Sådan vælger du den rigtige harddisk-løsning
Software og spil kræver stadig mere plads – og dertil kommer, at antallet af mediefiler er vokset eksplosivt på grund af den øgede anvendelse af digital video og film, musik og digitalfoto.
Ikke mindst betyder de megapixel-svulmende digitalkameraer, at lageret hurtigt fyldes op. Heldigvis er der en række forskellige typer større harddiske, som er relevante, når computeren kommer til at lide af pladsmangel.
Her kan man vælge mellem forskellige typer interne og eksterne diske med forskellige stik og fysiske størrelser. Dertil kommer, at netværksdiske bliver stadig mere aktuelle, og rigtig mange af de pc'er, som sælges i dag, understøtter RAID. Også større aktører som eksempelvis Dell tilbyder pc'er, som er klargjort til RAID, direkte til forbrugerne.
Den almindelige harddisk
I dag leveres standardharddiske med Parallel ATA- eller Serial ATA-grænseflade og en kapacitet fra 40 til 500 GB – og der er endnu større på vej. Den mest almindelige omdrejningshastighed er 7.200 RPM (omdrejninger per minut).
Der findes også stadig nogle enkelte modeller med 5.400 RPM, hvilket kan være en fordel i forhold til støjniveauet. Det giver til gengæld en noget svagere ydelse, især hvis harddisken skal anvendes til operativsystemet og programmer.
Med hensyn til opgradering vil Parallel ATA (PATA) være relevant for en del. Der er fortsat mange, som har relativt opdaterede og gode pc’er, som ikke understøtter Serial ATA (SATA). Ydelsesmæssigt er der ikke særlig meget at hente med SATA, og de fleste harddiskmodeller fås både som SATA- og PATA-versioner.
To former for PATA
Der er altså generelt set ikke den hellt store idé i at købe et ekstra PCI-controllerkort til SATA – i hvert fald ikke ydelsesmæssigt. Det giver dog enkelte fordele, da sådanne kort giver tilslutningsmuligheder til diske og mulighed for RAID. Det kan også være en fordel med SATA, hvis man eventuelt senere kan få brug for at flytte disken over i en nyere pc. SATA-controller-kortet koster fra omkring 200 kroner med moms.
Har man understøttelse af SATA, vil det naturligvis være at foretrække at vælge en harddisk med denne grænseflade.
Hvis den pc, der skal opgraderes, er over fire år gammel, skal man være opmærksom på, at harddisk-controlleren på bundkortet kan have problemer med at håndtere harddiske over 128 GB. I sådanne tilfælde kan løsningen være en ny harddisk-controller.
Hvad angår PATA, skelner man imellem ATA/100 og ATA/133. Dette henviser til hastigheden – 100 eller 133 MB/s. En harddisk med ATA/133-understøttelse behøver dog ikke at være hurtigere end en disk med ATA/100. Enkelte producenter har valgt ikke at tage ATA/133 i brug (og betale licens for den), fordi det i praksis ikke giver nogen ydelsesmæssige fordele – det er andre dele af harddisken, der giver flaskehalsproblemer.
Når det gælder valg af kapacitet, kommer det an på individuelle behov. Her skal man dog også hæfte sig ved, at enkelte af de mindste standardharddiske på markedet kan være ældre modeller, som også har en lavere ydelse. De allerstørste diske på markedet koster en del mere per gigabyte end for eksempel diske på 250-300 GB. For eksempel kan to diske på 300 GB være et bedre køb end én enkelt på 500 GB.
Bedre Serial ATA
En række harddiske på markedet i dag betegnes af producenten – eller i hvert fald forhandlerne – som
"Serial ATA II". Det, man her henviser til, er understøttelse af en overførselshastighed på 3 Gbit/s (300 MB/s) i forhold til 1,5 Gbit/s (150 MB/s)
Serial ATA IO-specifikationen har fået en række opdateringer i forhold til den første generation af Serial ATA. En producent kan vælge at implementere en eller flere af teknologierne.
