Chipgiganten Intel advarer om, at der med visse af selskabets Centrino-chipsæt til trådløse lokalnetværk, Wi-Fi, findes en række alvorlige sikkerhedshuller, der kan udnyttes af hackere eller virus.
Sikkerhedshullerne findes ifølge Intel i Microsofts drivere til Wi-Fi-chippene.
I den advarsel, der er frigivet sammen med selskabets softwareopdatering, skriver Intel, at sikkerhedshullet vil kunne udnyttes af hackere inden for rækkevidde af det trådløse netværk til at få udført ondsindet kode på systemet med kernelrettigheder.
Opgrader omgående
Mens flere sikkerhedsfirmaer opfordrer brugerne til at opgradere omgående, så advarer Intel samtidig om, at de enkelt pc-producenter kan have foretaget ændringer, der kan give problemer med Intels generiske drivere.
Sikkerhedsorganisationen SANS Institute anbefaler derfor, at man først konsulterer sin pc-producent for at se, om der er frigivet særlige drivere derfra.
Organisationen vurderer samtidigt, at de opdaterede drivere næppe vil blive distribueret via Microsofts automatiske opdateringskanal.
Derfor vil det i høj grad være op til brugerne selv at sørge for at downloade og installere opdaterede drivere.
Visse pc-producenter har dog tilsvarende distributionskanaler til driveropdateringer, der vil kunne anvendes til at distribuere de opdaterede drivere.
Der er endnu ikke rapporteret om forsøg på at udnytte sikkerhedshullerne, hvilket dog også vil kræve en relativt kort afstand mellem angriberen og den sårbare pc.
Det ultimative mareridt vil dog være en orm, der er i stand til at hoppe videre fra én inficeret bærbar pc til andre bærbare pc'er inden for rækkevidde, oplyser sikkerhedsfirmaet Sophos.