Trådløse tv er set før, men nu vil Samsung også være med. Under it-messen KES 2006, kunne det sydkoreanske firma fremvise sit nyeste plasma-tv på 50 tommer.
Det går under navnet SPD-50P7HDT, og med det slipper man for bøvlet med at tilslutte kabler fra harddiskoptageren eller antennesignalet til fjernsynet. Det kan nemlig fange signalerne trådløst.
Videokamera, harddiskoptager og antennesignal forbindes til en særlig boks, der kan gemmes af vejen i stuen, og boksen sender signalerne videre til SPD-50P7HDT.
Fjernsynet er HD Ready, men det er uklart, om den lille boks har kraftig nok kapacitet til at sende så tunge signaler til tv'et.
SPD-50P7HDT har et kontrastforhold på 10.000:1 og lysstyrken er 1300 cd/m. Ifølge Akihabaranews.com koster fjernsynet i Sydkorea 4.800.000 won, og det svarer til cirka 30.000 kroner.