De fleste diske på markedet i dag understøtter Native Command Queuing (NCQ). Denne teknologi giver en lidt bedre ydelse, fordi harddisken sorterer de handlinger, der skal udføres, på en mere effektiv måde. Af andre nye SATA-funktioner kan blandt andet nævnes forsinket opstart (staggered spin-up) og hot plug.
Dette er imidlertid funktioner, som i øjeblikket mest anvendes til netværkstjenester og lagringsløsninger.
Ekstra harddisk eller overføre system?
Så er der spørgsmålet, om du i forbindelse med en opgradering skal sætte den nye harddisk i som en ekstra harddisk, der giver øget kapacitet, eller om du skal overføre systemet til den nye harddisk.
Først og fremmest kan dette være afhængigt af den harddisk, du anvender som systemdisk i dag. En lidt ældre disk vil kunne være væsentligt langsommere, og dermed vil den nye disk kunne øge systemets overoverordnede ydelse. Dertil kommer overvejelsen om, hvordan pc’en benyttes. Måske er en dedikeret disk til specielle data det mest optimale i forhold til organisering og ydelse, når der skal arbejdes med data.
Hvis man vil overføre det gamle system til den nye disk uden en geninstallation, tilbyder de fleste harddiskproducenter et relativt brugervenligt program, som kan kopiere hele den gamle disk over på den nye.
Dette program, som oftest kan hentes fra producentens webside, startes som regel fra en opstarts-cd, som man brænder, eller fra en USB-nøgle. Hvad der helt præcist er af muligheder for partitionering i en sådan sammenhæng, varierer noget.
Man vil ofte have mulighed for at justere partitionsstørrelserne i klonprocessen, så for eksempel den nye systempartition kan være større, end den var på den gamle disk.
Anbefalede standarddiske
I skrivende stund er de mest aktuelle modeller på markedet Samsung Spinpoint P120 og T133, Western Digital Caviar SE og Caviar SE16, Hitachi Deskstar T7K250 og Maxtor DiamondMax 10/11. Seagate har sin Barracuda 7200.9-serie, som nu lidt efter lidt udskiftes med 7200.10-serien.
For de flestes vedkommende vurderer vi, at en harddisk med en kapacitet på 250-320 GB er det mest relevante i øjeblikket. Den størrelse giver en god sammenhæng mellem pris og kapacitet. Blandt de nævnte diske er der ikke nødvendigvis den store forskel i ydelsen. Grundlæggende har de alle en god ydelse.
Perpendikulær-teknologi
"Perpendicular Recording" er en af de vigtigste nye teknologier, som er udviklet til harddiske i de sidste mange år.
I skrivende stund er der rigtig nogen harddiske til salg, som udnytter denne teknologi, men der er lanceret produkter i form af harddiske til både stationære pc'er, bærbare pc’er, netværkstjenester og lagringsløsninger.
Princippet bag teknologien er, at data lagres
"stående" i stedet for “liggende”, hvilket giver øget datatæthed og potentielt set en højere kapacitet og præstation.
Frem til midten af april, hvor Seagate lancerede sin 750 GB Barracuda 7200.10-harddisk, var 500 GB det maksimale for almindelige diske. Introduktionen af den nye teknologi gav i første omgang et spring på 50 procent i forhold til, hvad man kunne få før.
Perpendikulær-teknologien er ikke bare relevant i forbindelse med at gøre harddiskene større. Ved at lagre flere data på hver plade i harddisken, kan der i produktionen af mindre diske anvendes færre plader, og dermed kan der spares på produktionsomkostningerne.
Også støjniveauet kan reduceres med færre læse- og skrivehoveder, og ydelsen kan øges på grund af den større datatæthed, fordi der kan læses og skrives flere data per omdrejning.
24 timer i døgnet
Har du computeren til at køre alle døgnets 24 timer? Har du derudover et anvendelsesområde, som kræver disk-aktivitet i store dele af døgnet – for eksempel på grund af overførsler via fildelingsnetværk? Hvis det er tilfældet, bør du være opmærksom på, at standardharddiske ikke er beregnet til kontinuerlig brug – og i hvert fald ikke kontinuerlig aktivitet ved mange konstante læsninger/skrivninger.
