Den skrabede, den dyre og den virkelig dyre
Ak ja, det var tider, da man kunne ryste vennerne i deres grundvold ved at fremvise sin spritnye fladskærm på 42 tommer. I dag skal der mere til, for nu er der flade fjernsyn som slagvare i Bilka. Heldigvis er kvaliteten steget i takt med at priserne er faldet, og nu kan man efterhånden få helt acceptable skærme til 10-15.000 kroner.
Men der skal mere end det flotte billede til at skabe den gode hjemmebiograf. Lyden skal også være i orden, og hvem siger for øvrigt, at man partout skal have kæmpestore apparater stående?
Måske er man bedre tjent med en projektor, der hænger diskret oppe under loftet.
Alt det kommer vi omkring på de næste sider, hvor du også får bud på hjemmebiografer i forskellige prisklasser.
Sådan bygger du hjemmebiffen
Hjemmebiograf uden surroundlyd? Nogen vil måske mene, at det svarer til at købe en sportsvogn med elastikmotor, men sådan behøver det ikke at være ifølge produktchef Jens Holst Larsen fra Hi-Fi Klubben.
– Først og fremmest behøver man ikke partout vælge surroundlyd, siger han. Slet ikke hvis man alligevel bruger anlægget til at høre musik på 90 procent af tiden. Krone for krone får man langt bedre lyd i stereo over en god forstærker og et par fornuftige højttalere end ved at bruge de samme penge på surround i discountklassen, pointerer produktchefen, der – måske meget forventeligt – ikke har den store fidus til de surround-løsninger, man køber i den lokale Aldi.
– Højttalerne er uden sammenligning det dårligste sted at spare. Men det er samtidig det sted, hvor der er skåret helt ned på kvaliteten, hvis man køber de billigste "alt-i-et tilbud" fra supermarkedet.
– Derfor anbefaler jeg gerne kunder med et stramt budget at købe et par gode stereohøjttalere først, næsten uanset om de har surround-forstærker eller ej. Så kan de nemlig altid udbygge med ekstra enheder til et komplet surround-anlæg, når der er flere penge på lommen. For man skal jo huske, at god stereo stadig giver en helt, helt anden oplevelse end de højttalere, der er indbygget i fjernsynet.
Tung eller letbenet lyd
Når man skal have et lydanlæg – stereo eller surround – skal det have kraftoverskud til at kunne spille op i god kvalitet. Derfor er forstærkerens strømforsyning altafgørende, og man vil ofte være tilbøjelig til at vælge et anlæg med så høj en effekt som muligt.
– Men pas på med det, for der snydes helt enormt med opgivne effektdata. Derimod kan man som tommelfingerregel gå ud fra, at en kraftig forstærker vejer til. Så er den tung, har den kræfter. Men er den let, har den sandsynligvis ikke meget mere end reklamewatt at spille med.
Endelig minder Jens Holst Larsen om, at hvor stereoanlæg er ret ukomplicerede størrelser, kan det være besværligt at kalibrere et surroundanlæg, hvis det ikke det skal lyde helt elendigt.
– Derfor gør man sig selv en stor tjeneste ved at vælge et lydsystem, der kan kalibrere sig selv ved hjælp af en tilsluttet mikrofon, siger han.
Sådan prioriterer du
Når man skal købe ind til hjemmebiografen, er der stor forskel på, hvordan man skal prioritere, afhængigt af om der er henholdsvis 15.000, 30.000 og 60.000 kroner til rådighed. Derfor bad vi Jens Holst Larsen om at give nogle stikord til, hvordan man prioriterer sit udstyr i de tre forskellige prisklasser.
Budget på 15.000 kroner: Her gør det ondt
Her er det ikke muligt at få en komplet biografløsning, hvis kvaliteten skal være nogenlunde i orden. Skal der – ud over lyd og dvd-afspiller – være plads til et fladskærms-tv, vil fjernsynet i bedste fald være en lidt flov oplevelse.
