Sådan virker ADSL2+
Det kan virke paradoksalt, at man med ADSL2+ kan trække hastigheder på op til 24 megabit per sekund ud af en ganske almindelig telefonledning.
Dette er dog også kun muligt under særligt gunstige forhold, eksempelvis kan det kun lade sig gøre, hvis man som kunde bor maksimalt 1.500 meter fra den nærmeste telefoncentral. Bor man længere væk, falder tophastigheden drastisk for hver meter.
Til gengæld rækker ADSL2+ – med visse modifikationer – længere end almindelig ADSL. Det betyder, at de, der tidligere boede for langt fra centralen til at kunne få ADSL, nu vil kunne få leveret en ADSL2+-linje med en hastighed svarende til en af de mere beskedne ADSL-forbindelser – det vil sige med hastigheder på op til to Mbit.
Tager vi udgangspunkt i en velfungerende ADSL2+-forbindelse er download-hastigheden ganske vist svimlende høj, hvorimod upload-hastigheden stadig er beskedne 1 Mbit. Ved at anvende forskellige tekniske krumspring kan man ganske vist pumpe upload-hastigheden op til 3,5 Mbit (det vender vi tilbage til).
For de fleste private betyder hurtig download-hastighed dog mest, da hurtig upload primært er interessant, hvis man har sin egen web- eller FTP-server stående.
Ud over den høje download-hastighed har ADSL2 og ADSL2+ endnu en fordel frem for den kendte ADSL-teknologi. Man kan nemlig samle flere ADSL2- eller ADSL2+-linjer og derved teoretisk set få lige så høj download- og upload-hastighed som antallet af linjer.
Har man således bundlet to ADSL2+-linjer, får man tæt på 50 Mbit download-hastighed og kan – med de krumspring, vi vender tilbage til – få op til 7 Mbit upload-hastighed. Det burde være nok til at servicere de fleste private servere.
Lynkursus i ADSL
For at kunne give et fyldestgørende svar på, hvordan man klemmer op til 24 Mbit ud af en almindelig, gammeldags kobbertelefonledning, er vi lige nødt til at tage et lynkursus i ADSL-teknologien.
ADSL sender data på en almindelig analog telefonlinje. Datatrafikken ligger langt over det hørbare område på linjen og benytter to forskellige frekvensbånd; et til at sende data ud på internettet (upload) og et til at hente data fra internettet (download). Standard ADSL benytter frekvensområdet fra 25,875 kHz til 138 kHz til upload og frekvensområdet 138 kHz til 1.104 kHz til download.
Da frekvensområdet til download er væsentligt større end frekvensområdet til upload, kan man trække flere data ned, end man kan sende op. Derfor den store forskel på up- og downloadhastighed på en ADSL-forbindelse.
Hvert frekvensbånd er igen opdelt i kanaler på 4,3125 kHz. Når ADSL-modemet hjemme hos kunden bliver tændt, undersøger det hvilke og hvor mange af de tilgængelige kanaler, der er så god signalkvalitet på, at de kan benyttes til datatransmission. Jo flere kanaler, der kan anvendes i de to frekvensbånd, jo større up- og download-hastighed har kunden til rådighed.
Det, der har størst indflydelse på signal- og støjforholdet er afstanden fra kunden til centralen, hvor mange samlinger, der er på den fysiske kobberledning undervejs, og hvor god en kvalitet samlingerne har.
Download-signalet er naturligvis stærkest ved centralen og falder i styrke, jo længere væk, man befinder sig. Tilsvarende er upload-signalet stærkest ved kundens bolig, men svinder i styrke, jo længere væk det skal for at nå centralen. Principielt vil kunder, der bor tre kilometer fra centralen, altså ikke kunne modtage og sende data lige så hurtigt som de, der bor helt tæt på centralen.
For at øge fejltolerancen har man holdt båndbredden meget smal på de enkelte kanaler. Opstår der en fejl på en enkelt eller to af kanalerne under transmissionen, vil det almindeligvis kunne reddes af den almindelige fejlkorrektion, der er indbygget i ADSL-standarden.
Opstår der en mere permanent fejl, for eksempel støj, på en eller flere kanaler, sætter forbindelsen simpelthen hastigheden ned.
ADSL2 benytter samme båndbredde som ADSL, men tophastigheden øges fra ADSL-standardens maksimale 8 Mbit til ADSL2's 12 Mbit ved at anvende en mere fleksibel datapakkestørrelse og en bedre fejlkorrektionsalgoritme.
ADSL2+ er dobbelt op
Hvor traditionel ADSL og ADSL2 kun benytter frekvensområdet op til 1.104 kHz, dobler ADSL2+ båndbredden på dataområdet op til 2.208 kHz. Da den større båndbredde udelukkende benyttes til at øge download-hastigheden, betyder det, at man ikke kan uploade flere data på ADSL2+ end de 1 Mbit, man kan sende på en almindelig ADSL- eller ADSL2-linje.
Fjerner man imidlertid muligheden for at benytte ADSL2+-linjen til almindelig telefoni, kan ADSL2+ også benytte frekvensområdet under 25,875 kHz til datatransmission, og så kan man i princippet svinge upload-hastigheden helt op på 3,5 Mbit. Det er dog ikke en mulighed, teleselskaberne udnytter i dag.
Anvendelsen af det højere frekvensområde til at modtage data på har imidlertid den ulempe, at dataforbindelsen bliver sårbar overfor linjestøj.