Sådanne diske vil normalt kunne fungere i årevis med en sådan anvendelse, men man bør dog ikke blive overrasket, hvis det giver problemer. Dette er også noget, man skal være opmærksom på, når det gælder diske, der anvendes som netværksdiske, eller andre tilfælde, hvor disken hele tiden er i brug.
Flere producenter har modeller, som er beregnet til kontinuerlig brug – for eksempel har Western Digital sin Caviar RE-serie, Maxtor sin MaxLine-serie, og Seagate har NL-serien. Der er som regel ikke de store forskelle mellem disse serier og standarddiske.
Der kan være tale om forbedringer på enkelte områder, for eksempel i form af lavere varmeudvikling og en større slidstyrke på enkelte dele. Den højere kvalitet betyder, at prisen også er lidt højere – for en del modellers vedkommende kan der også være tale om en lidt lavere ydelse i forhold til standardmodellerne af samme harddisk.
Forskellene i pris og præstation er imidlertid så tilpas små, at denne type harddisk bør vurderes ud fra, om man har et anvendelsesmønster, som gør dem relevante.
10.000 omdrejninger
I dag er der kun én producent, som har harddiske med 10.000 RPM til almindelige pc'er: Western Digital. Her er der tale om harddiske, der som udgangspunkt er beregnet til arbejdsstationer, enkle netværkstjenester og lagringsløsninger, hvor det ellers havde været relevant at benytte SCSI-harddiske.
Raptor-serien, og især Raptor X-modellen, henvender sig også til entusiaster, som ønsker den bedst mulige præstation.
Den store fordel ved en højere omdrejningshastighed er den reducerede adgangstid. Hvor en almindelig 7.200 RPM harddisk har en adgangstid på 12-13 ms (millisekunder), har Raptor en på omkring 8 ms. Adgangstiden er den tid, det tager disken at finde frem til et spor på harddisken plus den tid, det tager disken at rotere, indtil læse/skrivehovedet er placeret over den sektor, der skal læses. Adgangstiden er altså søgetiden plus forsinkelse (latency). En gennemsnitlig forsinkelse for en 5.400 RPM harddisk er 5,56 ms, mens det for en 7.200 RPM harddisk er 4,17 ms – når det gælder 10.000 o/min., er forsinkelsen reduceret til 3 ms.
Dette er den tid, det tager at rotere harddisken en halv omdrejning.
De mest aktuelle Raptor-modeller i dag har en kapacitet på 150 GB. Disse fås kun med SATA-grænseflade. Der er to forskellige modeller: Raptor og Raptor X. Den almindelige Raptor-disk har enkelte funktioner, som gør den bedre egnet til RAID-konfigurationer. Hertil kommer, at MTBF (Mean Time Between Failure) har en højere angivelse – hvilket teoretisk set skulle betyde en større holdbarhed.
Raptor X er på sin side beregnet til pc'er, som ejes af entusiaster. Ydelsesmæssigt skulle der ikke være nogen særlig forskel, men en morsom forskel er dog vinduet, som gør det muligt at se harddiskens inderste dele, mens den arbejder.
Men hvad får man rent ydelsesmæssigt med Raptor i forhold til en almindelig 7.200 RPM harddisk? Man skal tage i betragtning, at prisen for en 150 GB Raptor er omtrent den samme som for en almindelig 500 GB harddisk – eller tre 250 GB harddiske. Raptor-diskene vil gerne fremstå som et godt alternativ til SCSI-harddiske i pc'er og arbejdsstationer. Generelt kan man om SCSI sige, at der for de flestes vedkommende vil være tale om en meget lille gevinst – især i forhold til prisen på controller og diske.
Ekstern eller intern
Skal du vælge en ekstern eller intern harddisk, når lagringskapaciteten skal udvides? Der er en del indlysende fordele ved eksterne harddiske: De er meget nemme at installere, og de kan flyttes fra én pc til en anden. Prisen bliver imidlertid højere, og ydelsen vil normalt ikke være lige så god.
Hvad angår harddiske, er der fire relevante grænseflader – i rækkefølge efter udbredelse drejer det sig om: USB, FireWire, FireWire800 og eSATA. Alle moderne pc’er understøtter USB, hvilket ofte gør dette stik til det mest velegnede.