– Det vil næsten med garanti stå dårligere end det billedrørs-tv, man allerede har stående. Så brug hellere lidt ekstra på lyd og afspiller og lad dit gamle tv tage en sæson til. I øvrigt er fladskærme nok et af de produktområder, hvor prisen falder hurtigst, samtidig med at kvaliteten stiger. Så på den måde får du langt mere for pengene næste år, men har haft glæde af den gode lyd i mellemtiden, siger Jens Holst Larsen, som desuden anbefaler, at man især i denne prisklasse anskaffer et par gode stereohøjttalere i første omgang, i stedet for at købe alle fem, seks eller otte surround-højttalere på én gang.
Det bliver svært at finde plads til en projektorløsning indenfor denne budgetramme, ligesom man også må tænke sig til harddiskoptageren.
Budget på 30.000 kroner: En god balance
– Her er det ikke nødvendigt at gå alvorligt på kompromis, og prioriterer man eksempelvis med ti tusind kroner til højttalere, surroundanlæg og højttalere, så er pengene givet godt ud, mener Jens Holst Larsen.
Så kan man efterfølgende finjustere på fordelingen, og vil man kunne spille højt, kan man budgettere med ekstra til anlæg og højttalere, mens der skrues ned for tv-ambitionerne. Skal der omvendt være plads til et fjernsyn i 20.000 kroners klassen – eksempelvis et udmærket 42 tommer plasma – må man gå lidt mere på kompromis med lyden. Omvendt er der over hele linjen plads til at skære en smule i ambitionerne til lyd- og billedkvalitet, hvis man også lægger vægt på pænt design.
I denne prisgruppe kan filmfans overveje at anskaffe sig en acceptabel HD-projektor til 10-12.000 kroner i stedet for et tv. Læg dertil en god harddiskoptager til cirka 4.000 kroner og brug så de resterende 15.000 kroner på lyd og lærred.
Budget på 60.000 kroner: Både projektor og tv
– Her er virkelig mange døre åbne. For 60.000 kroner kan man få løsninger, som mange kunder slet ikke kan forestille sig. Man kan overveje at få højttalerne bygget ind væggen. Og hvorfor ikke købe både en projektor og et tv? Så får man det bedste fra to verdener, og lydanlægget kan jo bruges til begge, siger Jens Holst Larsen.
Men selv om prisgruppen rummer plads til nogle særdeles avancerede anlæg, er mulighederne ikke uden torne.
– Især skal ikke teknisk kyndige være opmærksomme på, om forhandleren forstår og tager hensyn til deres ønsker. Det nytter jo ikke noget at have verdens potentielt bedst ydende anlæg, hvis man ikke kan finde ud af at betjene det. Så skal man hellere gå efter løsninger med en marginalt lavere ydelse, der til gengæld er lettere at håndtere.
LCD contra plasma
Mange er i syv sind, når de skal vælge fladskærms-tv, for hvad er bedst? Svaret er, at det kommer an på, hvor stor skærmen skal være, hvad man skal bruge den til, og hvad den må koste.
Men uanset om man vælger LCD- eller plasma-tv, er det vigtigt ved selvsyn at kontrollere, at tuneren er af god kvalitet. Det er nemlig her, der oftest spares i selv kostbare fjernsynsmodeller. Derfor skal man enten have lejlighed til at se tv’ets signalmodtagelse direkte i forretningen eller – endnu bedre – betinge sig at kunne levere fjernsynet tilbage, hvis det viser sig ikke at fungere tilfredsstillende ved nærmere afprøvning hjemme i stuen.
Fordele ved LCD-tv
LCD-paneler i høj opløsning er billigere i anskaffelse end ditto plasma. Man kan let finde LCD-apparater fra 10.000 kroner, der kan vise eksempelvis HD-standarden 720p (1.280×720 pixels) i fuld opløsning
LCD-paneler i god kvalitet er generelt billigere end plasma-tv i størrelser op til 42 tommer.
Marginalt mindre strømforbrug end plasma-tv ved almindeligt brug.
Selv om risikoen for indbrænding af stationære billedelementer som for eksempel kanal-logoer er blevet mindre på de nyeste plasma-tv, er risikoen endnu mindre udtalt på LCD-paneler.
