Der er godt nyt, hvis du er glad for at udskrive fotos i formater op til A3+.
Epson lancerer nu printeren Stylus Photo 1400 som erstatning for den pålidelige klassiker Stylus Photo 1280, der har syv år på bagen.
Epson siger, at udskrifterne fra printeren kan holde i 98 år. Så udskriver du fotos af dit nyfødte barn, bør hans oldebørn have en chance for at se, hvordan oldefar så ud, da han kom til verden i 2007.
Man skal dog tage Epsons påståede levetid med et gran salt, da det er umuligt at teste påstanden i virkeligheden.
Stylus Photo 1400 har seks forskellige blækpatroner, som udsprøjter dråber på papiret i størrelsen 1,5 pikoliter.
Stylus Photo 1400 har den samme teknologi som Epson Stylus Photo R260 og R380, herunder Claria blæk og DX5 MicroPiezo printerhoveder.
Den nye model kan udskrive i store størrelser som 13 x 19 tommer, hvilket skulle glæde fotoentusiaster, der vil have fuldt udbytte af deres kameraers høje megapixel-forbrug.
Et foto på 8 x 10 tommer tager ifølge Epson 173 sekunder at udskrive med Stylus Photo 1400, men Epson oplyser dog ikke hvilket kvalitetsniveau hastigheden gælder.
En Stylus Photo 1400 koster 399 dollar i USA, hvilket svarer til omkring 2.300 kroner. Printeren skulle komme til Danmark en gang i næste måned.