Her har vi fat i efterfølgeren til den voldsomt populære W800i – også kendt som "den orange walkman-telefon". Det er en tung arv at løfte, men W810i leverer varen, selv om her mere er tale om et facelift end en helt ny model.
Vi lægger ud med den mest iøjnefaldende forbedring: Den er ikke orange! Med sort front får telefonen en mere "voksen" udstråling.
Skærmen er faktisk vokset en anelse, og selv om opløsningen er uændret (176 × 220), virker den knivskarp. Måske på grund af den indbyggede sensor, der tilpasser lyset efter omgivelserne.
Telefonen er let og kompakt (99 gram, 100×46×20 mm) uden at være for lille. Der er fin afstand mellem de sprøde taltaster, og forgængerens joystick er afløst af en mere fingervenlig retningsknap.
Funktionstasterne sidder også lidt anderledes, uden at det dog gør den store forskel.
Den grafiske brugerflade er et lille mesterværk, der forener kækt design med intuitiv betjening. Vi er især vilde med tilbage-knappen – og muligheden for at skifte profil eller låse tastaturet med et kort tryk på afbryderknappen.
Den aktive profil vises med et lille symbol på skrivebordet.
Den orange (de kunne ikke helt nære sig...) Walkman-knap fyrer op under MP3-afspilleren, som er det store slagnummer. Når man tænder telefonen, kan man vælge at høre musik uden at koble sig på mobilnettet.
Det er ikke bare en fordel på hospitaler og flyrejser – man forbedrer også batteritiden, der i forvejen er rigtig god. Producenten lover otte timers taletid eller 350 timers standby.
De medfølgende ørepropper er bedre end normalt. Men det bedste er, at man kan tilslutte sine egne hovedtelefoner. Afspillerens kvalitet er god nok til, at man kan høre forskel.
Man kan også koble telefonen til sit stereoanlæg – eller nyde musikken gennem den indbyggede højttaler, der spiller overraskende højt. Køber man et ekstra højttalersæt (MPS-60), har man en lille ghettoblaster.
Musikken kan nydes, mens man bruger telefonens kalender, e-mail, web, spil og de andre gængse funktioner. Det samme gælder den indbyggede FM-radio, der har RDS, så man let kan genkende stationerne. Som vanligt virker radioen kun, når ørepropperne (eller højttalersættet) er tilsluttet, idet ledningen fungerer som antenne.
Det medfølgende hukommelseskort (Memory Stick Pro Duo) rummer 512 MB – svarende til musikken fra 10 cd’er i normal MP3-kvalitet. Musikken kan overføres med almindelig filhåndtering, så man slipper for Sonys famøse software.
Selv om W810i markedsføres som en musiktelefon, har den samtidig et glimrende kamera med to megapixel og autofokus. Desværre er linsen helt ubeskyttet.
Vi savner et dæksel som på K750i. Kameralyset kan i en snæver vending bruges som lommelygte – eller endda nødsignal, hvis man skulle få brug for at sende SOS i morsekode.
Kameraet kan selvfølgelig langt fra tilfredsstille en krævende fotoentusiast, men for mange er billedkvaliteten god nok. Vi er vel nået dertil, at de dyreste kameramobiler spiller lige op med de billigste digitalkameraer. Videoopløsningen er mere skuffende (176 × 144) – og helt uegnet til tv-skærmen.
Den største tekniske nyskabelse er, at W810i understøtter EDGE. I skrivende stund er det dog kun Telia, der tilbyder dette mellemtrin mellem GPRS og 3G. Det er også rart at vide, at telefonen ikke bare er “triband” – men "quadband", så den kan bruges på alverdens GSM-net. Apparatet har naturligvis også Bluetooth - men hverken Wi-Fi eller 3G.
Når man tænker på, at der er gået seks måneder siden forgængerens lancering, kunne man ønske sig lidt flere nyskabelser. Er du en af de mange, der i forvejen har en W800i, er der ingen grund til at skifte den ud. Med mindre du da er blevet allergisk over for orange.