Test: Få styr på trådløst netværk
Teknologien til de trådløse computernetværk blev opfundet allerede i begyndelsen af 1990’erne, men indtil for ganske få år siden var det så dyrt at erstatte netværkskabler med trådløse forbindelser, at det kun blev gjort, hvis kabling var helt umulig – for eksempel i fredede bygninger.
I dag ser verden anderledes ud. Tænder man en bærbar computer på en ganske almindelig dansk villavej, vil det indbyggede trådløse netværkskort hurtigt fange adskillige netværk. Danskerne har nemlig i høj grad taget den trådløse teknologi til sig, og danske hjem bugner af små bokse med antenner, der gør det muligt at surfe direkte fra sofaen.
Når de trådløse netværk er blevet så populære, skulle man tro, at det næsten er ligegyldigt, hvad man køber – bare der står Wi-Fi på boksen.
Men der er stor forskel på kvaliteten af Wi-Fi-produkterne. Og ikke nok med det: Der findes efterhånden så mange forskellige navne og standarder, at man skal holde tungen lige i munden, når man går på jagt efter en afløser for kablerne.
Teknologien bag trådløse netværk har mange navne, men WLAN eller Wi-Fi er de mest udbredte. Wi-Fi-navnet kommer fra en særlig certificering, som kun produkter, der lever op til Wi-Fi-alliancens krav, kan bruge. Og netop standarder er ret væsentlige, når det gælder trådløse netværk.
Det lille sort/hvide Wi-Fi-logo er nemlig garantien for, at produktet også kan tale sammen med andre netværk. Hvis din router eksempelvis ikke er Wi-Fi-certificeret, er det ikke sikkert, at den kan bruges med din nye bærbare computer.
Standarder er vigtige
Certificering af trådløse netværksprodukter skabte heftig diskussion, da producenterne for et par år siden introducerede nye produkter, der skulle løfte hastigheden fra 11 Mbit/s til hele 54 Mbit/s.
Den oprindelige standard hed IEEE 802.11b, og den nye standard, der stadig var i støbeskeen, havde fået navnet IEEE 802.11g.
Men producenterne havde så travlt med at få solgt g-produkter, at de blev langet over disken, før standarden var færdig.
Var man uheldig at købe en router eller et netværkskort, inden standarden var færdigudviklet, kunne man risikere at stå med et produkt, der ikke virkede – ej heller med ny firmware eller drivere.
Mange producenter fik med rette på puklen, og man skulle tro, at de havde lært noget af det. Men nu ser det ud til, at akkurat det samme problem er ved at opstå.
Først klar næste år
IEEE-organisationen, der står bag standarderne, kan nemlig ikke blive enige om hvilke krav, der skal stilles til afløseren for g-standarden, der får navnet IEEE 802.11n.
Som det ser ud nu, giver n-standarden en række forbedringer, både på rækkevidden og hastigheden. Hastigheden skal være op til 50 gange hurtigere end de 11 Mbit/s, som 802.11b lover (dog kun på det teoretiske plan), det vil sige omkring 540 Mbit/s.
Det skulle blandt andet gøre det let at streame flere tv-kanaler i HD-kvalitet på det interne net.
Det var egentlig meningen, at den færdige standard skulle have været klar i maj måned i år, og producenterne var allerede gået i gang. Men de første test viste store problemer, og derfor blev processen stoppet.
Et af de væsentligste problemer var, at n-produkterne åbenbart interfererede med b- og g-netværk, og dermed kunne man risikere, at et enkelt n-netværk lagde alle andre netværk i en radius af 100 meter ned. Nu forventes det først, at n-standarden ligger helt fast engang i foråret 2007.
Desværre har udsættelsen betydet, at flere producenter allerede nu er begyndt at sælge produkter, som de kalder n-produkter. De må ikke sætte Wi-Fi-logoet på, og i stedet siger de, at de understøtter udkastet – den såkaldte draft – til 802.11n-standarden.
