Koreanske LG har netop modtaget designerprisen Red Dot Award i Tyskland for sin nye koncept-bærbare Ebook. Og den ser da også rigtig interessant ud.
Den traditionelle LCD-skærm er udskiftet med en OLED-skærm. Det betyder, at der ikke er en ramme rundt om skærmen, som der ellers ville være, hvis det var en LCD-skærm. Samtidig bruger OLED mindre strøm end LCD.
Også tastaturet er en kæmpe OLED-skærm. Så man kan ikke spilde kaffe mellem tasterne.
Strømmen får koncept-pc'en ikke fra et batteri, men fra en brændselscelle, hvilket skulle aflaste miljøet. Dermed er det en økologisk bærbar.
Men økologi koster som bekendt:
- Med den nuværende teknologi er det ekstremt dyrt at bygge en sådan bærbar, men det er muligt. Men måske bliver det fremtidens bærbare, siger pr-chef Na Joo-young fra LG til The Korean Times.
Derfor bliver den flotte bærbare nok aldrig sat i produktion.