USB kan imidlertid ikke levere samme ydelse i praksis. Overførselshastigheden er angivet til 480 Mbit/s (60 MB/s), men i mange tilfælde opnår man ikke mere end 25-30 MB/s, og hertil kommer, at USB har en noget større forsinkelse og systembelastning (blandt andet brugen af processoren).
Mange pc'er fås i dag med FireWire. Almindelig FireWire skal i teorien kunne give 400 Mbit/s (50 MB/s) med en ekstern harddisk, som er baseret på en 3,5" harddisk – i praksis skal man dog kun regne med op til 35 MB/s.
En hurtigere version af FireWire er FireWire800 – her skal man i teorien kunne komme op på 100 MB/s. Med en god implementering, det vil sige en god FireWire800-controller og en god controller i selve den eksterne disks kabinet, vil en FireWire800-harddisk ikke give noget særligt ydelsestab sammenlignet med en intern disk.
Ulempen ved FireWire800 er imidlertid, at de færreste som udgangspunkt har en controller, og at den eksterne harddisk-boks også bliver en del dyrere.
eSATA er en ny og foreløbig ikke særlig anvendt standard. Hvad angår eSATA’ens ydelse, vil det svare til, at harddisken er monteret internt. Tilkoblingen af eSATA-harddiske sker ved, at der enten benyttes et controller-kort, som har eSATA-port, at der er eSATA-port på bundkortet, eller at der benyttes en ramme, som kobles til pc'ens interne SATA-tilslutninger.
Sidstnævnte løsning er normalt den mest relevante – rammen koster som regel ikke mere end 100 kroner. eSATA er i bund og grund det samme som en almindelig SATA, men stikket og kablet er forstærket, hvilket giver en mere sikker til- og frakobling.
Noget, man skal være opmærksom på, er, at ikke alle SATA-controllere understøtter hot plug. Hvis der ikke er en sådan understøttelse, skal pc'en slukkes under til- og frakobling. Foreløbig er der et begrænset udvalg af eSATA-diske.
Stor eller lille
En anden ting, man skal være opmærksom på, når det drejer sig om eksterne harddiske, er formfaktoren. Hvad man bør vælge, varierer alt efter de behov, man har til ydelse og mobilitet.
Det mest almindelige er, at der benyttes en almindelig 3,5" harddisk – dette giver samme kapacitet som med almindelige interne diske (op til 750 GB).
Denne type harddiske er delvist transportable – man kan fragte dem med sig, men de bliver relativt store og tunge. De kræver også direkte strømtilslutning og har en ekstern strømforsyning. Herudover findes der eksterne harddiske, som benytter to 3,5" harddiske og dermed kan have en højere kapacitet end en enkelt disk kan tilbyde.
Nogle eksterne kabinetter tilbyder endda RAID 0- eller 1-understøttelse og giver dermed mulighed for ekstra ydelse eller bedre sikkerhed.
Hvis man skal fragte disken med sig, kan en løsning baseret på en 1,8" eller 2,5" harddisk være mere relevant. I grundudgaven er de så tilpas små, at de sågar kan fragtes rundt i jakkelommen.
Ydelsen bliver imidlertid ikke så god som 3,5"-løsningerne – hverken når det gælder adgangstid eller overførselshastigheder. Pris per gigabyte og maksimal kapacitet bliver heller ikke så god. Foreløbig leveres 1,8"-diske med en kapacitet op til 80 GB, mens 2,5" fås med op til 160 GB. 2,5"-diske på 200 GB vil snart være en mulighed.
Sådanne små harddiske kan normalt drives udelukkende med strøm fra USB-porten – eller også benyttes et ekstra kabel, som henter ekstra strøm fra en anden USB-port. Dette gør det også nemmere i transportøjemed, og man kan bruge disken til en bærbar, hvor strømstikket ikke er tilgængeligt.
Selvbygger-modellen
Mange forhandlere har et stort udvalg af tomme harddiskkabinetter. Vi ser dog ofte, at der ikke er noget særligt at spare på at købe et separat kabinet og en separat disk, men hvis man allerede har en harddisk – for eksempel fordi man har opgraderet pc’ens interne harddisk – kan et sådant kabinet være en god idé. Der kan fås kabinetter til harddiske på både 3,5", 2,5" og 1,8".