Vi vil i denne guide se på nogle af de forskellige muligheder, man har, når man skal købe trådløst netværksudstyr.
Vi har både testet den klassiske 802.11b/g-standard, overbygningen på denne, der kaldes MIMO, og sidst, men ikke mindst, har vi haft fat i to af de nyeste produkter, der kører på udkastet til n-standarden, draft N.
Klogt at vente
At sammenligne trådløse teknologier er lidt som at sammenligne æbler og pærer. De ligner måske hinanden, men der er stor forskel.
Der er dog nogle konklusioner, man kan drage. Det væsentligste spørgsmål er naturligvis, om man skal gå ud og købe trådløst udstyr efter draft-N-standarden, og på baggrund af vores test kan vi ikke anbefale det.
Kun hvis man har mod på at leve med de fejl og problemer, som vi har skitseret, og er indstillet på, at man måske skal skifte udstyret ud, når den endelige standard er på plads. Samtidig skal man nok lige orientere sine naboer om, at de risikerer at skulle skifte kanal på deres udstyr, hvis de oplever problemer.
Har man brug for den lange rækkevidde, som draft-N lover, bør man i stedet se på en MIMO-router. Her får man en relativt stabil hastighed og en væsentligt bedre rækkevidde end den traditionelle 802.11g-standard.
Når man ser på prisen, så må man sige, at Draft-N-udstyret også stadig er ret dyrt, hvorimod prisforskellen på MIMO-udstyr og det traditionelle 802.11g-udstyr er faldet ret væsentligt. Det taler også for at vælge MIMO, hvis man står overfor at skulle investere i trådløst udstyr netop nu.
Frit slag for tyveknægte
Som noget generelt positivt er vi glade for at se, at alle de testede routere efterhånden har gode, avancerede sikkerhedsindstillinger – hvis man altså kan finde ud af at sætte det op.
For der er stadig ingen af løsningerne, der insisterer på at aktivere kryptering – selv om det burde være ganske simpelt for producenterne at indføre det i opsætnings-guiderne. At køre med et åbent trådløst netværk er det samme som at efterlade nøglen i låsen på dørens yderside: En åben invitation til tyveknægte og andre svage sjæle.
Men opsætningen af WEP, WPA-2 og andre krypterings-algoritmer kan være meget besværlig at gå til, og derfor burde producenterne arbejde mere for at gøre kryptering og sikkerhed tilgængelig – også for det brede publikum.
Et sidste punkt, som vi også vil henlede opmærksomheden på, er strømforbruget. En trådløs router er jo kun brugbar, hvis den er tændt, og de fleste af os vil nok have den stående tændt konstant, 24 timer, 365 dage om året.
Vores test viste, at de fleste routere lå på mellem 9 og 11 Watt, når de kørte, men Linksys-routeren var helt oppe på 35 Watt, det vil sige mere end tre gange så meget som de øvrige testdeltagere.
Desværre kan man sjældent se på pakken, hvad elektronisk udstyr bruger af strøm, men med de el-priser vi har her i landet, er det naturligvis værd at holde øje med, hvor meget maskinparken på hjemmekontoret sluger af budgettet.
Sådan testede vi
Vi har testet en række forskellige trådløse teknologier, og derfor er det ikke muligt at foretage en direkte sammenligning. Med testen giver vi et overblik over, hvad man kan forvente af de forskellige trådløse standarder – der er ikke tale om en sammenlignende test.
Som testudstyr brugte vi en stationær HP-maskine, udstyret med en indbygget Broadcomm gigabit-netværksadaptor. Denne er vigtig i forhold til testen af 802.11n-udstyret, da hastighederne her kommer over 100 Mbit/s, som er grænsen for almindelige netværkskort.
De trådløse forbindelser har vi testet primært med en Fujitsu-Siemens Lifebook E, en Dell Inspiron 6400 samt en aldrende IBM ThinkPad T600. Lifebook’en og Dell-maskinen kørte Windows XP, mens ThinkPad’en kørte Windows 2000. Derudover har vi testet forbindelserne med en Dell Axim X50v Pocket PC samt en Nokia N80-mobiltelefon, der begge understøtter 802.11g-standarden.
