Hvis 2005 var AMD's år, så var 2006 Intels.
Som vi tidligere har skrevet om, har Intel lanceret hele tre nye processor-serier i år: Core Duo, Core 2 Duo samt senest quadcore linjen. PC World har testet hele serien løbende og været imponeret over ydelsen.
Der er meget, der tyder på, at AMD ikke vil stille sig tilfreds med andenpladsen inden for ydelse i forhold til strømforbrug i 2007.
Det skyldes ikke mindst, at AMD endelig er ved at være parat til at tage 65 nm teknologien i brug. Skiftet fra 90 nm til 65 nm, som Intel foretog for et stykke tid siden, skulle gerne betyde en processor, der forbruger strømmen mere effektivt.
Den anerkendte pc-hardware webside AnandTech har haft fingrene i en af de første modeller fra AMD's nye serie, kaldet Brisbane. Som testen her viser, så er resultaterne lidt blandede.
AnandTech slår i sin test fast, at Brisbane er et stort skridt fremad for AMD, men at der stadig er et stykke vej endnu, før ydelsen og strømforbruget kan matche Intels Core 2 Duo processor. Det skyldes dog hovedsageligt, at AMD ikke har benyttet skiftet i fremstillingsteknologi til at opdatere processoren, men har i stedet i realiteten blot forfinet produktionen.
Næste store skridt for AMD kommer altså dermed først, når næste generation af processorerne dukker op - engang i anden halvdel af 2007.
Du kan læse hele testen af AMD's Brisbane-chip her hos AnandTech. Du kan også læse om, hvad Intel har på tegnebrættet i PC Worlds gennemgang af planerne frem mod 2010.