Normalt er der ikke de store ydelsesmæssige forskelle på kabinetterne, i hvert fald ikke hvis man har de samme tilslutningsmuligheder. Der ses kvalitetsforskelle blandt andet i forhold til materiale og konstruktion. Et godt tip er at gå efter et kabinet uden blæser. Et kabinet uden blæser skal helst være fremstillet i aluminium, som har lettere ved at lede varmen væk fra kabinettet.
Ekstra plads i den bærbare
Flere og flere vælger en bærbar pc. Mange har også bærbare pc’er, som stort set dækker behovet, men som måske har en harddisk på kun 20-40 GB. Der er stadig mange bærbare pc’er, som sælges med en 40 GB harddisk. Præstationsmæssigt kan der også være en gevinst at hente – for eksempel ved at gå fra en harddisk med 4.200 RPM til en med 5.400 RPM. Der fås også harddiske med 7.200 RPM til bærbare pc'er.
I dag kan man få harddiske på op til 160 GB til bærbare pc’er, og inden længe vil man kunne se harddiske på 200 GB i butikkerne. Efterhånden som nye teknologier tages i anvendelse, vil der komme endnu større diske.
Har du mod på at opgradere din bærbare, kan det i de fleste tilfælde sagtens lade sig gøre.
Netværksdiske
Ud over at give mere lagringsplads og være let tilgængelig for flere brugere (man kan angive rettigheder til de delte ressourcer) kan en netværksdisk (ofte kaldet NAS, Network Attached Storage) som regel også tilbyde for eksempel printertjenester og fjernadgang via FTP.
Der findes også mere avancerede modeller, som kan tilbyde eksempelvis webtjenester, iTunes-tjenester samt tilslutning af endnu en ekstra harddisk, eventuelt via USB.
En netværksdisk vil kunne konfigureres som et drev under Denne computer i Windows, så der gives adgang til forskellige delte ressourcer på disken. I praksis adskiller anvendelsen sig ikke så meget fra en almindelig harddisk.
Den største ulempe ved en netværksharddisk er ydelsen. Med et kablet netværk på 100 Mbit/s vil de fleste modeller til hjemmebrug og mindre arbejdspladser være begrænset til en overførselshastighed på 6-8 MB/s.
Enkelte NAS-drev leveres med understøttelse af Gigabit Ethernet, men kan langt fra udnytte de muligheder for høj hastighed, som Gigabit Ethernet giver – det bedste, vi har set, er hastigheder på 12-14 MB/s.
Med en bedre, men dog også dyrere teknologi til denne type enheder, er det muligt at opnå hastigheder på højde med USB. Der findes netværksdiske med en sådan ydelse, men så er der gerne tale om løsninger, som er beregnet på et større antal brugere i virksomheder, og prisen er i en helt anden klasse.
For manges vedkommende tror vi imidlertid, at en netværksdisk vil være det bedste valg, selv om ydelsen er langt lavere end med en lokalt tilknyttet harddisk. Fordelen ses i kraft af fleksibilitet, blandt andet muligheden for at flere brugere kan dele samme disk, tilgængelighed for bærbare pc’er og de tjenester, som kan tilbydes.
Hvis man normalt arbejder med "almindelige dokumenter", normale billedfiler, MP3 og så videre, vil ydelsen i praksis være god nok i de fleste tilfælde. Behandlingen af meget store filer, videoredigering og lignende, vil imidlertid blive begrænset på grund af ydelsen.
Når det gælder relativt enkle modeller, bliver prisen ikke meget højere end for almindelige eksterne harddiske med samme kapacitet.
RAID
RAID (Redundant Array of Independent/Inexpensive Disks) er en løsning, som tidligere kun var relevant til netværkstjenester, lagringsløsninger og kraftige arbejdsstationer. I de seneste år er det imidlertid blevet mere og mere relevant i almindelige pc'er.