Før testen gik i gang, opgraderede vi samtlige produkters firmware og drivere til den nyeste tilgængelige version på de respektive producenters websider.
Vi brugte forskellige programmer til at måle hastigheden og kvaliteten af forbindelserne. Hastighedsmålingerne blev foretaget ved at overføre forskellige AVI-filer på cirka 100 og 700 megabyte og måle tiden for overførslen med et stopur. Det giver naturligvis en vis unøjagtighed, men er et meget godt pejlemærke, når man skal sammenligne forskellige teknologier, som vi gør her.
Testen blev foretaget med testmaskinerne anbragt på i alt seks forskellige steder i og uden for huset (se resultaterne på modstående side).
Placering 1
Computeren placeret cirka halvanden meter fra routeren på et skrivebord på stueetagen i et ældre hus med tykke etageadskillelser.
Placering 2
På førstesalen, cirka otte meter fra routeren.
Placering 3
I kælderen, ca. 10 meter fra routeren.
Placering 4
Cirka 10 meter nede ad vejen, direkte kig til routeren, der er placeret i vinduet.
Placering 5
Cirka 30 meter nede ad vejen, direkte kig til routeren, der er placeret i vinduet.
Placering 6
Cirka 80-90 meter nede ad vejen, uden kig til routeren, som var opstillet i et radioforurenet miljø. Der er fire naboer med trådløse netværk, ligesom antallet af mikrobølgeovne, mobiltelefoner med Bluetooth aktiveret og andre kilder på 2,4 GHz-båndet naturligvis spillede ind.
Linksys WRT300N
Linksys WRT300N er navnet på Linksys’ bud på en router, der understøtter udkastet til 802.11n-standarden, draft-N. Vi har testet routeren sammen med Linksys’ PCMCIA-kort til bærbare, der har model-betegnelsen WPC300N.
Linksys er en af de største producenter af trådløst netværksudstyr, og normalt scorer Linksys’ produkter også gode karakterer i vores test. I denne test er vi dog ikke synderligt imponerede over Linksys’ første forsøg på at levere en N-løsning.
Routeren har to almindelige antenner samt en parabol-lignende antenne midt for, der kan benyttes til at pejle sig ind på et godt signal. Det fungerer godt, og vores test viste, at det faktisk gjorde en stor forskel for signalkvaliteten at justere på antennerne.
Opsætning af såvel router som netværkskort var forbilledligt simpel. Der benyttes en simpel guide, der forklarer hele forløbet grundigt og med god grafik. Har man før haft en Linksys-router, vil man også nikke genkendende til det webinterface, man efterfølgende kan bruge til at indstille routerens firmware.
I første omgang var der ingen problemer. Vi fik forbindelse til routeren, og var på nettet. Et kig i vores overvågningssoftware viste dog, at vi trods en afstand på blot halvanden meter mellem router og netværkskort kun kunne trække omkring 90 procent.
Her kom den ekstra retningsbestemte antenne, som er placeret midtfor på routeren, virkelig til sin ret. Vi så tydelige udsving i kvaliteten af signalet, når vi justerede antennen, så den pegede direkte mod pc’en.
Vi flyttede computeren rundt i huset, og kvaliteten af signalet blev mærkbart forringet til omkring 60 procent i kælderen og 65 procent på førstesalen. Signalet forsvandt faktisk helt, da vi flyttede os cirka 40 meter væk.
Det var ligeledes svært at fastholde en høj hastighed, og meget ofte skiftede den automatisk over til en lavere hastighed.
Det er jo i og for sig glimrende, når disse hastighedsskift sker automatisk, men flere gange oplevede vi, at skiftene også medførte, at forbindelsen røg et kort øjeblik. Det samme skete også flere gange, selv om maskinen ikke blev flyttet.
