '6' og spiller 4 bruger venstre og højre piletast.
Med F12-tasten kan man tage et skærmbillede, og mellemrumstangenten pauser spillet. F1 viser spillet for en spiller, F2 opdeler skærmen til to spillere, og F3 opdeler skærmen en gang til til fire spillere.
9. Torcs
Bilspil - man kan da kun elske dem, og det har vi gjort siden Pole Position på Atari 2600.
Der er dog sket meget siden da, for 3D spil som Gran Turismo ligner næsten virkeligheden, når man suser ud af vejene i en moderne sportsvogn. Men man kan også slippe helt gratis og spille Torcs i stedet for.
Målet med Torcs er faktisk at få biler styret af kunstig intelligens til at køre mod hinanden, men man kan altså også sagtens selv overtage rattet (nå ja, keyboardet så) og styre en bil. Og det er præcis lige så svært at holde en racerbil på banen, som det altid har været, skulle vi lige hilse at sige.
Man styrer farten og retning med piletasterne, og så er det ellers fuld fart gennem banen.
Man kan selvfølgelig også vælge manuelt gear, og man kan vælge en anden bil, en anden bane, et andet løb og så videre som det sig hør og bør i et bilspil. God fornøjelse.
10. Dræb dem til de dør
Mange kender First Person Shooters (FPS'er) helt tilbage fra Wolfenstein, Doom og Quake. Man styrter rundt i et miljø opbygget af 3D grafik og pløkker alt og alle. Lydene brager, blodet sprøjter og fjenderne får klø. Selvfølgelig i al venskabelighed.
Med tiden er FPS'er blevet en af de mest udbredte spiltyper, og en variant af dem kaldes for deathmatch. Det betyder, at man lukkes inde på en forholdsvis begrænset lokation sammen med sine modstandere, og kun en der kommer ud. Det er omtrent lige som Big Brother - bare med flere våben.
Nexuiz kan spilles over nettet mod andre spillere, eller man kan spille det lokalt på sin egen pc mod såkaldt "bots". Har man et lokalnet, kan man også opstille sin egen server og spille flere mod hinanden.
Man styrer retningen med musen og bevægelseshastigheden med piletasterne. Museknappen bruges selvfølgelig til at skyde med, og så behøver man ikke vide meget mere.
Prøv også Alien Arena 2007, Warsow, Tremulous og Gunz The Duel.
11. Stød i kuglerne
Er der noget mere hyggeligt end et spil billard eller pool eller hvad man nu skal kalde det. Spillet hedder godt nok billard, men der mangler nogle kegler, så det virker mere som et pool-spil.
Nå, men ligemeget er ligemeget. Foobillard er vældig flot og underholdende. Det er sjov at skyde kuglerne i hul, og man kan endda spille via netværk.
Brug musen til at indstille skyderetningen og op/ned-piletasterne (eller musens scrollhjul) til at bestemmet stødets styrke. Return-knappen støder til kuglen, og holdes højre museknap nede, kan man zoome ind og ud på bordet.
Der er en hel del flere tastefunktioner, og man trykker bare F1 for at få en oversigt. Husk at drikke øl til.
12. Sjov for hele familien
Neverball er et helt unik spil. Man styrer en kugle gennem en forhindringsbane ved at dreje gulvet. På sin vej skal kuglen samle et antal mønter op fir at aktivere målet i slutningen af banen.
Det er ganske simpelt, men også lidt svært. Mest af alt minder det om de træspil, hvor man drejer to knapper på en trææske for at vippe spillepladen og styre metalkuglen gennem labyrinten.
Hele spillet er superflot og vanedannende. Man styrer med musen og drejer kameraet med venstre og højre museknap. I øvrigt får man også et minigolf-spil med, som hedder Neverputt. Det er lige så sjovt som Neverball, og hele familien kan være med til disse spil.
13. I krig for Onkel Sam
America's Army er udgivet af den amerikanske regering for blandt andet at give computerspillere et krigsspil, der afspejler virkeligheden og inkluderer et realistisk forløb med træning, kampregler og missioner som de kan oplevels som soldat i den amerikanske hær.
Der er altså ingen tvivl om, hvem man kæmper for eller imod, men er man på det rene med dette, får man også et kæmpestort og meget flot og omfattende krigsspil.
Selve spildelen foregår i 3D grafik, hvor man får lov til at bruge diverse våben på forskellige missioner. Man kan godt sammenligne America's Army med Call of Duty, på nær altså at Call of Duty foregår under 2. Verdenskrig og America's Army udspiller sig i nutiden.
Glem ikke genbrugsguldet
Det er ikke alle, der har en moderne pc med et 3D grafikkort. Alligevel skal de ikke snydes for gratis spil, for der findes masser af 2D retrospil, der kan give timevis af underholdning på selv ældre pc'er.
Vi har tidligere skrevet artiklen Genbrugsguld - og nostalgi, hvor man kan komme til at genopleve ungdommen med de gode, gamle klassikere.
Tøv ikke med at læse artiklen og prøve spillene - heller ikke hvis du har en topmoderne pc.