I dag ser vi, at flere større pc-producenter tilbyder, at computere, som indeholder flere harddiske, kan leveres med færdigkonfigureret RAID-funktion. Mange tænker på RAID i forbindelse med en øget ydelse, men anvendelse af RAID kan også være relevant, når fejltolerancen skal øges.
RAID 0 betyder striping. Med denne teknologi spredes data over to eller flere harddiske. Dette øger ydelsen betragteligt, men til gengæld øges risikoen for fejl – faktisk opfylder RAID 0 ikke R’et i RAID (Redundant). Hvis en af harddiskene ryger, vil de data, som ligger på den anden disk, også gå tabt.
Dette kan være et godt argument for ikke at køre RAID 0 – i hvert fald hvis man er lidt doven, når det gælder sikkerhedskopiering. En anden erfaring er også, at det lidt nemmere kan gå galt – ikke nødvendigvis i form af diskfejl, men fordi konfigurationen volder problemer. Man kan også være afhængig af en pc med en tilsvarende harddisk-controller for at få fat i data, hvis bundkortet skulle blive ødelagt.
RAID 1 vil sige spejling – det samme indhold vil i dette tilfælde blive lagret på to harddiske for at minimere risikoen for fejl. Normalt påvirker RAID 1 ikke ydelsen – men er der tale om en dårlig controller, kan skriveydelsen imidlertid reduceres noget.
Med en god controller kan læseydelsen blive bedre, fordi data kan læses fra begge harddiske svarende til læsehandlinger med RAID 0. Vi vurderer, at RAID 1 kan være relevant for mange. Det handler ikke bare om, at man skal have en kopi af data, hvis en harddisk går ned – det handler også om, at man kan blive ved med at arbejde på pc’en, når en disk går ned. Tabet i form af manglende produktivitet i den tid, det tager at erstatte en disk og indlæse en sikkerhedskopi, kan for mange være afgørende.
RAID 0+1 (eller RAID 10/01/1+0) er ganske enkelt en kombination af RAID 0 og RAID 1. En del bundkort med Intel-chipsæt understøtter også Intels Matrix-løsning, som kombinerer RAID 0 og 1 ved hjælp af blot to harddiske (0+1 kræver normalt fire diske).
Flere nye standard-pc'er understøtter også RAID 5. Dette er en løsning, som er baseret på, at man har tre eller flere harddiske. Paritetsdata spredes over alle harddiskene – hvis en disk skulle give fejl, vil man kunne genoprette den via data på de andre harddiske. Ydelsen ved anvendelse af RAID 5 vil kunne afhænge af controlleren.
RAID 0 er i dag relevant for mange, fordi teknologien øger præstationen – på en moderne pc er harddiskens ydelse ofte en flaskehals i for eksempel video-redigering. Grundlæggende kan RAID 0 ligne en processor med to kerner. Der er to enheder til at fordele belastningerne, men selv om man i teorien kan fordoble ydelsen, vil det, man opnår i praksis, være helt afhængig af anvendelsestypen.
I nogle tilfælde vil man også kunne opleve en firedobling af præstationen.
RAID 0 vil generelt kunne give en hurtigere respons ved åbning af programmer, større dokumenter, kompression/dekompression af filer, almindelig filbehandling (kopiering, flytning) og lignende. I mange sammenhænge vil præstationsforskellen også være lille, hvilket især gælder brugere, hvis anvendelse ikke er så avanceret.
Vi kan tage nogle eksempler. Vi kan konfigurere et system med to standard-Serial ATA-harddiske med RAID 0 via Intels RAID-controller, som er integreret på mange bundkort.
Afkøling
Installation af en harddisk i en stationær pc er som regel ikke særlig vanskeligt – de fleste har ledige tilslutningsmuligheder på bundkortet og en række disk-slots. Hvis alle de almindelige harddisk-slots er fyldt op, kan man få rammer, som gør det muligt at montere en harddisk i et 5,25" slot.
Med Serial ATA er det også blevet nemmere, fordi man slipper for de til tider besværlige Master/Slave/Cable Select-indstillinger, og kablet er tyndere og mere fleksibelt. I vore dages pc vil BIOS desuden normalt finde harddisken automatisk.