Disse problemer var dog ikke den mest graverende fejl ved Linksys-routeren. Til stor frustration i det lille hjem, hvor testen foregik, oplevede andre brugere, at deres trådløse netværk blev ustabilt, når Linksys-routeren kørte. Det viste sig, at det hjalp at flytte forbindelserne væk fra kanal 6, men disse problemer opstod ikke, når 802.11g-netværk kørte på kanal 6 lige ved siden af hinanden.
Vi havde opgraderet routeren til den nyeste firmware, og fejlene kan derfor ikke umiddelbart siges at ligge her. Det er mere sandsynligt, at fejlen ligger i enten de mangelfulde specifikationer for draft-N eller i Linksys’ hardware. Flere andre test har nemlig påvist, at der let kan opstå problemer, når N-netværk skal fungere side om side med andre typer netværk.
På sikkerhedsområdet er der ingen problemer. Linksys understøtter alt lige fra den usikre WEP-kryptering til WPA2 og en række andre avancerede krypteringsmuligheder. I forbindelse med opsætningen bliver man tvunget til at angive et kodeord til firmwaren, hvilket højner den interne sikkerhed på netværket – men desværre skal man en tur omkring firmwaren for at aktivere krypteringen.
En af de mest overraskende ting ved Linksys-routeren var dog dens energiforbrug. Når den var sluttet til kontakten, brugte den 35 Watt. Det lyder måske ikke af så meget, men man skal huske på, at det er 24 timer, 365 dage om året. Så kan det hurtigt løbe op.
D-Link DIR-635
D-Links router er ikke just plug-and-play. Faktisk er der tale om et samlesæt, hvor man selv skal montere alt – lige fra de små dupper, som routeren står på, til de tre antenner. Der følger også små skruer med, hvis man vil montere routeren på en væg.
På bagsiden bemærker man straks, at der er en USB-port. Umiddelbart skulle man tro, at man så kunne bruge denne til at tilslutte eksempelvis en USB-harddisk, der så blev oprettet som netværksdrev.
Men desværre tilbyder D-Link ikke denne mulighed. Et opslag i manualen gør ikke brugeren meget klogere. Det lader til, at USB-porten alene kan bruges til en særlig automatiseret installationsprocedure, der kaldes WCN.
Dermed kan for eksempel netværksadministratorer let ændre opsætningen af routeren blot ved at indsætte en USB-nøgle med særlige informationer.
Det er naturligvis mest interessant, hvis man har adskillige routere, som jævnligt skal have ændret i opsætningen, og for almindelige brugere er det næppe en særligt anvendelig funktion.
Til gengæld er installationen af såvel router som det medfølgende DWA-645-PCMCIA-kort ganske let at gå til. To guider med god illustrerende grafik hjælper brugeren igennem proceduren, og det tog os tre minutter og en enkelt genstart af den bærbare, så var vi kørende.
Sikkerheden på D-Link er på niveau med Linksys-udstyret. Her er også understøttelse af de mest almindelige krypteringsmuligheder lige fra WEP til WPA2. Desværre skal man også her ind i softwaren for at aktivere krypteringen.
Forbindelsen er til gengæld lynhurtig. Windows oplyste, at vi var tilsluttet med 300 Mbps, og vores netværksmonitor-programmer fortalte os, at der var maksimalt hul igennem, når computeren stod halvanden meter fra routeren. En overførsel af en stor AVI-fil viste, at hastigheden var høj, men ikke så høj, som Windows fortalte os.
Studerede man D-Links eget software, fik man lidt af forklaringen. Hastigheden stod og kørte op og ned mellem 130 Mbps og 216 Mbps. I modsætning til Linksys-routeren oplevede vi dog ikke, at routeren selv gearede ned til g-hastigheder eller lavere.
I hvert fald ikke før vi flyttede computeren væk fra skrivebordet. På førstesalen og i kælderen røg signalstyrken ned, og hastigheden svingede mellem 90 og 130 Mbps begge steder. Flyttede vi 30 meter væk, ramte vi første gang hastigheder omkring de 50 Mbps, og ved cirka 80 meter røg signalet helt.