LCD-fjernsyn står meget skarpt og arbejder derfor godt sammen med computere – for eksempel mediecenter-maskiner.
Ulemper ved LCD-tv
LCD-paneler med høj "responstid" har – nøjagtig som fladskærme til computeren – tendens til at trække skygger efter hurtige billedelementer, eksempelvis fodbolde.
LCD-paneler har svært ved at gengive detaljer i helt mørke billedpartier
Ringe betragtningsvinkel. Selv på kostbare LCD-paneler vil beskueren opleve farverne som en smule falmede eller unaturlige, hvis man bevæger sig 15-20 grader ud til en af siderne
Fordele ved plasma-tv
Plasma-tv er bedre end LCD-paneler til at gengive helt mørke billeddetaljer. Det giver en større dybdefornemmelse
Ingen skygger efter hurtige billedelementer
Billigere i store størrelser end LCD-paneler. Skal man have et tv på mere end 42 tommer, vil man typisk vælge en plasma-model.
Ingen problemer med betragtningsvinkel. Farver og billede står klart, selv hvis man sidder skråt for skærmen
Ulemper ved plasma-tv
Ganske vist står farver flot fra alle betragtningsvinkler, men de fleste plasmaskærme lider under refleksioner mellem plasmalag og frontglas. Det kan få tekster til at stå "dobbelt", hvis man ser billedet lidt fra siden
Plasmapaneler med høj opløsning er mere kostbare end LCD-paneler. Et kvalitets-plasma-tv i 42" til 20-30.000 kroner vil typisk have en opløsning på 1.024×768 eller – i nogle tilfælde – 1.024×1.080 billedpunkter. Sådan et tv kan sagtens være "HD-ready" og vise HDTV og -video i for eksempel HD-standarden 720p (1.280×720). Men det vil nødvendigvis skære et antal lodrette billedlinjer væk, så man ikke ser signalets fulde opløsning.
Dvd, harddiskoptager eller mediecenter?
Det er ikke gjort med billede og lyd alene, for man skal også have en enhed at vise indhold fra. Har man udelukkende interesse i at se film og ikke for at optage fra tv, er den bedste løsning at investere i en dvd-afspiller af et anerkendt mærke i prislejet fra 1.500 kroner og op.
Gerne med HDMI- eller i hvert fald komponent-video udgang. Det en selvfølge, at afspilleren skal have koaksial eller optisk digital lydudgang, så man overfører filmens lyd i digital kvalitet – uanset om man har surround- eller stereoanlæg.
Vil man optage tidsforskudt, er en harddiskoptager oplagt. Undgå de billigste noname-modeller på markedet – her er ofte sparet uacceptabelt meget på komponentkvaliteten. Desuden støjer de billigste produkter sædvanligvis en del, og betjeningen er ofte besværlig.
Vælger man en kvalitetsmaskine i prisklassen 3.500 – 5.000 kroner fra eksempelvis Pioneer, Sony, JVC, Panasonic eller KISS, går man ikke galt i byen. Bemærk dog, at ingen harddiskoptagere på dagens danske marked kan optage i HD-kvalitet. Disse modeller kommer formentlig først, når der er drev på markedet, der kan brænde til de to nye optiske medietyper Blu-Ray og HD-DVD, der kan rumme HD-film. Først da kan man nemlig gemme HD-optagelser permanent.
En mediecenter-pc er sådan set kun relevant i hjemmebiffen, hvis man gerne vil kunne optage og se film forskudt, eller hvis man vil kunne streame indhold til andre medieenheder i huset. Endelig kan en mediecentermaskine afspille HD-indhold, man har fundet eller købt på nettet.
Valg af projektor
Feinschmeckeren vil mene, at en ægte hjemmebiograf bør være udstyret med en projektor, så man kan blæse Darth Vader op på 72 tommer eller mere. Projektoren har også den fordel, at man typisk hænger den under loftet.
Tilsvarende ruller man typisk lærredet op, når man ikke ser film, og dermed slipper man for at have et stort tv til at dominere i stuen.