Denne følsomhed medfører samtidig det forholdsvis hurtige tab af maksimal båndbredde ved anvendelse af ADSL2+ i forhold til almindelig ADSL.
For hvor smertegrænsen for ADSL er omkring 2.500 meter fra centralen, før den maksimale transmissionshastighed falder mærkbart, skal man kun små 1.500 meter fra centralen med ADSL2+, før hastigheden dykker.
Alligevel skal man helt ud omkring 3,7 kilometer, før transmissionshastigheden for ADSL2+ svarer til den maksimale hastighed, den traditionelle ADSL-linje kan levere. På 3,7 kilometers afstand fra centralen kan begge teknologier nemlig maksimalt levere en transmissionshastighed på cirka 5 Mbit.
Ligesom man kan øge signalstyrken på ADSL og ADSL2, kan det også lade sig gøre med ADSL2+. Det kaldes for RE-ADSL2+, hvor RE står for Range Enhanced.
Gør man det, kan man i princippet levere bredbånd til kunder, der bor så langt væk fra centralen, at de ikke ville have praktisk gavn af en almindelig ADSL-forbindelse, fordi transmissionshastigheden simpelthen bliver for lav. På fem kilometers afstand vil en RE-ADSL2+ nemlig stadig trække 2 Mbit, mens en almindelig ADSL-forbindelse stort set har opgivet ævred
Andre fartdjævle end ADSL2+
Selv om ADSL2+ nok er den aktuelt mest udbredte form for superbredbånd, er et par andre teknologier ved at vinde indpas på det danske bredbåndsmarked.
Især er der to teknologier, der byder sig til, nemlig fiberbaseret bredbånd og den trådløse standard WiMAX.
Førstnævnte er nok mest kendt på grund af den meget pressevirak omkring el-selskabernes satsning på udrulningen af fibernetværk, der giver kunderne adgang til transmissionshastigheder på 100 Mbit eller mere. Men der ventes også meget af den trådløse WiMAX-teknologi, og lad os lægge ud med den.
WiMax er populært sagt er storebroderen til både UMTS og WiFi. Forkortelsen står for Worldwide Interoperability for Microwave Access. Navnet stammer oprindelig fra et forum bestående af forskellige producenter af trådløse enheder og bruges i praksis som en fælles produktbetegnelse for flere forskellige trådløse højhastighedsstandarder.
WiMAX er således ikke en teknologi i sig selv, men en form for certificering eller godkendelse, der gives til trådløst udstyr, der overholder de specifikationer, der er opstillet i IEEE 802.16-standarden.
WiMAX ligner ADSL ved, at man enten har høj hastighed over en kortere strækning eller lang rækkevidde med en lavere hastighed. I forhold til den velkendte WiFi både rækker og yder WiMax dog væsentlig bedre. Den teoretiske maksimumhastighed i dag hedder 70 Mbit/s, men i praksis kan man "kun" trække 18 MBit/s ud af de fleste WiMax-accesspoints over korte afstande. De fleste udbydere implementerer dog for øjeblikket en firmware-opdatering af deres udstyr, så man fremover kan trække 35 MBit/s, hvis man bor nær senderen og er den eneste bruger.
Op til et par kilometers afstand fra nærmeste access point kan man således trække, hvad der svarer til hastigheden på en ADSL-forbindelse, hvis der er flere brugere på det samme access point. For ligesom med UMTS og andre trådløse teknologier, afhænger ydeevnen også af, hvor mange samtidige brugere, der er tilknyttet det enkelte knudepunkt.
Herhjemme udbydes WiMAX blandt andet af Clearwire, der i dag dækker København, Roskilde, Odense, Århus, Esbjerg og Aalborg. Prismæssigt ligger ydelsen på niveau med ADSL, ligesom man kan regne med en maksimal download-hastighed på omkring 2 Mbit.
Teknologien har dog den store fordel, at brugerne, som i trådløse lokalnet, kan bevæge sig rundt i netværksområdet med deres computer (blot man husker at tage sin modtageboks med sig og sætte den i en stikkontakt).
Fiber til folket
Fiberteknologien er en mindre mobil størrelse og i realiteten afløser for det gamle kobberkabel. I stedet for kobber anvendes lyslederkabler, og i praksis er båndbredden i fiberen uendelig, da fiberteknologien løbende udvikles.
Da de første lyslederkabler kom frem, anvendte man kun en enkelt farve lys til at transmittere data i fiberkablerne, men i dag anvendes flere forskellige farver, og generelt hedder tommelfingerreglen 10 Gbit per farve.
Den enhed, der sender og modtager data, kaldet farveduplexeren, udvikles gradvis, så den kan håndtere flere og flere farver. Derfor bliver man over tid i stand til at transmittere stadig større båndbredder, selv om kablerne ikke udskiftes.
Den primære fordel ved fiberbaseret bredbånd frem for ADSL-teknologierne er, at båndbredden er symmetrisk i den forstand, at 10 Mbit download går hånd i hånd med 10 Mbit upload. Dels er prisen på fiberbaseret bredbånd – målt per Mbit – ofte lavere end tilsvarende ADSL-baserede forbindelser.
Netop i disse år har de danske elselskaber travlt med at pløje fiberkabler ned i den danske muld. Det er et omdiskuteret foretagende, da man i sagens natur ikke er sikker på, om investeringen vil tjene sig selv hjem igen – og om elkunderne kommer til at betale i sidste ende, hvis det går galt.
Den bekymring er dog nok næppe det, der står forrest på nethinden i det øjeblik, man kan surfe med 50 Mbit i sekundet.