Det skal dog siges, at vi på 80 meter ikke kunne fange nogen af de testede netværk (se skemaet), så D-Link-netværket havde så afgjort den længste rækkevidde, når der ikke var vægge og etageadskillelser imellem router og netværkskort.
I løbet af vores test oplevede vi ikke de samme problemer med D-Link-udstyret, som vi gjorde med Linksys’. Der var ikke udfald i forbindelsen, og den kørte heller ikke op og ned i de forskellige standarder.
Vi kunne uden problemer streame videofiler fra en hvilken som helst computer i netværket, og overførsel af filer gik ligeledes uden problemer.
Også strømforbruget var lavt. Når D-Link DIR-635 kørte, brugte den kun 9 Watt.
SMC WBR 14-GM
SMC’s MIMO-router hedder SMC WBR 14-GM. MIMO er en forbedring af 802.11g-standarden, der giver højere hastighed og længere rækkevidde ved at bruge flere kanaler samtidig.
Vores forventninger til MIMO-teknologien var ret høje, men desværre løb vi ind i problemer, så snart SMC-routeren var pakket ud og kablerne var tilsluttet. Vi indsatte den medfølgende cd, og det første skærmbillede, der mødte os, var en klassisk anmodning om at indtaste en adgangskode. Men hvilken kode?
Den trykte lynvejledning var ingen hjælp, vi måtte helt hen på side 15 i den store manual, der kun ligger som PDF-fil på cd’en.
Standard-kodeordet var sat til “smcadmin”, og når det blev tastet ind, gik resten af opsætningen fint. Men SMC får nok en del frustrerede opkald til sin supportlinje på den konto – når det gælder installation, kunne man lære noget af D-Link og Linksys.
Vi havde også en del problemer med installation af PCMCIA-kortet på den bærbare. Her var instruktionerne i bedste fald mangelfulde – på visse punkter direkte vildledende. Vi måtte installere driverne to gange, før det kom til at virke.
Når vi kørte en ren MIMO-forbindelse på routeren – altså med SMC WCB-GM-kortet – var hastigheden fin. Når vi overførte store AVI-filer, lå hastigheden på mellem 20 og 25 MB per sekund, hvilket er ganske acceptabelt.
Til gengæld gik det helt galt, da vi koblede en b-klient på det samme netværk. Her røg hastigheden helt ned på omkring 8 MB per sekund – på MIMO-klienten.
Det har vi også oplevet på andre MIMO-netværk, mens andre fungerer glimrende i blandede netværk. Hvis man har planer om at bruge forskellige klient-typer, bør man altså se på andre MIMO-routere end denne fra SMC.
Selv om hastigheden var så som så, var det tydeligt, at MIMO-teknologien forbedrer rækkevidden markant. Vi nåede næsten lige så langt som med D-Links draft-N-router, og langt længere væk end med den rene 802.11g-router.
I hele huset var der markant bedre dækning, og forbindelsen var langt mere stabil end g-løsningen. Men også her gjaldt det kun den rene MIMO-løsning.
Strømforbruget på SMC-routeren var i den lave ende, og energimåleren slog ud på 11 Watt, når den kørte.
MSI RG5463
Her har vi testet den klassiske løsning, baseret på 802.11g-standarden. MSI’s router skiller sig ud fra de øvrige ved blot at have en enkelt antenne, som man i øvrigt selv skal montere. Der medfølger ikke noget PCMCIA-kort, så vi har testet med de indbyggede netværkskort (ThinkPad’en er ikke brugt i denne test).
Opsætningen af routeren krævede lige som hos SMC’s MIMO-router, at vi satte cd’en i og fandt frem til manualen. I dette tilfælde skal der indtastes “admin” i både brugernavn og adgangskode. Herefter sætter en meget hurtig guide routeren op og genstarter den.
