Kom tæt på Microsofts nye mobilplatform
Hvor den seneste version af Windows Mobile – version 5.0 – var et helt nyt styresystem bygget fra bunden, så er den nye 6'er snarere en mindre opgradering af 5'eren.
Kernen er således den samme, og version 6 kan derfor mest af alt betragtes som en slags Service Pack eller opgradering. Det er dog blevet plads til en del forbedringer, mest af alt for erhvervslivet.
Ganske som Windows Vista sætter fokus på sikkerheden, så er det også blevet et væsentligt issue, når det kommer til mobile enheder. Det handler især om, at mange opbevarer fortrolige informationer på PDA'en eller hukommelseskortet – helt uden sikkerhed.
Falder mobilen i forkerte hænder, kan det være et problem for virksomheden. Derfor kan man nu kryptere sine data - også på hukommelseskortet - og kodeord-funktionerne er blevet langt mere sofistikerede og dermed sværere at bryde.
It-administratorer vil nok især være glade for, at man fra centralt hold faktisk kan gennemtvinge sikkerheden, hvis man kører Exchange 2007, og at man tilmed kan slette indhold fra hukommelseskort centralt fra, eksempelvis hvis telefonen bliver væk i en taxa.
Office med flere funktioner
Ud over sikkerheden er det især de indbyggede Office-applikationer, der er blevet forbedret. Der er stadig ikke tale om fuldblods-pendanter til hverken Word, Excel eller Outlook, men alle programmerne er blevet opdateret, og nu kan man også bruge PowerPoint på den mobile enhed.
Især den indbyggede Outlook-klient har fået nogle væsentlige løft og forbedringer, især hvis man bruger den nyeste version af Exchange 2007. En af disse nye funktioner er muligheden for at filtrere mails.
På tidligere versioner har man været tvunget til at køre ned over en endeløs række af mails, for at finde en bestemt, men med Smartfilter kan man nu bare skrive et ord eller navn, så dukker alle mails op, der indeholder tegnene.
Man kan også foretage en såkaldt ”Server search”, hvor man kan søge i alle sine mails direkte på serveren og finde lige præcis den mail, der blev sendt for to år siden.
Men den væsentligste forbedring er nok, at Outlook Mobile nu understøtter HTML-formatterede e-mails. Undersøgelser har vist, at over 80 procent af alle virksomhedsmails er i HTML-format, som giver mulighed for at bruge forskellige farver og typografier. Men på mobilen har man kun været i stand til at se teksten - ikke formateringen. Det ændres nu og vil nok glæde mange.
Også kalender-funktionerne er blevet forbedret, og nu kan man langt lettere booke møder med andre og se, om de er ledige. Og som en lille, men markant forbedring, kan man nu aktivere ”Ikke til stede”-assistenten direkte fra den mobile enhed. Glemte man at sætte den til, inden man tog på ferie, behøver man altså ikke at køre forbi kontoret for at få det klaret.
Bedre med Vista
Windows Mobile er især blevet populær på grund af det lille synkroniseringsprogram, ActiveSync. I modsætning til andre lignende programmer, så er ActiveSync kendt for at være stabilt og "bare fungere".
I den nye Windows Vista er ActiveSync dog forsvundet, men alt det gode fra programmet udgør i stedet fundamentet i Windows Mobile Device Center.
Kører man Vista på computeren og Windows Mobile 6 på mobilen, så kan man let flytte billeder, musik og film frem og tilbage mellem mobil og pc. Har man ikke Vista, så kan man stadig bruge ActiveSync – også med Windows Mobile 6-enheder.
Windows Mobile 6 er også optimeret til Microsofts nye Live-satsning, blandt andet den populære Messenger-tjeneste der er indbygget i platformen. Hidtil har det været en meget neddroslet version, men i 6'eren kan man eksempelvis også dele filer via Messenger og bruge emoticons.
Office-programmerne Word, Excel og Powerpoint har fået en mindre overhaling, og den væsentligste forbedring set fra et brugersynspunkt, er nok, at Excel nu endelig også kan vise og lave grafer.
Opgradering eller købe nyt?
Vi har vænnet os til, at vi kan opgradere pc'en, når der kommer nye version af styresystemet, men når det kommer til mobile enheder, så er det ikke så lige til.
Du kan nemlig ikke bare købe Windows Mobile 6 og installere det på din gamle PDA eller smartphone. Det kræver, at producenten af PDA'en eller smartphonen selv laver en særlig tilrettet version.
Har man eksempelvis lige købt en ny HTC TyTN eller Samsung i320, så kan man ikke være sikker på, at man kan køre Windows Mobile 6, og det er nok desværre de færreste producenter, der laver opgraderinger.
De første nye enheder med Windows Mobile 6 er netop blevet lanceret under 3GSM-messen i Barcelona, men vi skal først vente at se dem ude i butikkerne i løbet af sommeren.
For eksempel er HP på vej med sin første Windows Mobile-telefon, Ipaq 514, og Samsung står bag i600 Ultra Messaging Smartphone som den første i rækken af nye Windows-modeller. Producenten I-mate introducerer desuden et helt arsenal af Windows-telefoner til det nordiske marked. En anden spændende producent er Gigabyte, som lancerer en Windows Mobile 6-telefon i sin Gsmart-serie, der giver mulighed for at se digitalt tv.
Du kan naturligvis læse mere om de nye modeller her på PC World, så snart de kommer på markedet.
Tre versioner med nye navne
Windows Mobile 6 vil dukke op i tre forskellige versioner med helt nye navne:
• Den gamle Pocket PC Phone Edition har skiftet identitet til Windows Mobile Professional og henvender sig til enheder med trykfølsomme skærme og mobilt modul indbygget.
• Smartphone Edition hedder nu Windows Mobile Standard, og programmet er tilpasset almindelige smartphones, det vil sige mobiltelefoner uden trykfølsom skærm, hvor input foregår ved hjælp af taster.
• Den tredje version er Windows Mobile Classic, som er beregnet til mere traditionelle PDA'er, der ikke har mobilfunktionalitet.
Microsoft hævder, at de fleste nuværende programmer og tjenester er kompatible med den nye version, men det vil fortsat være sådan, at nogle programmer kun kan køre under én af udgaverne – og ikke under andre. Et PDA-program kan altså ikke altid køre på en smartphone eller omvendt.