Der er dog et par ting ved installation af flere harddiske, man skal bide mærke i: Støj, vibration og varme. Udsættes diskene for meget varme over længere tid, kan deres forventede levetid nedsættes en del. Især hvis flere harddiske monteres tæt op ad hinanden, kan det være nødvendigt at sikre afkøling af harddisken med en ekstra blæser.
I almindelige pc-kabinetter er der ofte mulighed for en blæser lige foran harddiskene. Blæseren behøver ikke at være særlig kraftig – bare man får en vis cirkulation i luften omkring diskene, vil temperaturen let kunne falde 10-15 grader.
Harddiske er blevet mere støjsvage, men der kan være forskel på de forskellige modeller. Det er imidlertid ikke selve støjen fra disken, man skal være opmærksom på, men derimod vibrationer, som forplanter sig i kabinettet og skaber resonans.
Det findes der flere forskellige løsninger på – den mest almindelige er, at harddisken monteres i en ramme med gummibånd eller med tyk gummi på siderne. Herefter monteres harddisken i et 5,25" slot. Støjmæssigt kan dette have en rigtig god effekt – især i computere med flere diske.
Organisering
Med tidligere operativsystemer som DOS og Windows 9x/Me var partitionering en kompliceret opgave. Her blev tingene vanskeliggjort af størrelsesbegrænsninger i forhold til filsystemer, primære, udvidede og logiske partitioner samt det knapt så brugervenlige FDISK-program.
I dag bruges hovedsagelig to metoder til partitionering. Den første er under installationen af Windows 2000/XP. Hvis man installerer Windows på en ny harddisk, skal der oprettes mindst én partition. Imidlertid skal man være opmærksom på, at hvis installations-cd’en til Windows XP er uden SP1 eller SP2, vil det kun være de 128 første gigabyte på en harddisk, som kan adresseres.
Generelt anbefaler vi, at man laver en ny installations-cd, hvor SP2 er integreret – dette gøres ganske enkelt ved hjælp af et program som Autostreamer.
Under installationen af Windows vil det ofte kun være hensigtsmæssigt at oprette en partition til systemet. Yderligere partitionering kan foretages helt enkelt under Computeradministration, som man finder under Administration i Kontrolpanel. Kører man dette værktøj, vil der desuden være en valgmulighed, som hedder Diskhåndtering.
Her vil det være muligt at oprette flere partitioner – og eventuelt slette gamle. Man kan også ændre drevbetegnelsen for partitioner, optiske drev, hukommelseskortlæsere og så videre.
Hvordan man vælger at partitionere, vil være et spørgsmål om smag og behag. Mange har flere harddiske i systemet – ofte med en hel disk eller partition dedikeret til en speciel opgave. For eksempel en partition til systemet og programmer, en partition til datafiler (billeder, dokumenter, mediefiler), en til spil og måske en til "diverse". Behovet vil afhænge af, hvad du anvender pc’en til – det samme gælder partitionsstørrelserne.
Når det gælder valg af filsystem, kan man i Windows 2000/XP vælge mellem FAT32 og NTFS. Generelt kan vi kun finde få fordele ved at køre FAT32. Eneste tilfælde skulle være på eksterne diske, som benyttes til forskellige systemer og operativsystemer, eller hvis man har flere operativsystemer på pc’en. Hvis man for eksempel kører Windows og Linux på samme pc, kan der opnås adgang til en FAT32-partition med både læse- og skriveadgang, mens man med NTFS kun vil have læseadgang under Windows.
<b>Alternativ software</b>
Partitionsmulighederne i Windows giver ikke mulighed for at ændre særlig meget ved partitionerne. Hvis man for eksempel efterfølgende har behov for at ændre størrelsen på en partition, vil det ikke være muligt, uden at partitionen samtidig tømmes for data.
Programmer som for eksempel Symantec Norton Partition Magic og Acronis Partition Expert kan bruges til at ændre størrelsen på en partition, slå partitioner sammen og lignende, mens der ligger data på partitionerne. Vi anbefaler imidlertid, at man ikke går i gang med dette, før man har en sikkerhedskopi, fordi sådanne handlinger kan slå fejl, så data går tabt.