Da vi havde fundet koderne, var vi kørende på under tre minutter. Og det gik helt smertefrit og meget hurtigt for alle testens maskiner at finde MSI-netværket og logge sig på.
Sikkerhedsniveauet på denne router er ligesom på de øvrige ret lavt – som udgangspunkt.
Heller ikke her bliver man spurgt, om man vil aktivere kryptering, og man selv skal ind i de avancerede opsætningsmuligheder, hvilket kræver, at man læser manualen - der ikke er på dansk – godt og grundigt.
Tilsvarende kan enhver, der har adgang til en computer på netværket, ændre opsætningen, hvis man kan gætte kodeordet “admin”. Det bliver man nemlig heller ikke automatisk bedt om at lave om.
MSI-routeren fungerer dog ganske udmærket. På alle de anvendte test-maskiner fik vi et flot signal overalt i stueetagen, og både i kælderen og på førstesalen gik signalet igennem med omkring 60-75 procent.
10-15 meter væk var det dog faldet drastisk, og vi var nede og rode omkring de 30 procent signalstyrke. Det fik routeren til automatisk at nedsætte hastigheden til den langsommere 802.11b-standard, hvilket er udmærket til surfing på en 2 Mbit/s ADSL-forbindelse, men hvis man vil hente større filer over netværket eller streame video, skal man ikke gøre det i haven.
Hastigheden er nede på et par megabyte per sekund, og det giver også udfordringer, hvis man vil benytte Skype, videochat over MSN eller har IP-telefoni.
Vi fik slet intet signal, da vi ramte de 30 meter, og dermed kommer MSI-routeren ind på en klar sidsteplads, når det gælder lang rækkevidde. Sidder man i haven og surfer, oplever man også signaludfald, til tider i flere sekunder.
Ved skrivebordet oplevede vi også, at signalstyrken med uregelmæssige mellemrum gik kraftigt ned i perioder på 10-15 sekunder. Forbindelsen røg ikke helt, men der var svingninger, som kunne give problemer, hvis man for eksempel streamer video.
Med et strømforbrug på 11 Watt lægger MSI-routeren sig i den nedre del af testens deltagere.
Hvad er MIMO?
Det har stået lidt stille med udviklingen af Wi-Fi siden introduktionen af 802.11g-standarden, og derfor er en række producenter gået sammen om en overbygning, som de kalder MIMO. MIMO står for Multiple Input Multiple Output, og producenterne lover både højere hastigheder og større rækkevidde – og at produkterne samtidig er bagudkompatible med både b og g.
MIMO bygger på, at der anvendes flere radiokanaler på samme tid. Det var der også nogle producenter, der gjorde tidligere – de kaldte deres ting for “turbo”. Hvis man ikke holdt sig til den samme producent, var der imidlertid ikke meget turbo over det.
Selv om MIMO ikke er en officiel standard, burde MIMO-produkter kunne tale sammen. Men der er ingen garanti.
MIMO øger stabiliteten, og det har netop været et problem for mange Wi-Fi-produkter tidligere. Hvis man eksempelvis skal bruge trådløse netværk til at streame datastrømme – eksempelvis ved IP-telefoni eller videostreaming –kan hul eller opbremsninger i forbindelsen være altødelæggende.
Ulempen ved MIMO er, at flere radiokanaler koster flere penge. MIMO-produkter har været meget dyrere, men prisen er ved at falde.
MIMO bliver en væsentlig del af den kommende n-standard, og når den bliver endeligt færdig, vil det næppe være muligt at købe rene b- eller g-produkter i butikkerne længere.
Konklusion og skema
Som tidligere nævnt har vi testet en række forskellige trådløse teknologier, og derfor er det ikke muligt at foretage en direkte sammenligning, og der kan ikke udråbes en vinder
Med testen giver vi et overblik over, hvad man kan forvente af de forskellige trådløse standarder – der er ikke tale om en sammenlignende test.
I dette skema kan du få det totale overblik over de testede produkter med relevante specifikationer.