Primære ulemper er, at projektorens pære behøver en kraftig blæser for ikke at brænde af. Derfor støjer projektorer – nogle markant mere end andre – og kan derfor med fordel placeres et par meter fra publikum.
Det er heller ikke uvæsentligt, at de særlige projektorpærer kun holder til et par tusind timers brug, og at en ny koster 3.000-5.000 kroner.
Desuden har man brug for eksempelvis en video eller harddiskoptager til at modtage tv-signalet og sende det videre til projektoren, ligesom man helt må undvære fornødenheder som tekst-tv. Samlet er projektorløsningen en lidt bøvlet og kostbar løsning, hvis man ser meget tv.
Er man derimod mest til film og spillekonsoller, er projektoren værd at overveje.
Ikke mindst fordi man kan finde udmærkede projektorer med opløsninger fra hele 1.280×720 billedpunkter til priser fra omkring 10-15.000 kroner. Sammenlignet med et tv får man altså væsentligt større billeder i høj opløsning til en relativt overkommelig sum. Dertil kommer naturligvis udgiften til lærred, typisk fra 2.000 kroner og op, hvis man vil have en acceptabel kvalitet.
Ligesom på tv-fronten er projektormarkedet domineret af to teknologier. De går under betegnelsen DLP og 3LCD, og deres egenskaber er et stykke hen ad vejen at sammenligne med henholdsvis plasma-tv og LCD-tv.
En 3LCD-projektor fungerer ved, at lyset fra pæren separeres optisk i rød, blå og grøn. Hver farve sendes gennem et separat LCD-panel – heraf betegnelsen 3LCD – som lukker op og ned for de enkelte pixels.
Teknikken fungerer således groft sagt som i et LCD-tv, hvor man dog ikke skiller farvekanalerne ad. Herefter samles de tre farvekanaler og sendes ud ad optikken som et samlet billede. Som på et LCD-tv er fordelen ved 3LCD-projektorer primært en relativt lav pris og et meget skarpt billede.
Ulempen er tilsvarende svær behandling af helt mørke og helt lyse nuancer, da det er svært at kontrollere – og helt lukke af for – lyset fra pæren. Dette fænomen svarer igen ret nøje til problemet med at begrænse lækager fra LCD-fjernsynets baggrundsbelysning.
DLP-teknologien fungerer ved, at lyset fra pæren først sendes forbi et såkaldt "farvehjul" og derefter forbi en chip bestående af tusindvis af bittesmå elektroniske spejle. Hvert spejl repræsenterer en pixel.
En DLP-projektor med opløsningen 1.280×720 har således en såkaldt Digital Light Processing-chip med 921.600 bittesmå spejle. Hvert spejl er tilknyttet et lille elektronisk hængsel på chippen, der justerer lysmængden til det enkelte billedpunkt.
DLP-projektorer er gerne karakteriseret ved bedre sortniveau og gengivelse af mørke nuancer end LCD-modellerne, og disse egenskaber kan sammenlignes med egenskaberne i et plasma-tv. Ulempen er en lidt højere pris og – i nogle tilfælde – tendens til farveflimmer i billedets kant, kendt som regnbueeffekten.
Glem ikke lyden
Et par gode stereohøjttalere kan man bygge videre på til et surroundanlæg, hvorimod et dårligt surroundanlæg aldrig bliver til mere end en dårlig lydoplevelse. Er budgettet ikke til de store armbevægelser, er det fornuftigt at vælge den fremtidssikrede lydoplevelse, så man kan bygge videre, når lønforhøjelsen er i hus. Brug og smid væk er yt!
Når der skal købes ind, skal man også huske, at en del større fladskærms-tv produceres helt uden højttalere, eller man får højttalere med som eksterne enheder, der kan monteres på apparatet, stilles ved siden af eller helt vælges fra.
Det er praktisk, hvis man gerne vil have så enkelt et fjernsyn som muligt og alligevel primært anvender sit surround-anlæg til at gengive lyd. Ulempen er naturligvis, at det er en smule mere bøvlet at skulle tænde for lydanlægget, hver gang man skal se TV-Avisen.
